Læsetid: 11 min.

Tomater kan bare det der med at være tomat

Litterær kvalitet lader sig ikke definere. Litteratur gør os ikke til bedre mennesker, men – når den er god – til bedre læsere. Sæsonen rummer rigtig gode eksempler
12. november 2004

Bogtillæg

Bogsæson I
Konservesgiganten Heinz foranstaltede for nogle år siden en test, hvor udvalgte ganer blev bedt om at smage på ketchup af divergerende typer. Man nærede fromme formodninger om, at folk muligvis ville kunne lide en ny model, der var fremstillet på basis af vaskeægte gammeldags tomater. Og nej, flertallet syntes bedst om den sædvanlige slags, den, der var lavet på løg, kål, farvestoffer og essens.
Hvad er litterær kvalitet, spurgte Sektion 2’s Jes Stein Pedersen, da han søndag aften havde indbudt Lars Bukdahl og undertegnede til at lægge op til det forestående Bog-Forums tæppebombardement af præsentationer og forfatterinterviews. Svaret blev for mit vedkommende, at hvis jeg vidste, hvori litterær kvalitet bestod, ville jeg skynde mig at skrive recepten ned og bede Dansk Forfatterforening lægge den på sin hjemmeside. Eller også kunne man overveje at åbne et litterært konsulentbureau:

Dan-Litt Inc.

Manuskripter modtages og bearbejdes til udgivelse
Realisme: 1.000 kr.
Modernisme: 2.000 kr.
Postmodernisme: 3.000 kr.

Vejledning tilbydes i medie-branding og messe-performance
Problemet er imidlertid, at litterær kvalitet, den kender vi først, idet vi ser den, hvilket inden for den ny litteratur vil sige, når nogen laver noget, ingen har lavet før. Hermed være ikke sagt, at kvalitet er identisk med avantgardistisk eksperiment – overraskelsen kan jo netop bestå i at få en gammel form som f.eks. solid realisme til at fungere på ny. Ingen ved det på forhånd; smagsdomme kommer altid efter forfatternes udspil, og udsagn om kvalitet kan kun have form af skrøbelige generaliseringer af den slags, som vi for resten har lige præcis forfatterne til at vælte omkuld.

Noget hidtil uset
Et hurtigt overblik på dansk litteratur anno 2004 standser, synes jeg, ved to og kun to produkter – begge lavet med respekt for råvarerne, men med tårnhøje ambitioner om at frembringe noget hidtil uset. Den ene bog var Lars Frosts gennembruds- og ’knaldroman’ Smukke biler efter krigen, hvori han foretog det halsbrækkende eksperiment at fortælle en virkelig god historie, samtidig med at han tillod sig at indflette sideblikkende refleksioner om alt mellem himmel og jord.
Første halvdel af romanen handler om den unge dansker Lasse, der oven på et kvæstet kærlighedseventyr rejser til Island, hvor han deltager i nogle venners bryllup. Efter festen drager han, i fællesskab med et canadisk kvaj, to fnisende spanske piger, en surladen tyskerinde og en sexlysten halvt amerikansk polak ud for at opleve naturen i en til formålet lejet firehjulstrækker. Udflugten ender i tragikomisk forvirring.
Om anden del, hvor læseren får historien om tiden før turen til Island, har forfatteren frejdigt udtalt, at han ved at vende om på rækkefølgen og tage det mest spændende først sikkert ville kunne skaffe sig lidt flere fans, end hvis han havde gjort omvendt og komponeret ’traditionelt’. Men ellers står nu anden del ikke tilbage for første, hvad overraskelser angår. Efter hånden som romanen skrider frem, opløses dens fortællefiktion, og Lasse, som vi lige troede at have fået så nogenlunde styr på, påstår at have solgt bibler i Californien, været jagtbetjent i Sydafrika og rejst til Spanien i 1950’erne med selveste pastor Eilif Krogager! Realisme og mer-realisme, alvor og parodi udelukker åbenbart ikke hinanden.
Årets anden ægte tomatbog er formmæssigt lidt af en himstregimst. Det drejer sig om Niels Lyngsøs Morfeus. Digte & poetik, en rulle-tekst uden begyndelse eller slutning, men forløbende i en flerhed af distinkte spor, lige fra erindringsopsatser og poetologiske refleksioer til et saft- og sæddryppende veloplagt erotisk forløb. Her er en ’samplet’ sammenskrift af udvalgte salmebogsstumper, men også visuelt appellerende figur-digte i traditionen fra barokken og polsk-franske Guillaume Appollinaire, alt sammen båret frem af en forskende nysgerrighed, der forplanter sig til de læsende hjerner og gør dem porøst alerte.
Når man når frem til de spor, hvor digteren, om jeg så må sige, skal til at skrive som sig selv, falder intensiteten en smule, men det ændrer ikke ved, at det gennem værket som helhed er lykkedes ham at manifestere en poesiens rummelighed, en mulighedsrigdom, der må imponere.
En tomat er jo heller ikke ’bare’ en tomat. Italienerne har således følgende sorter: Roma, San Marzano, Napoli, Marena, Cuor du Bue, Palla di Fuoco, Pomodorino di Certignola. »Jeg har især altid elsket ’ildkuglen’ og ’oksehjertet’,« tilføjer Robin McCoy, madskribent og hovedperson i Kristian Ditlev Jensens debutroman Livret. Tomaten udgør simpelt hen den italienske madkulturs blod. Den er sød og kølig og støvet, men på en let stikkende måde. Næsten primitivt ukompliceret. Skønt dens røde rigdom rummer visse interessante paradokser, er den altid essensen af naturlighed. Af rå eksistens. »Tomater er der bare. Det er det, de kan. De kan finde ud af at være tomat. Det kunne vi andre lære noget af.«

’Madsens metode’
Den sidst citerede sætning kan gå både på mennesker og forfattere. Hvad angår forfatteren selv, har Kristian Ditlev Jensen formået at lave en bog af den slags, hvor læseren uafladelig må standse op og spørge: hvor er jeg egentlig henne? Geografisk er vi på rejse, fra Italien til Frankrig, Portugal, USA, England, Danmark, indtil vi via Italien havner i det Japan, hvorfra Robins afdøde kæreste stammer. Men genremæssigt nomadiseres der mellem thriller, tomhedsmusik, personlighedsanalyse, madreportage, guidebog og internet-leksikon.
Svend Åge Madsen foretog i Liget og lysten i sin tid (1968) det eksperiment at lade fire romantyper alternere inden for samme forløb. Alt efter om personerne befandt sig i krimifiktion, science-fiction, romantik eller porno, talte og handlede de forskelligt. Og hvad der gjorde det endnu mere festligt: vi fik ikke ved afsnitsinddeling at vide, hvornår der blev skiftet optik. Ligesom figurerne kunne falde i søvn oven på en erotisk scene og vågne op til et detektivisk opklaringshverv, måtte læseren konstant orientere sig om igen.
Modellen lader sig muligvis overføre på dette års prosa-produktion, romanerne især. Om Jens Chr. Grøndahls Et andet lys blev det for et par år siden sagt, at den handlede om en kvinde, der vågnede op midt i en bundtrist skilsmisseroman af Doris Lessing og pludselig fandt ud af, at hun hellere ville være heltinde i et slavisk Holocaust. Noget lignende kunne man sige om Pascha, der er jeg-fortæller i Pia Tafdrups første roman Hengivelsen.
Denne roman begynder med en yngre kvindes indtrængen i en fremmed mands hus og hele liv, men udvikler sig så til en væskespændt erotisk historie. Læseren tror for en tid, at det skal lykkes Pascha at snuppe elskeren Patrick fra Catrin og få ham til at forlade både hende og sin datter Rosanna. Men da det ca. midtvejs (tilfældigvis samme dag som det fundamentalistiske terrorangreb på Washington og New York!) viser sig, at Patrick samtidig har haft et hedt forhold kørende med en tredje kvinde, Michelle, slår forløbet om i analyse af mandlige svigt, indtil hovedpersonen til slut via sine drømme når frem til at forstå sammensatheden i sin længsels univers. Læst efter ’Madsens metode’ begynder bogen således som en fransk roman fra omkring 1960, indtil heltinden beslutter at hun meget hellere vil være Anaïs Nin eller Suzanne Brøgger. Efter 11. september ligner hun en tid Herdis Møllehave, men kommer så på kursus hos Jes Bertelsen i Nørre Snede.

