Læsetid: 5 min.

Er der en snegl i det hus?

Lars Morells bog om Per Kirkeby handler måske om noget helt andet
12. november 2004

Bogtillæg

Kunst
Der findes sikkert dem, der vil mene, at der er skrevet bøger nok om Per Kirkeby, helt bortset fra, at han også selv har skrevet en del, og han er da også den alt dominerende hovedperson i Lars Morells Kunstneren som polyhistor, der i undertitlen gør opmærksom på, at den vil undersøge »den intellektuelle overbygning« i netop Kirkebys værk.
Bogen består af to ligeværdige fortællinger, den ene i ord og den anden i billeder. De deler bogen mellem sig som en slags dobbelt spiral omkring en kerne af tomhed, ingenting eller hvad som helst.

Bogen
Det er en smukt produceret bog. Fint balanceret layout, klar typografisk disponering så man får lyst til at læse i den. Det ser nemt ud, men det er det bare egentlig ikke.
Den er opdelt i kapitler, dem er der 11 af, og de behandler mere eller mindre hvert sit videnskabeligt ordnede meningsfelt. Centralt står det fjerde, det genetiske, der netop drejer sig om den biologiske spiral eller helix, der som DNA rummer livets inderste essens, så langt vi indtil videre kan komme med det uden at tage overnaturlige kræfter til hjælp. Her påviser Lars Morell, hvordan kunsten altid har beskæftiget sig med den form for billeder. Ikke for noget egentlig, de er der bare, som sneglehuse er der.
Her som andre steder i bogen tager han udgangspunkt i Asger Jorn, der i 1948 skrev, at »alt, hvad der lever, bevæger sig, og alt , hvad der bevæger sig, former sine arabesker i tid og rum. Disse arabesker lever og hviler i sig selv og griber samtidig ind i andre arabesker, der igen er dele af endnu større bevægelser, der igen indgår i alt det, vi kalder stoffet eller materien, og hvorom vi kun ved, at det er et utal af bevægelser af arabesker lige fra atomets og molekylets sindrige systemer til klodernes bevægelse i rummet.«
Omtrent samtidig påviste Watson og Crick DNA-molekylets struktur og viste, hvordan opbevaring og reproduktion af genetisk information kunne foregå. »Man kan ikke tegne diagrammer eller bygge gode modeller uden at have et æstetisk beredskab,« siger Morell og spørger retorisk: »Er det kunstnerne, som skaber dette beredskab ?«
Det er nok bogens centrale ærinde.

Læsning af bogen
Den er stort anlagt, men næppe helt gennemført. Der mangler decideret et kapitel om kunsten selv, der ville have kunnet undersøge, om et værk som Per Kirkebys eller hvem som helsts sådan set har brug for at blive påhæftet en ’intellektuel overbygning’.
Om eksempelvis maleriet ikke kunne tænkes at være sig selv på en måde, der er over- og underbygget samt intellektuel nok. Den mangler også et register, som ville muliggøre en mere randomiseret krydslæsning udført af den interesserede læser personligt. Det manglende register giver den et vist præg af forelæsning eller foredrag, krydret med henvisninger til forfatteren selv og hans møder med Kirkeby og andre i Kirkebys kølvand.

Romantik
Bogen er en kulørt tegneseriefortælling i ord med den holdning til alting, som Kirkeby dengang hovedsagelig hentede hos Prins Valiant, og Morell gør sig store anstrengelser for at placere de oprindelige læsninger af den (Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen) i en slags tidslomme, fordi de begge sammenlignede Kirkebys metode med den amerikanske forfatter William Burroughs, som dengang med sin cut-up teknik (egentlig bare klassisk kollage udført på ord, sætninger og bogstaver) var langt fremme i unge kunstneres bevisthed. Det er også helt sandt, som Morell skriver, at ordet »struktur« dengang spillede en stor rolle, både for Kirkeby og andre, selv om tidens legende omgang med ting og begreber førte så langt ud, at digteren Kristen Bjørnkjær engang rimede det ellers noget tunge ord på »druktur«. Men selvfølgelig er det da interessant, ikke bare i forbindelse med Kirkeby, når Lars Morell konkluderer, at der efter Wittgensteins mening ikke er »tale om at presse sprogets struktur ned over verden, men om at konstatere, at de har isotopi, strukturlighed. Det er en egenskab, som geologen Kirkeby allerede kendte fra overensstemmelser mellem geologiske kort og de landskaber, de beskriver.«

Overspil
Der er en tendens i tiden til at ville finde det ’hellige’ allevegne. I bogens teologiske kapitel finder Lars Morell det der, hvor maleriet tager over af sig selv og kobler maleren som konstruktør af billedet fra. Det at noget »andet« således maler, kalder han så for »Gud«. Men egentlig er det vel bare maleriet selv, hele maleriets historie, som enhver maler jo kender i praksis og Kirkeby bedre end de fleste, der tager over, fordi maleriet er en levende ting, en livsform. Sagde Wittgenstein ikke, at det er isomorft med det, vi kalder liv ?

Opdagelse
I en bog om polyhistorik er det naturligt, at Goethe, måske den sidste klassiske store polyhistor, dukker op en del gange, både med sine farveteorier og andre ting, og selvfølgelig kan man i den sammenhæng, fordi han binder sig så tæt til Kirkeby, fordi han helt oplagt – efter beskrivelsen af det i bogen – bader på samme strand og lader sig gennemrasle af den samme kolde vind ind over Læsø fra nord, komme til at se Lars Morell som en slags kammerat Eckermann.
Men han er nu mere end det, og man vil nok finde ud af, hvad han nærmere er og måske vil blive, når han skriver videre på det her og river det løs fra bindingen til en enkelt kunstner, og når man i løbet af kommende vintre måske får tid til at kigge nærmere i bogen her og selv danne billeder i dens sneglehus.
I hvert fald er det fint, at han henter Asger Jorns teoretiske hovedværk frem til betragtning her i landet. Det kender vi nemlig stort set ikke, selv om det udkom så langt tilbage som i 1958. Bogen hedder Pour la Forme og blev udgivet af Situationistisk Internationale i Paris.
Morell bruger en tekst fra den bog i det kapitel om krystaller, der egentlig skulle have handlet om de sten, der lige fra begyndelsen er skyllet og rullet gennem Kirkebys billeder.
Det er symmetri, det drejer sig om. Om spejlinger og mangedoblinger af ens elementer, tæt på entropi. Her mener Jorn, med en mangedobbelt spejling af en Alechinsky-vignet som eksempel, at den ørkenagtige enshed i det krystallinske verdensbillede kan opløses af f.eks. bevægelse, som en plante vokser. At man ret groft sagt simpelthen kan forene krystallet som ren form uden bevægelse med lyset som ren bevægelse uden form i, hvad Jorn kaldte »dissymetri« eller mere provokerende »det gotiske«.
Sådan, som en så levende og næsten organisk ting, kan man sikkert også læse Lars Morells bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu