Nyhed
Læsetid: 9 min.

Man kan ikke stjæle kunstens problemer

Litteraturen kan noget, andre genrer og medier ikke kan. Det er to forfattere fra hver deres generation, Klaus Rif-bjerg og Katrine Marie Guldager, enige om. Men hvordan ser de hver især litteraturens problemer? Og dens formål?
Kultur
2. december 2004

Kampzonen
Hvor går kampzonen i dag for litteraturen? Hvad står slaget om, hvorfor skriver I, hvad er formålet? Forfatterne Klaus Rifbjerg og Katrine Marie Guldager fik en byge spørgsmål i hovedet og blev sat ned over for hinanden.
De er repræsentanter for hver deres generation, de har af samme grund forskellig erfaringsbaggrund og derfor, kunne man formode, også et forskelligt syn på litteraturens rolle. Så hvad er formålet med at skrive, spurgte vi.
»Man læser for at forstå sig selv i en større sammenhæng, for at forstå, hvordan man skal opfatte vores tid, verden. Og man skriver, fordi man kun kan finde ud af det ved selv at gennemprøve det,« siger Katrine Marie Guldager.
– Er det en slags eksperimentarium, man opstiller, når man skriver?
Man finder ud af noget ved at skrive, opdager noget, man ikke vidste før, siger Klaus Rifbjerg.
»Jeg har aldrig lagt en plan, men er gået ud fra min fornemmelse: Der var ét eller andet, der bankede på, og jeg har selv været spændt undervejs, jeg vil også gerne selv overraskes. Men det med at ’personerne tager magten’, eller ’sproget selvstændiggør sig’, som nogle forfattere påstår, det har jeg aldrig oplevet. Selv om jeg da bliver da lykkelig, hvis der dukker en person op, jeg kan bruge.«
»Jeg mener, at en del af læsningens og skrivningens forudsætninger er, at man drømmer om at få noget at vide, man ikke vidste. Og livet er så kompliceret og sammensat, at der ingen grænser er. Der er hemmeligheder, man ikke kan trænge til bunds i, der er en kode, som man søger efter.«
»Men det er ikke sikkert, at man skal finde den.«

Det fundamentalt ens
KMG: »Jeg har sjældent en færdig plan, jeg har meget svært ved at arbejde på den måde. De fleste af mine ting, har jeg vendt og drejet i mange år. Min seneste bog, København, skulle oprindelig have været en roman. Man ved ikke rigtigt, hvad der skal komme ud af det på forhånd. Et eksperimentarium, det kan man godt sige, det er.«
– Er der ikke forskelle i de betingelser, I skriver på i dag og den gang, Klaus Rifbjerg skrev ’Den kroniske uskyld’?
KMG: »Samfundet er mere opsplittet, men det synes jeg ikke bare, man tavst skal acceptere. Nok er salgstallene mindre i dag, men det skal man da kun tage som en udfordring. Selvfølgelig bør ambitionen være at skrive noget, der får fat i nogle lag, der er relevante for alle. Man kan formentlig stadig skrive sig ned i nogle problemer, nogle eksistentielle lag, der er interessante, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.«
KR: »Historisk var min situation speciel mod slutningen af 1950’erne. Medierne begyndte at åbne sig efter krigen, jeg blev jo for eksempel anmelder på Information af det helt nye medie, tv. Jeg skrev, hvad jeg mente, og det var i sig selv en provokation, men det, at der var et rum omkring litteraturen af andre medier, gav en større opmærksomhed. Det er ikke bare litteraturen, der bærer opmærksomheden, men også alt det andet.«
»Men forskellen fra jeg var ung og til nu er ikke så enorm, som man skulle tro. Jeg har altid delt mine skriverier op, så jeg har brugt pressen til de ting, nogle måske hellere havde set gemt inde i en roman!
I alt hvad der handler om dagen og vejen, det politiske og polemiske, har jeg brugt journalistikken, litteraturen er noget mere personligt, hvor man står mere nøgen, uden parader og uden den aggression, man måske havde fremme i journalistikken.«
»Man er mere sårbar, det er et mere tvivlende, eksistentielt løb. ’Hudløshed’ er sådan et fortærsket anmelderord, men der er tale om at åbne ’vistaer’ og om af og til at være så heldig at forvandle det private til noget personligt. Det allerbedste, der kan hænde mig, er, når ukendte mennesker skriver, at dér har jeg ramt noget, der rørte dem. At de har oplevet, at jeg har den samme smerte, som de har.«

