Bogtillæg
Essay
Det karakteristiske for Suzanne Brøggers måde at arbejde på, er hele tiden at skrive helt ud til kanten af sin erfaring. Derfor er det også imponerende i retrospektiv at se, hvor sikkert hendes instinkt har været for det, hun ledte efter. At de selvbiografiske bøger, Fri os fra kærligheden 1973 og Kærlighedens veje og vildveje 1975, men især de tre, hun kalder føljetonen, Crème Fraiche 1978, JA 1984 og Transparence 1993 tilsammen beskriver en fortættet kvindelig udviklings- og individuationsproces skyldes, at hun har været sandfærdig i sin søgen og haft et ganske usædvanligt mod til at bruge sig selv og se sig selv og sine egne skrøbeligheder i øjnene. I Jadekatten (1997) føres en anden tråd i det biogafiske stof, nemlig familiehistorien, til et slutpunkt, det er dog ikke emnet her.
At bøgernes Suzanne Brøgger ikke er identisk med den empiriske Suzanne Brøgger er enten noget, man kan bruge megen litteraturteori på eller ganske indlysende. At Suzanne Brøgger har brugt sine egne erfaringer i sine bøger er også indlysende, men samtidig en sandhed, der kun har relevans i de former, den antager i bøgerne. Det, der hæver bøgerne ud over det privat selvbiografiske er, sagt med ét ord, deres sandhedskærlighed, der bl.a. giver sig udslag i, at heltinden helt i modsætning til bøgernes eksotiske ry er banal som et ugeblad! Hun drømmer om at blive gift. Hun drømmer om at leve gennem en mand. Der er ikke grænser for hendes accept af, hvad den maskuline mystik udsætter hende for. Bøgerne er (også) det modsatte af eksotiske og usædvanlige. Heltinden deler drømme med enhver ungmø fra Herlev.
At hun gør det, er imidlertid en pointe, nemlig den, at Suzanne Brøggers mål ikke er at være særlig, men tværtimod at være almindelig i betydningen almen.
»
det var gennem en græsk kok, at min natur begyndte at røre på sig og forlade mig stødvis, så at jeg var ved at blive det jeg allerhelst vil være: hvem som helst,« hedder det om et bordelbesøg i Kærlighedens veje og vildveje. Den seksuelle akt opleves som en fællesmenneskelig akt, der bringer hende ud over sig selv og i kontakt med noget livgivende.
Virkeligheden
Suzanne Brøggers erkendelsesinteresse tillader hende ikke at digte om på virkeligheden, for hendes erkendelsesinteresse er virkeligheden: »Jeg hadede fantasien, jeg elskede kun virkeligheden
En bevinget hest var jo ikke andet end en hest med vinger på, fantasien var flugt og trøstespiseri for svage sjæle, som ikke vovede at konfrontere de virkelige uhyrer og dæmoner,« skriver hun eksempelvis i JA. I Crème Fraiche siger hun det på denne måde:
»Jeg er ikke digter, men koreograf. Jeg koreograferer den bevægelse, der allerede er, for at gøre den mere tydelig, opsigtsvækkende, tiltrækkende og skræmmende.«
Her kan virkeligheden kun erfares empirisk. Men fornemmelsen af, at man må miste sig selv for at finde sandheden, som vi allerede møder i Kærligheden veje og vildveje, vokser i Crème Fraiche. Til begge formål at erfare virkeligheden og at miste sig selv er det på dette tidspunkt sex, der er midlet. Men det er også det, man kunne kalde den materielle eller sanselige virkelighed. Ordet erotik, forstået som sex, der har en åndelig dimension, må forbeholdes næste stadium.
Grænsen for den materielle sexdyrkelse nås, da hun i JA forelsker sig uhjælpeligt i fødselslægen. Her bliver sex til dyb, gennemrystende erotik. Det sker, mens forfatteren skriver på Fri os fra kærligheden, men offentligheden indvies først i JA fra 1984 i Suzanne Brøggers voldsomme splittelser og modige, ynkelige, grinagtige og sørgelige forsøg på at få forfatterskab, frihed og anskuelser til at gå op i en højere enhed med kærligheden til en mand, der mildest talt er skræmt af den fisk, han har fået på krogen.
Erkendelsesrejse
Det bliver en erkendelsesrejse: »Ved at sige ja til det hele, sagde jeg også ja til en række sår og en hel stribe nederlag, hvorved jeg opdagede mine dimensioner og blev en del af altet.«
I JA består det maskuline mildest talt ikke prøven. Til gengæld udvider virkeligheden sig, så hun bliver en del af altet. Det er den store opdagelse. Og i skriveriet kan hun indoptage erfaringen.
