Læsetid: 3 min.

En skjorte eller en bog?

Den ydmyge anmelder som forhindringsanstalt for dårlige bøger
12. november 2004

Forlagsliv III
Da Erik Vagn Jensen var leder af forlaget Vindrose, fik jeg i perioden mellem 1987 og 1994 udgivet en håndfuld romaner hos ham. I forbindelse med udgivelsen af den anden gav jeg udtryk for en smule bekymring med hensyn til prisen. Jeg husker ikke længere, hvor mange gode danske kroner den skulle koste, men jeg luftede altså en nagende tvivl på, at det læsende publikum virkelig ville betale så meget for at anskaffe sig en bog af en næsten ukendt forfatter.
Men Erik Vagn Jensen beroligede mig på sin næsten faderlige facon. »Tænk blot på, hvor mange mennesker der har været involveret i, at der skulle komme en rigtig god bog ud af det her projekt,« sagde han og løftede op i bogen, som var den et kostbart artefakt, »hvor mange mennesker der har lagt deres hjerteblod i denne roman, ikke mindst du selv! Og tænk så på, at din bog faktisk koster mindre end en skjorte af blot mellemgod kvalitet ...«

Ydmyghed
Hans kloge ord lagde sig som balsam på mine bekymrede sjæl. Det skulle nok gå alt sammen. Der ville sikkert være mange mennesker, der hellere ville have min roman end en ligegyldig skjorte.
Hans sammenligning er blevet hængende, og i dag indgyder den mig en vis ydmyghed over for jobbet som anmelder. Hver gang jeg får en ny bog i hånden, tænker jeg på alle de anstrengelser, der er blevet investeret i den – ikke blot fra forfatterens side, men også fra forlægger, redaktør, layout-folk og den eventuelle oversætter.
Og hvis det drejer sig om en dansk bog, forestiller jeg mig forfatterens frydefulde forventninger i dagene op til udgivelsen, de febrile fingre der blader mange forskellige aviser igennem, øjnene der kun spejder efter ét, anmeldelsen – er dommen afsagt i dag, og hvordan er den? Skal jeg hæves til skyerne, er jeg en ny lysende stjerne på den danske litterære himmel – eller skal jeg kyles lukt ned i helvedet, brister boblen med et brag?
Så det gælder om at træde varsomt – samtidig med at man naturligvis bør advare potentielle købere på at spilde en skjortes penge på et jammerligt produkt. Da skolepioneren Natalie Zahle for mere end hundrede år siden grundlagde det seminarium, der stadig bærer hendes navn, erklærede hun, at det først og fremmest var tænkt som en »forhindringsanstalt for dårlige lærerinder«. Noget tilsvarende gælder for anmelderens rolle, han/hun bør være en forhindringsanstalt for dårlige bøger.
Mindre ydmyghed over for opgaven som anmelder indgyder de pressemeddelelser, der normalt følger med den nybagte bog. Ikke blot fordi de hyppigt er faktuelt forkerte – i enkelte tilfælde har jeg endda oplevet, at det var en anden forfatters bog, dette A4-flyveblad slog på tromme for, eller en tidligere bog af samme forfatter – men også fordi de hyppigt er så skamløse i deres ros af bogen, at man har svært ved at tage dem alvorligt.

’Kolossal opsigt’
Der udkommer næppe en oversat spændingsroman på dansk, uden at den har »vakt kolossal opsigt i sit hjemland« og i flere uger eller måneder har haft »en fast plads på bestsellerlisterne«. Forfatteren er pr. definition en af sit lands førende inden for genren og har vundet talrige priser. For her er tale om »et af de helt store navne«, hvis speciale er »thrillere i højeste gear« – og flere filmatiseringer er naturligvis på vej, ligesom bogen er under udgivelse i en lang række lande ...
Men hvad er så opskriften på en god krimi? I den legendariske sketch Tømmerflåden hævdede Kjeld Petersen, at en god historie i al korthed består af »oplægget, personskildringen og klimaks«, men han blev i den grad drevet til vanvid af Dirch Passers mere og navnlig mindre relevante afbrydelser, at man nemt kommer til at overse, at han havde fat i noget væsentligt. En god krimi har et fængslende oplæg, den handler om mennesker af kød og blod – og spændingsmotoren fører ubønhørligt handlingen frem mod et klimaks. Uden de svinkeærinder, der måske er den alvorligste af den moderne kriminallittaturs dødssynder og forklaringen på, at mange spændingsbøger slet ikke virker så forthrillende på anmelderen, som der er stillet i udsigt. Og så er det, at man – naturligvis i al ydmyghed – må optræde som forhindringsanstalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu