Nyhed
Læsetid: 9 min.

Når teksten skal leve op til virkeligheden

At skrive er en balancegang mellem at røbe og at hemmeligholde, siger den tysksprogede forfatter Herta Müller. Hun er vokset op i Ceausescus Rumænien. Og det kæmper hun med den dag i dag
Kultur
12. november 2004

Bogtillæg

Tyskland
»Hvordan må det være, når man sidder hjemme sent om aftenen, det banker på, man åbner og bliver hængt?« Det er spørgsmål, som dette, der står centralt i Herta Müllers værk. Født i den lille landsby Nitzkydorf i 1953 vokser hun op som del af det tyske mindretal i Rumænien. Hun begynder at oversætte og arbejde som lærer, men bliver afskediget, fordi hun nægter at samarbejde med den rumænske sikkerhedstjenste Securitate. Da hun i 1987 får lov til at forlade landet og flytte til Berlin, rejser Herta Müller med en tung baggage. Ikke alene har hun selv været igennem talrige afhøringer og arrestationer. Mange af hendes venner er døde – mishandlet og slået ihjel af Nicolae Ceausescus blodige regime. Manden, som blev hentet sent om aftenen og hængt kort tid senere, var Herta Müllers kæreste.
»Mit emne er et, som jeg ikke selv har valgt. Der er nogle ting, som jeg skal afklare med mig selv, som har fundet sted i de 30 år, jeg har levet i Rumænien. Det begynder med barndommen og med min egen familie i denne lille provinsby. Dertil kommer mindretallets forvikling i det nationalsocialistiske regime. Og så ikke mindst det at vokse op i et diktatur, som i 1950’erne var værst.«

En art vidensbyrd
Ifølge litteraturkritikeren Helmut Böttiger kredser alle Herta Müllers bøger »om livet i et diktatur, om forsøget på at udslette den enkeltes individualitet, om hverdagen mellem løgne, intriger, forræderi og de mindste celler af venskab og kærlighed, som konstant er truet, og som sjældent varer.« Herta Müller selv har på det seneste eksplicit beskæftiget sig med, om litteratur kan aflægge vidnesbyrd. Hendes eget svar er ambivalent. »Når vi tier, bliver vi ubehagelige, når vi taler, bliver vi latterlige«.
»Mine bøger er ikke vidnesbyrd i snæver eller juridisk forstand. I bredere forstand er al litteratur, som beskæftiger sig med en bestemt periode, jo en form for vidnesbyrd. Det er rigtigt, at der er visse ting, som litteraturen ikke formår. På den anden side opnår den noget, som videnskaben eller dokumentationen ikke kan. De konkurrerer med hinanden. Tag forfattere som Jorge Semprun, Aleksandar Tisma, Imre Kertész eller Hanna Krall, som er utrolig præcise med hensyn til de historiske kendsgerninger og faktiske detaljer. Disse forfattere er det bedste eksempel på, hvordan en meget omhyggelig nøjagtighed kan slå over i poesi.«
»At skrive er en balancegang mellem at røbe og at hemmeligholde«...
»Litteratur har altid et biografisk element, men der går ikke en lige linje mellem de to ting. Virkeligheden lader sig ikke indfange. Jeg kan kun opfinde, fordi jeg kender dét, jeg skriver om. Således skulle jeg igennem 50 afhøringer for at kunne opfinde én, men det har altid været indlysende for mig, og jeg anser det som kernen: Alt er opfundet, men uden forankringen i realiteten ville man være en plattenslager, en svindler. Litteratur har brug for virkelighed.«
»Igennem mine romaner forsøger jeg at komme i nærheden af den intensitet, som virkeligheden har haft for mig og ikke mindst de mennesker, som har mistet deres liv. Når jeg beskæftiger mig med et emne som det rumænske diktatur, et fænomen, som har haft katastrofale konsekvenser for så mange mennesker, så opstår der en indre ambition om at gøre det ordentligt. Jeg kan jo ikke ende med en æstetisk disaster. Så ville jeg gøre disse mennesker uret en gang til.«

Sproget er en ledsager
– Michael Naumann, chefredaktør på Die Zeit, har skrevet, at du tror på ordenes mirakuløse kraft. Samtidig kendetegnes dine tekster netop ved det, som forbliver usagt – en slags larmende tavshed.
»Sproget er jo ikke noget, som eksisterer for sig selv. Det ledsager de ting, som sker eller ikke sker, det bliver formet af erfaringen. Derfor bliver diktaturets sprog til et ideologisk sprog. Vi erfarer meget om det, der ligger bag, ved bare at se på sproget og dets mønstre. Og sådanne mønstre finder vi i alle relationer – i det private, det intime.«
»Desuden mener jeg, at det, som bliver sagt, indeholder det, som ikke bliver sagt. Den enkelte sætning indeholder mere end de ord, den består af. Idet ord bliver koblet sammen og støder på hinanden, opstår der et eller andet. Sker det ikke, er sætningen værdiløs. Dette gælder for såvel læseren som forfatteren. Og især, når ord støder sammen, der ikke kender hinanden, og som ikke plejer at stå ved siden af hinanden, så er der mulighed for, at gnisten springer over.«

Skriver af herkomst
Herta Müllers første roman Niederungen blev udgivet i 1982. Heri tematiserer hun sin egen opvækst, og hun gør ingen hemmelighed ud af sin foragt for det lille landsbysamfund – en foragt, som nu bliver til en gensidig affære: Da hun efter bogens udgivelse vender tilbage, spytter folk på gaden hende i ansigtet. Niederungen er blevet betegnet som én af de mest forbavsende begivenheder i den yngre tyske litteratur, romanens sprøde, moderne, næsten klinisk analyserende sprog kunne næppe stå i større kontrast til forfatterindens herkomst. Men ifølge Herta Müller var det netop denne herkomst, som senere skulle vise sig som en vigtig årsag til, at hun begyndte at skrive.«
»Jeg tror, der er forskellige ting, som er faldet sammen. Det tyske mindretal, som havde levet i Rumænien i mange hundrede år, befandt sig midt i en omvæltning. Min bedstefar var storbonde og handlede med korn, og hvis ikke socialisterne var kommet til magten og at privatejendom ikke var blevet eksproprieret, så ville jeg have været bundet til denne lille landsby – jeg skulle have overtaget det hele, giftet mig med en anden bonde med mindst lige så meget land og født en række børn. Med andre ord: Jeg skulle have trådt i mine forfædres spor og videreført traditionen.«
»I stedet drog jeg til byen i en ung alder og begyndte at læse: Victor Klemperer, Eugen Kogons bog om SS-staten, jeg læste Thomas Bernhard, de tidlige bøger af Peter Handke, Elias Canettis Masse og magt, Paul Celan. I en svag stund gav Ceausescu tilladelse til, at det tyske Goethe-Institut kunne åbne en afdeling i Timisoara. Her fik vi tilgang til hele den tysksprogede litteratur – og vi læste alt!«

Hvad sproget kan
– Du er vokset op med det tyske sprog og lærte først det rumænske, da du flyttede til Timisoara. Har det haft indflydelse på dine tekster?
»Jeg lærte rumænsk, da jeg var 15 – ikke i skolen, men på gaden. Og jeg kunne ikke komme mig over min forbavselse, hvor smukt et sprog det var, hvor sanseligt, hvor mange niveauer det har. Det rumænske sprog er formet af dets frivolitet, uden at det nogensinde bliver ordinært eller bliver til en kliché. Det har så mange mellemliggende lag, som man ikke kan oversætte, fordi disse lag ikke findes i det tyske. Enten bliver man højtravende eller vulgær.«
– Men selvom det ikke kan oversættes, har det alligevel efterladt spor i dine tekster?
»Ja, fordi det er en livsanskuelse og ikke kun et sprog. Og denne indre følelse har også formet mit blik, fordi jeg altid har vidst, hvad noget bestemt hed på det andet sprog. Det rumænske udtryk har tit stemt bedre overens med mine tanker end det tyske. Og selvom dette indre billede, denne livsfølelse, ikke direkte kan oversættes, så skaber det sig plads, når jeg skriver. Det rumænske skriver med.«
– Sprog er hjemstavn, konstaterede Wilhelm von Humboldt for tohundrede år siden. I 1987 kunne du forlade Rumænien, og siden har du levet i Berlin. Du var fortrolig med den tyske kultur, men Tyskland var ikke din hjemstavn. Er du ankommet, eller føler du dig stadigvæk som en slags flygtning?
»Jeg har hele tiden været ankommet. Jeg ankom den 28. februar 1987. Der er ikke noget mere fremmed end et land, hvor man kender alt, men hvor man ikke længere kan holde ud at være, og hvor ens liv hele tiden er truet. Det er fremmedhed, når det, som er selvfølgeligt, bliver revet bort, således at man ingenting har at holde sig til.«