Transformationen skildres i JA, på den måde, at heltinden ender som imploderet supernova og bliver til et sort hul efter en allersidste ydmygelse fra lægens side. Han har på et tidspunkt gravet et hul i hendes have, og det graver hun nu dybere, klæder sig af og lægger sig i det.
»Min virkelige funktion var at ligge og gøde jorden ... Det var her, man altid skulle ligge.«
Det, hun her beskriver er en symbolsk sandhed, skrevet frem med anvendelsen af et mytisk genfødselsritual over det hellige tretal, men samtidig også, hvordan det konkret føltes at komme helt derud eller ned, hvor man ikke kan komme længere.
»Efter tre hvide dage og tre hvide nætter
kom der overraskende billeder for mine øjne, og billederne prøvede at overbevise mig om, at de skulle forestille verden! Jeg skraldgrinede! Alle de billeder troede, de kunne bilde mig noget ind! Jeg vidste bedre.«
Gennem trængslerne bliver hun klar over, hvad hun skriver på, men også, at det er en opdagelse, der ligesom hende selv skal gennem ild og vand, før dens potentialer er fuldt udfoldet.
Kosmos
I begyndelsen af JA formuleres skriveriet som en nærmest paradisisk harmoni før syndefaldet, som en tilstand hvor splittelsen mellem hende selv som subjekt og kosmos endnu ikke er indtrådt: »Men jeg regnede ikke evnerne for mine egne, for jeg opfattede ikke mig selv som en person, men snarere som noget allieret materiale (til altet, ks), som bare skulle iltes godt igennem. Deraf kom kraften, simpel alkymi,« hedder det.
Bestræbelsen i skriveriet, er altså den samme som i det erotiske: At overskride de personlige grænser for at nå kosmos, som både er det, der er fælles for alle mennesker selvom de ikke ved det og det, der forener mennesker på et universelt plan selvom de ikke ved det!
Men de to parallelle eller overlappende områder, eros og skriveevnen, kommer i voldsom konflikt på grund af afhængigheden af manden. Da afhængigheden omsider i slutningen af JA er opløst, symboliseres det ved, at sex uden den kosmisk erotiske dimension afskrives. Konkret dør den kvinde, Luna, der repræsenterer materialistisk sex, og den begærede mands båd synker som symbol på det kuldsejlede kærlighedsforhold.
Men den spontane sammensmeltning mellem jeg og kosmos, der tidligere lod skriveevnen flyde frit, er samtidig brudt. Skriveevnen må genvindes på splittelsens vilkår: »Med ét melder tidspunktet sig, hvor man må lære koncentration. Hvis man bruger energi på at forebygge eller bygge op, så er det ikke længere koncentration, så er det angst. Og jeg vidste nu, at det var koncentration, jeg skulle lære.« JA ender på et nulpunkt, men det er samtidig dette, der rummer transformationen og forløsningen i sig.
Det handler Den pebrede susen og Transparence om.
I Den pebrede susen hedder det om spørgsmålet identitet: »Jeg tror, man må skelne mellem to ting, hvor det ene godt må være undertrykt, og det andet ikke må. Alt hvad der hedder egoet og forfængeligheden og de ting, der bliver til falsk selvfornemmelse: det må godt undertrykkes, det skal ødelægges hele tiden. Men der er en levende kerne i ethvert menneske, som man ikke må undertrykke, og som man ikke må mishandle.«
Buddhismen
Her sættes ord på nogle erfaringer, Suzanne Brøgger i forskellig form har formuleret helt tilbage fra begyndelsen af forfatterskabet. Det er imidlertid ikke mindst mødet med den tibetanske buddhisme, i form af de lamaer, der kom til Danmark på flugt fra kineserne, og som Suzanne Brøgger lærer at kende, der her leverer inspirationen.
Egoet er et buddhistisk begreb. Buddhismen opererer med egoet som sæde for enhver form for begær, bundet til de fem sanser og det, som gør, at man genfødes igen og igen, fordi man ikke kan give slip. Samsara, kaldes den evige begærscirkel, som egoet hænger fast i.
Den tibetanske buddhisme har også et ord for den levende kerne i ethvert menenske: maitri, der kan oversættes ved kærlig-venlighed eller elskelig-venlighed. Den beskrives som en diamant i en skarndynge, noget uforanderligt, der er i alle, og som ikke kan ødelægges, uanset hvordan man i øvrigt opfører sig. Bagom det gøglespil, som sanserne og begæret indhyller opfattelsesevnen i, er der en virkelighed, der kan opfattes af det i mennesket, der er ét med kosmos, og som udtrykker sig som maitri, elskelig venlighed.