Sneglesnoet
Spøg til side; romanen bæres af en intens poetiserende vilje, som gør læsningen til noget helt særligt – med et billedsprog, der skal vise, hvordan kærlighedens impulser nærmest kommer ved egen kraft og sætter subjektets egenvilje til side. Kroppen (og dermed kvinden) bliver et selvstændigt agerende verbum. Det er anderledes og dristigt gjort.
På sit omslag har Hengivelsen en snoet, gammeldags snegletrappe. Den kan man gå op ad, som når man i hengivelsens moment løfter og selv bliver løftet af lyst. Eller man kan træde ned ad den, som når man i drømmen kredser om den sandhed om sig selv, som man alligevel aldrig kan nå. Figuren går igen på omslaget til Julia Butschkows debutroman, som henter titel fra strandsneglen Lunatia – 127 sider uden punktum, hvori et jeg går tilbage i sin erindring, samtidig med at hun, liggende i en hospitalsseng, tømmer sig for ord og sprog for at blive fuldstændig renset.
Det unge liv, hun ser tilbage på, har omfattet opvækst som adoptivbarn, et mangeårigt incestforhold, skilsmissen mellem Papa og Mama, opbrud, forelskelse, selvmordsforsøg samt vilde udskejelser i et betændt s/m-miljø. Ligesom fortælleren i Kristian Ditlev Jensens dokumentariske Det bliver sagt er Neja blevet vænnet til ikke at tro på det, hun tænker og ser. Man, dvs. især Papa, fortalte hende, at det, som hun fandt modbydeligt og forkert, var naturligt og rigtigt, i hvert fald for dem, for derved forenedes »mit behov for at blive elsket og holdt om af en voksen, hans behov for at holde om og elske med et barn«.