Et stykke frihed
»I Timisoara var der ikke ét eneste sted, hvor jeg kunne føle mig sikker. Selv når jeg lå i sengen og kunne høre elevatoren, så var jeg bange for, at nu skulle jeg hentes. Og de gange jeg blev hentet, vidste jeg aldrig, om jeg ville komme tilbage. I modsætning til det, er det at være i det fremmede en rekreation. Og det var netop, hvad Berlin betød for mig – en frigørelse. Jeg havde nået det, jeg havde overlevet. Jeg føler mig hjemme i Berlin, det er nok. Jeg leder ikke efter en hjemstavn. Faktisk kan jeg slet ikke lide det ord. Jeg er gerne fremmed. Det at være fremmed er tit også et stykke frihed.«
Herta Müller er i dag en af de mest succerige tysksprogede forfattere. Hun har fået et hav af litteraturpriser, heriblandt den meget renommerede Kleist-pris. Hendes bøger er oversat til mere end 20 sprog.

Diktaturets mønstre
Nogle kritikere har undret sig over, at hun bliver ved med at skrive om det samme emne – nemlig Rumænien og det rumænske diktatur. De hævder, at hendes værk bevæger sig i cirkler. En kritik, Herta Müller, blot trækker på skulderen af. »I mine øjne er det den tungeste belastning, som er afgørende for, hvad man skriver«, siger hun og fortsætter: »Jeg må skrive om dikaturet, fordi det har rystet mig, fordi det har forårsaget så meget ondskab. Det har taget så mange mennesker fra mig.«
– Men hvordan forklarer du, at der er så mange mennesker, som læser dine bøger – mennesker, som i de flestes tilfælde sandsynligvis hverken har haft direkte kontakt med et diktatur eller interesserer sig specielt meget for Rumænien?
»Dette, ikke at vide sine levende råd, er noget, som enhver på et eller andet tidspunkt bliver konfronteret med. Dertil har man ikke brug for et diktatur. Og så tror jeg, at netop det, at man ikke selv har gjort sig direkte erfaringer med diktaturet, vækker folks interesse. Mange mennesker er klar over, at også den østeuropæiske form for socialisme har været en menneskelig katastrofe, for slet ikke at tale om stalinismen. Og samtidig ved man godt, at diktaturer jo ikke er noget, som er forsvundet ud af verden. De grundlæggende mønstre gør sig også gældende i vores samtid, bare et andet sted. I mine bøger er det den enkelte, som står i centrum. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad der sker med en person, når han eller hun kommer ud for en repressiv situation. Der ligger så uendelig mange lag imellem at nægte at tage del på den ene side, og at blive til en gerningsmand uden skrupler på den anden. Men jeg skriver ingen modideologi.«

Utopier ender galt
– I begyndelsen af denne samtale talte vi om litteratur og vidnesbyrd. Når du nu betoner, at du ikke skriver en modideologi, så lyder det næsten som om du fornægter dit værk et fremadrettet perspektiv. Hvordan betragter du forholdet mellem litteratur og utopi?
»Jeg kan ikke døje ordet utopi, jeg betragter det som svindlerisk. Der er mange intellektuelle, som ikke kan leve uden det ord. Men en utopi ender altid som et stort lukket system, som prøver at indrette livet efter dets behov. For at kunne realisere sig selv, har det altid brug for trusler og vold. Det har jeg haft nok af. Både socialismen og nationalsocialismen har været anvendte utopier. Frihed derimod betyder for mig, at forskelligheder kan eksistere ved siden af hinanden.«

Serie
Tyskerne kommer
*Information har i efteråret særlig fokus på nyere tysk litteratur. I interviews og portrætter skriver vi om en række af tidens vigtigste forfattere og bøger. I denne serie indgår her i tillægget Marc-Christoph Wagners interviews med henholdsvis forfatteren Herta Müller og forlæggeren Michael Krüger.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her