Problemer uden løsning
KMG: »Jeg oplever ikke det at skrive som en afklædning, som nøgenhed. Mit billede af det er, at man kommer ned til de mere fundamentale ting, hvor de svære følelsesmæssige sager ligger. De fleste steder – i reklamer, politik og den slags, handler det om at løse problemer. Litteraturen handler om de problemer, der ikke har nogen løsning. At læse er en øvelse i at kunne rumme uløselige problemer.«
»For mig var det i starten et spørgsmål om at undersøge nogle meget små, lukkede rum, at etablere en tro på, at man kunne skrive. Det var meget indadvendt. Nu handler det mere om at genåbne kanalerne mellem det personlige og det sociale. Ikke om at skrive den store samtidsroman, for tingene går så hurtigt, at den allerede er forældet, før man har skrevet den færdig. Og man skal ikke løbe efter tiden. Jeg er ikke interesseret i at skrive om reklameverdenen eller den slags, det jeg taler om, er at genåbne kanalerne til de politiske spørgsmål, til menneskers liv uden for dagligstuen.«

Hånd i hanke
KR: »Måske er det et nyt behov for den store udviklingsroman – om en familie eller en bestemt persons dannelsesproces. For man vil gerne have hånd i hanke med tingene og ikke forføres. Anders Bodelsen rumsterede på et tidspunkt om at skrive romanen om Nordisk Fjer – problemet var, at den var skrevet på forhånd, der var ikke mere at fylde på. Ligesom Halliburtons aktiviteter i Irak allerede er beskrevet.«
KMG: »Det er derfor en samtidsroman må være noget andet end det rapporterende, for med den moderne mediehastighed er det altid allerede for sent. Hvis man skal skrive om Nordisk Fjer eller Halliburton, må man ned under selve fænomenerne og finde ud af, hvorfor de er interessante.«
KR: »Der er jo forfattere som dig selv, med udgangspunkt i Forfatterskolen, der tackler sagerne anderledes – ved hjælp af installationer, eller som Pablo Llambías, der skriver om rådhuse.«
KMG: »Jeg ville en gang skrive en roman om Østre Landsret, undersøge hvad der er så uhyggeligt ved den måde, retfærdighed virker på, hvordan der er forskellige retfærdigheder på spil, men en roman kan ikke rent research-mæssigt hamle op med en tv-serie som Advokaterne.«
KR: »I USA har ethvert universitet jo kurser med creative writing, som det er helt selvfølgeligt at gå på, så man opfostrer en kolossal flok af professionelle folk, der kan skabe dramatik for penge. Vi har fået lidt af det samme i tv-serier som Krøniken, og
ikke et ondt ord om det, men hvad man ikke kan undgå, er en vis forudsigelighed.«
KMG: »Ja, her er det sjove at følge med i skemaet.«
KR: »Men dér er kunsten uforudsigelig.«
– Har andre medier stjålet romanens indhold, så litteraturen har måttet vægte det sproglige udtryk – ligesom fotografien siges at have stjålet motivet fra malerkunsten, der så måtte blive abstrakt?
KR: »Jeg tror overhovedet ikke, man begyndte at male abstrakt af hensyn til fotografien. Hvis man følger Cézannes opstillinger af frugt, kan man følge, hvordan de langsomt geometriseres. Det er ikke mærkeligt, at Picasso følger efter Cézanne osv. Nu har vi installationskunst, og så siger nogle, at nu kommer maleriet tilbage, men jeg tror ikke på sådan en reaktionsteori. Jeg tror, vi bliver ved med at skrive og digte.«

Strømførende sprog
KMG: »Jeg tror også, det mere er som isflager, der skubber til hinanden. Litteratur kan noget, andre medier ikke kan. Man kan ikke stjæle problemer, som at vi skal dø, og tiden går. Problemet med, at vi ikke alle er verdens centrum, og at vores liv ikke bliver, som vi havde tænkt os. Vi skal lære at holde ud, tolke det. Og forfatteren skal løfte sig op over disse vilkår, det kan man ikke til daglig, hvor man er en agent mellem alle de andre agenter. Litteraturen kan stoppe tiden, det kan andre medier ikke.«
KR: »Det er stilhed omkring læsning, bogen kræver ro, man sidder ikke med dolby stereo i ørene, som i biografen. K.E. Løgstrup talte om film som en slags voldtægt, man er fanget, så længe det varer. Men bogen kan man lukke og vende tilbage til.«
KMG: »Også det, at man er alene, er en vigtig del af læsningen. Man øver sig i at være alene. Eller man bevarer sin egen ensomhed.«
KR: »Vi slipper ikke for at tale om sprog. Litteratur er sprog, der kan være mere spændstigt eller mere kedeligt. Den litteratur, jeg har fornøjelse af, er en litteratur, hvor der er strøm på sproget, hvor man får en oplevelse i formuleringerne, et løft, der giver læseren en følelse af, at man selv er næsten lige så god, fordi man ser det, formuleret, som man ikke troede muligt.«
KMG: »Rytme er utroligt vigtigt. Hvis man bliver oversat, kan man opleve, at rytmen er fuldstændig smadret. Og så kan det faktisk være lige meget.«
»Apropos strømførende, så er jeg er selv gået bort fra det meget følelsestransporterende sprog til noget mere koldt.«
»Jeg er gået over til mere at give informationer til læseren. Hvis der er for meget følelseslarm, hører man ikke hvad der bliver sagt – ligesom i læserbreve, hvor man kun hører vreden, og ikke hvad folk siger. Jeg vil gerne give læseren mere plads.«
KR: »Ja, der skal være plads til læseren, man skal ikke kvæste sin læser.«
»Men jeg tror, jeg anbringer mig selv et sted midt imellem. Hvis man ser på digtningen fra Guldalderen til Johannes V. Jensen, så sker der en revolution i retning af noget mere håndgribeligt og meget mere suggestivt, og det er noget, der fanger mit temperament. At man ikke bare skriver ’regn’, men skriver konkret. Risikoen ved det følelsesstrømmende er, at det bliver sentimentalt, det er ikke det, jeg plæderer for, men jeg synes på den anden side, at der er et litterært sprog, som ikke er til at skelne fra ugebladsfiktion.«
KMG: »Man kan nu også finde eksempler på kedeligt sprog, der virker ret godt. En forfatter som J.M. Coetzee skriver et ret kedeligt sprog, men hos ham bliver det nærmest gennemsigtigt, ligesom en film.«
KR: »Jeg har selv skrevet en grå roman, Arkivet, som man godt kan sige var et eksperimentarium. Den handlede om 1950’erne, og der var ved gud i himlen kedeligt, men så må strømmen blot trækkes på et andet plan, og det synes jeg også godt, man kan. Man bør kunne bevæge sig i alle mundarter.«
KMG: »Men visse stilarter spærrer, synes jeg. Bøger af en Zadie Smith eller Salman Rushdie er så fabulerende og så fulde af mærkelige, spøjse sammenhænge – ’den dag, min far blev født, faldt bomben over Hiroshima’ og den slags – og alle menneskene er sære og mærkelige, og bøgerne er så fulde af indfald, at man får nok.«
KR: »Den fantastiske realisme har sat sine spor, men det er ikke tilfældigt, at den populæreste forfatter er Isabel Allende, der har udtyndet og sentimentaliseret genren. Det handler også om overdosering.«
KMG: »Det kan godt blive lidt hysterisk, der skal hele tiden være gang i den. Måske er det karakteristisk for Vesten, at man hele tiden skal køre i overhalingsbanen. Men det er en stilart, der helt fjerner sig fra eksistentiel, sorgfuld indsigt.«

SERIE
Kampzonen
*Hvor er kampzonen i dag? Hvad står slaget om? Er de yngre på højde med tiden og kan vi lære noget af de ældre? Information lader i en serie to generationer inden for forskellige kunstarter og kulturliv tørne sammen for at tage temperaturen på tiden og formulere de vigtigste opgaver fremover

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her