Denne større virkelighed, kaldes nirvana og består af tomhed. Buddhas lære er, at det eneste, der findes er lysvibrationer hele verdens mangfoldighed er blot former, vi lægger til på grund af vores sanseapparat. Suzanne Brøgger taler om lykkelyset, den fyldte tomhed: »Når der ikke længere var noget at holde sig til, var det muligvis umagen værd at bygge bro mellem samsara og nirvana, mellem hverdagslivet og lykkelyset, den fyldte tomhed.« Man kan se ligheden med de erfaringer, Suzanne Brøgger selv har fundet frem til. Det er derfor også logisk, at hun i Transparence kaster sig ud i tantra, en erotisk meditationsform, hvor målet ikke er orgasme, men oplysning.
Symbolsammenbrud
Men hun er nået til et nulpunkt, hun er ved at blive ældre, hun har ikke fundet en mand, og alle de gamle, materialistiske måder at opleve virkeligheden på, har hun lagt bag sig, symboliseret ved den afskedsfest, det blå bal, hun holder i indledningen til Transparence.
Transparence går på den gennemsigtighed, hun når, da hun ikke længere forfølger egoets luner og begær: »Jeg havde fået min lykke tilbage. Men samtidig skete det mest skræmmende af alt: Ingen kunne genkende den, for man var blevet fremmed for verden.« Bogen handler derfor også om, at hun må genvinde sig selv som person på de nye præmisser. Men eftersom hun jo stadig går rundt i verden som Suzanne Brøgger, bliver hendes åbne bevidsthed fatal: »Hvis man bor alene og lever i fantasiens verden, så er der fri bane, hvis man forestiller sig tankernes verden som et usynligt trafiknet underkastet samme færdselslove som al anden trafik. Jeg var en fri bane, alle kunne køre ind på. Mine gamle gennemsigtige gevandter var nu blevet en åndelig transparence, der indbød enhver til at vade ind og ud af min sjæl...«
Det er en mærkelig passage, ligesom Transparence i det hele taget er en mærkelig bog.
En af trådene er dobbetgængermotivet: Suzanne Brøgger forfølges af en vis Emmanuelle Olsen, der udgiver sig for hende selv, skriver obskøne og vanvittige breve i hendes navn. Historien kan læses som en fortælling om noget, der virkelig er hændt, men den kan også læses som en erkendelse af, at den åndelige frihed i erfaringen af virkelighedens sande natur, kan slå om i paranoia, konfronteret med den sanselige virkelighed, hvis denne opfører sig så tosset, at forfatteren ikke længere selv kan skelne mellem virkelighed og symbol. Men hvad enten man læser Transparence realistisk eller metaforisk handler den om, at den bogstavelige og den metaforiske virkelighed truer med at klappe sammen, hvis man oplever alle mennesker som usynligt forbundet i kosmos, via den pebrede susens trafiknet. Virkeligheden bliver selv gennemsigtig og kommer til at bestå af mystiske sammentræf, og sindssyge dimensioner forsøger at invadere jeget. Blandt andet i skikkelse af Jesus, den subsistensløse, der ikke kan kende forskel på symbol og virkelighed. »Jesus
var den frygtede læser i reneste form. Han tolkede alt, hvad han læste bogstaveligt. Symbolsk sandhed kendte han ikke
«
Hele den selvbiografiske strategi, Suzanne Brøgger har bygget sit forfatterskab på, bryder sammen her. At bruge sig selv som eksperiment for at udforske sandheden lader sig kun gøre, hvis man læses symbolsk. Det sted, hvor hele hendes forfatterskab og alt, hvad hun har oplevet og erfaret undervejs, har taget hende hen, er vejs ende. Hun kan ikke komme længere.
»Jeg havde undervejs måttet slippe en af de allerkæreste illusioner, nemlig den at man kan være sandhedsvidne ved at give sig selv i sine bøger. Men det kan et levende menneske ikke.«
Forløsningen kommer i skikkelse af gode menneskelige kræfter, der opsøger hende, en lille pige ved navn Susanne(!) og en litterat altså en, der forstår at læse symbolsk.
Hermed hæves mystifikationen, dobbeltgængeren, og Jesus forsvinder som elverspind ved solopgang, heltinden begynder at længes efter at få et barn og hun får en mand i skikkelse af litteraten.
Således ender vi alligevel i den almindelige, sanselige virkelighed, men det er vist også summen af Suzanne Brøggers erfaring, at man ikke kan afstå fra at suge næring af den jordiske virkelighed, hvis ikke man skal miste undskyld udtrykket jordforbindelsen.
*Artiklen er en (stærkt) forkortet udgave af et tidligere holdt foredrag om Suzanne Brøgger som selvbiografisk forfatter