Besværlig sideffekt
Umulig at slippe ud af, når man først er suget ind i dens hvirvel, vedbliver Lunatia at fastholde den undrende læser. Heri ligner den to af forårets bedre bøger, Katrine Marie Guldagers novellesamling København med dens koldsindigt kloge beretninger fra et rum af bilsammenstød og småkatastrofer, og Kirsten Hammanns Fra smørhullet, om Mette, der, forladt af forfatteren Søren, lader sig glide ind i et sneglehus af slikspiseri og medieforbrug, hvorved hun bliver til et drillende spejl for tilværelsen i vort lille danske, efter hånden nok så harsk lugtende og smagende smørhul.
Møder med så egensindige forfattere som de ovenfor nævnte har som besværlig sideeffekt, at vi går hen og bliver kritisk blaserte over for andre nye produkter og synes, de smager syntetisk. Sådan kan det eksempelvis gå, når man kommer over Bent Vinn Nielsens nye roman En bedre verden, hvor en midaldrende fotograf dumper ind i et stilfærdigt skæbnedrama i det bornholmske. Rudy, der drikker for mange øller, ryger for mange smøger, spiser for mange burgere og arbejder alt for meget, får hos lægen det råd at koble af for en tid og låner følgelig af en nabo en »original norsk langhytte«. Nøgle får han hos nabodamen, den langtfra utiltrækkende Bodil, og som læseren hurtigt gætter, ender han i hendes seng.
Men inden da har han opsnuset og fortalt hendes livshistorie, det handler om, hvordan en intelligent og smuk, handlekraftig og selvstændig pige blev udnyttet og brugt af mænd. Romanens farlighed er, at også Rudy slutter sig til dem. Men dens begrænsning er i mine øjne, at forfatteren skrev samme beretning (bedre) i sine bøger fra 90’erne og årtusindeskiftet. Her har vi (modsat eksemplerne før) en romanfigur, der ikke får lov til at vågne op og protestere mod den fiktion, han er blevet en del af. Fuldkommen som tilfældet er med Niels, hovedpersonen i Thøger Jensens lille, musikalske enspænder-skildring Ludwig. Det er ham, der forsøger at lære at spille Bachs 15 små Inventioner inden sin 30-årsdag, og da det ikke lykkes, må øve sig til 40-årsdagen. Ergo tager han timer hos en svensk pianist i Århus – passer hans hus og have, snakker med de logerende og forelsker sig i sin læge, alt sammen fulgt i en prosa, der forekommer næsten selvudslettende i sin rendyrkede fænomenologiske minimalisme. Hvor kunne man dog have undt stakkels Niels at gå på Århus Kommunebibliotek i Mølleparken og låne Thøger Jensens foregående romaner! Da ville han måske være vågnet op til oprør imod bogens lidt for konsekvente nichepasser-forfatter.
Det hører med til ovenstående af bogmessen fremkaldte overblik, at også forfattere kan blive trætte af det rum, de har indrettet sig. Sligt hænder i hvert fald fra tid til anden for Jens Chr. Grøndahl, der har gjort sig det til en vane fra tid til anden at bryde af og skrive en mindre, mere kammermusikalsk kærlighedsroman. Til denne række – de andre to var Stilheden i glas og Virginia – hører hans nyeste værk Piazza Bucarest, et øvelsesstykke for så vidt som forfatteren forsøger at portrættere en lidt vag og veg, passivt afglidende, nærmest antihelte-agtig figur, amerikaneren Scott. Han har for mange år siden været kæreste med jegfortællerens mor, men mødte så en rumæner, Helena, og friede til hende ved en art øjeblikkelig indskydelse. Om dens konsekvenser snakker romanen, indtrængende, klogt, intimt. Men lumsk kedeligt...

Kiosksællerter
Som international sællert i lufthavnskiosk-kategorien deler Grøndahl status med Michael Larsen, der sagde midlertidigt farvel til thrilleren og goddag til den historiske genre i sin behørigt researchede roman Den store tid. Aftenlandet fra Danmark omkring 1880, hvor en forfatterspire, Lars Mikkelsen (prøv at bytte om på hans navn) kommer ind med firetoget og hvirvles ind i konflikten mellem højre og venstre inden for politik og kulturliv. Læst efter Madsens metode bliver det historien om Lykke-Per, der efter en bedre frokost med 2 x Bent (Blüdnikow og Jensen) beslutter sig for at gøre endeligt op med radikalismen og skrive Danmarkshistorien om.
Michael Larsen har i et debatindlæg afvist, at romanens konfrontation mellem den danske helt og de jødiske skurke kan udlægges reaktionært, og peget på, at der i bogen tillige forekommer en jødinde, Rebekka Levi, hvis erotiske potentiale er skildret med en sådan kunstnerisk kraft, at man skal være kastrat for ikke at lade sig fascinere. Hensynet til den offentlige blufærdighed har forbudt mig at gå til modangreb, men når jeg læser forfatterens forslag: at bladet i næste omgang må finde en anmelder, der er i stand til at bevidne bestselleren behørig ærbødighed og respekt, glædes jeg ved Grundlovens bestemmelse, at censur og lignende foranstaltninger ingensinde må genindføres.
Litterær kritik er formidling, jovist, men den er også andet og mere end det, nemlig ideelt set mødet mellem på den ene side en bog, der er smidt ud til det læsende fællesskab og dermed forvandlet fra et privat til et offentligt anliggende, og på den anden side en læser, af hvem det primært kræves, at han mobiliserer sit følelsesmæssige og intellektuelle beredskab og forsøger at svare så ærligt, som han formår, ud fra den grundholdning, han har. I nærværende tilfælde den, at siden det nu så mange gange er mislykkedes for litteraturen at gøre os til bedre mennesker, så må vi i det mindste forlange, at nye bøger har et eller andet, som gør os til bedre læsere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu