Læsetid: 6 min.

Familiebilleder

Regner Grasten og Charlotte Sachs Bostrup portrætterer en families sammenbrud i en ujævn Christian Kampmann-filmatisering. Spørgsmålet er, hvad den historie har at sige i dag
Kultur
17. december 2004

Ny film
Efter nu to gange at have set Regner Grasten og Charlotte Sachs Bostrups 210 minutter lange Christian Kampmann-filmatisering, Familien Gregersen, er jeg stadig i tvivl om, hvad den historie har at sige os, mig, i dag. Filmen, der er baseret på fire af den afdøde forfatters sammenhængende romaner, kan med en vis ret beskyldes for at være lige så kulørt og ugebladsagtig, som Kampmanns forfatterskab blev beskyldt for at være det. Men den er også både mere og mindre end det. Familien Gregersen er et svært håndterligt monstrum af en film. Hverken decideret vellykket, ej heller mislykket. Stærke skuespilpræstationer blander sig med mindre stærke, bevægende melodrama bliver til sæbeopera, og interessante sidehistorier og personer afløses af ligegyldige begivenheder, der ingen vegne fører. Jeg følte mig såmænd godt underholdt i løbet af den lange film, der spænder over 20 år, 1954-1974, men jeg blev ikke anfægtet eller følelsesmæssigt berørt af personernes skæbne. Måske fordi jeg selv er for ung til at kunne tale med om, hvordan det var dengang. Måske fordi jeg er et af de børn, som sidder tilbage til slut i filmen og taler om deres egen, uvisse fremtid. Charlotte Sachs Bostrup har vel ret i, at familien Gregersen kunne være min familie. Men der er ingen tvivl om, at Kampmanns bøger vakte større genklang i 70’erne, hvor de blev skrevet, og hvor mange af læserne lige havde gennemlevet alt det, han skrev om.

Nedtur
Kampmanns projekt, hvis man kan tale om et sådant, var at skildre en familie i opløsning og en fortabt generation. Børn af 50’ernes stivsind og begyndende overflod, der voksede op uden deres forældres nærvær i et omskifteligt samfund og ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle leve deres liv og derfor ender med at svigte deres egne børn. Charlotte Sachs Bostrup og hendes manuskriptforfatter, Ib Kastrup, overtager og fuldfører til en vis grad forfatterens projekt. Familien Gregersen begynder i 1954. De velhavende Gregersens holder studenterfest for den mellemste søn, Bo (Thomas Levin), og hele familien samles for at fejre ham i den store Hellerup-villa. I løbet af dette forspil til den egentlige historie præsenteres vi for filmens personer og finder ud af, at de alle bærer på deres hemmeligheder. Det er et gennemgående tema i filmen. Ingen er lykkelige, ingen taler sammen, alle bedrager de hinanden og stikker blår i øjnene på sig selv. Filmen slutter med en lignende familiesammenkomst. De fleste har overlevet, enkelte er væk – men ingen har flyttet sig. Alle befinder de sig, hvor vi første gang mødte dem 20 år tidligere. Filmen fortæller på skift de forskellige personers historie, og i den stærkeste del følger vi den homoseksuelle Bo (Kampmanns alter ego spillet af Thomas Levin), der prøver at realisere sine drømme og rive sig løs af den dominerende fars (Steen Springborg) forventninger. Men han har ikke held med hverken egen forretning eller kærligheden. Bedre går det ikke for hans skrøbelige, konede storesøster Karen (Laura Drasbæk), som bliver gift med jyden Jes (Johannes Lilleøre), der har et helt andet, mere moderne syn på familieliv end hende. Den ældste søn, Erik (Kristian Tomislav Ibler), er et fjols, der ikke kan finde ud af at være sin kone, Marianne (Nastja Arcel), tro, og hun indvilger af nød i at leve i et åbent forhold, så han også kan være sammen med den psykisk ustabile Kirsten (Kaya Brüel). Med til familien hører også de to yngste børn, Rune (Robert Hansen), der beslutter sig for at leve som hippie, og oprørske Maj (Sofie Lassen-Kahlke), der arbejder som journalist på Alt for Damerne, bliver gift med en baron og lever et dekadent liv med for meget alkohol og for mange stoffer.

Vaskeægte gennembrud
Familien Gregersen er en tragedie med alle melodramaets kendetegn. Det begynder i mol og fortsætter nedad. Personerne får det ene slag efter det andet, og når de endelig ligger ned, får de lige endnu et spark. Men problemet er, at ikke alle skuespillerne synes at føle sig tilpas i deres karakterer. Bedst er den forholdsvis ukendte Thomas Levin, der spiller Bo, så man tror på, at han rummer et konfliktfyldt, indre liv. Det er et vaskeægte gennembrud for den 26-årige skuespiller. Også veteranen Pia Vieth leverer en flot præstation i rollen som den taktilsky mor, der har baseret hele sin eksistens på faren og børnene, og som bryder sammen, da hun finder ud af, at faren har været hende utro med husveninden Tjumse (Kirsten Norholt). Laura Drasbæk får meget ud af sin spinkle Karen-figur, der er så uselvstændig og usikker på sig selv og sit værd, at hun altid synes på kanten af et sammenbrud. Om nogen har hun overtaget forældrenes, især morens, værdier og moral, hvilket er ødelæggende for hendes forhold til både sin mand og sin datter. Desværre har Steen Springborg, Kirsten Norholt, Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke ikke de samme strenge at spille på, og ofte overspiller de så groft, at det i dén grad bryder med tonen i resten af filmen. Charlotte Sachs Bostrup skal have ros for i vid udstrækning at bruge sjældent sete eller ukendte skuespillere i samtlige roller. Det giver en fin dynamik og mulighed for at se personerne for det, de er, og ikke som skuespillerne bag.

Publikums respekt
Familien Gregersen er en visuelt flot film. Tidsbilledet synes lydefrit og fuld af den slags detaljer, der får én til at føle, at man er tilstede. Dirk Brüel har fotograferet i brede Cinemascope-billeder – hvilket købmanden Regner Grasten lidt for ivrigt har brugt som et salgsargument – og der er ikke en finger at sætte på det visuelle, som akkompagneret af den meget korrekte musik elegant leder os gennem den dramatiske historie og dygtigt placerer personerne i forhold til hinanden og rummet, de befinder sig i. Men måske er det netop for pænt. En smule vildskab og uforudsigelighed ville have klædt både billeder, musik og handling, der aldrig rigtig slår sig løs, selv om der sker de mest horrible ting. Det er en stor historie, men alting fortælles så lavmælt. Måske fordi Sachs Bostrup har været bange for at overgive sig fuldt og helt til melodramaet af frygt for at underminere historiens naturlige drama. Regner Grasten har tidligere og med et vist held markeret sig som seriøs filmproducent med Det forsømte forår og Kun en pige. Efter at have taget så grueligt fejl af publikums smag med sine seneste projekter, Askepop og Bertram & Co., har den trods alt idealistiske producent igen satset om ikke alt så i hvert fald meget på at genvinde både publikums og kritikerstandens respekt. I pressematerialet kan man læse sig til, at ud af Familien Gregersens 31 millioner kroner store budget – deraf tre mio. til en intensiv markedsføring, der begyndte for snart et år siden – har Grasten selv sat de 11 mio. på højkant. Der skal sælges ikke færre end 300.000 billetter for at få tingene til at løbe rundt for ham, hvilket er meget for en helaftensfilm, som det umiddelbart vil være svært for mange mennesker at forholde sig til.

Familien Gregersen. Instruktion: Charlotte Sachs Bostrup. Manuskript: Ib Kastrup. Dansk (Imperial, Grand og Empire i København og et væld af biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her