Dramatikeren
Elfriede Jelinek er i den tysksprogede verden mest kendt som dramatiker. Ganske vist forbød hun i 1999, at hendes stykker blev opført i Østrig, så længe Jürg Haiders parti var med i regeringen. Men i Tyskland blev hun opført så meget desto ivrigere, og hun har siden ophævet forbudet med den begrundelse, at det ikke kunne blive ved med at bevare sin effekt som politisk handling.
For nylig kunne man i København opleve en dansk opførelse af Jelineks stykke Er nicht als er (1998), hvis titel er en bogstavleg med navnet på den schweiziske forfatter Robert Walser (Rob-er-t /nicht/ W-als-er).
Rolleangivelsen i dette stykke er karakteristisk for Jelinek: teksten er én lang smøre, som det er op til iscenesætteren at fordele på så mange personer, han lyster; eventuelt kan han, foreslår Jelinek, lade dem være klædt i den slags badekåber, man før i tiden brugte på galeanstalterne.
Det er, som om Jelineks tekst er ét stort stykke sprogstof, og så er det op til iscenesætteren, hvor mange badekåber han vil klippe det ud i. Sproget er det stof, Jelineks personer er gjort af; de er lutter sprogdragt.
Som en logisk konsekvens heraf er et af Jelineks seneste stykker en lang monolog lagt i munden på en kvinde, som er lutter dragt (og hvis navnedragt i øvrigt minder om Jelineks egen): Jackie Kennedy.
Trevler af gammel tekst
Walser, som de sidste 27 år af sit liv nød den regelmæssige, enkle tilværelse på en galeanstalt, debuterede som dramatiker med en gendigtning af Brødrene Grimms Snehvide.
Når Jelinek lader Walsers egen tekst danne forlæg for sin, mimer hun altså ikke bare Walser gennem citat, men også i metode. Og denne metode: at skrive på ruinerne af gammel tekst, har længe været Jelineks.
I 1972 skrev hun således romanen Michael. En ungdomsbog for infantilsamfundet, som er vævet omkring trevler fra Michael. En tysk skæbne i dagsblogsblade, skrevet af ingen ringere end Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels!
Pointen er den krasse, at den senmoderne mediestrøms dyrkelse og doping af ungdommen har en del til fælles med den nazistiske propagandastrøms ditto. Også Snehvide har Jelinek gendigtet.
I den meget korte, meget filosofiske og meget morsomme dialog mellem Snehvide og jægeren, som udgør første del af Jelineks seneste samlede dramaudgivelse: Der Tod und das Mädchen I-V (Døden og Pigen I-V, med hilsen til Schubert, naturligvis, som er en anden af den musikskolede Jelineks genkommende referencer).
De fem dramaer i Der Tod und das Mädchen (skrevet i tidsrummet 1998-2003) lader alle, på hver deres måde, kvinden møde døden.
I første drama er det altså Snehvide, der møder døden i skikkelse af jægeren, som håner hendes sandhedssøgen: »Høje hæle, specialindlæg, touperet betonfrisure! Intet under, at Sandheden ikke vil identificere sig med sådan et væsen.
Hvorfor skulle Sandheden da også lige nøjagtig optræde som syv personer, når man ikke en gang vil lade den gå roligt forbi i skikkelse af bare én?«
I andet drama møder Tornerose Gud i skikkelse af prinsen med TicTac-ånde og hiphopbukser. I tredje drama søger Rosamunde (opkaldt efter en tragisk kvindeskikkelse i en romantisk østrigsk roman) døden i floden og fører vandopsvulmet en selvhadende tale, hvor kunsten og kosmetikken kæmper i kvinden.
I fjerde drama slæber Jackie Kennedy døden efter sig: en ligbunke af de mænd og børn, hun har mistet. Og endelig, i femte drama Væggen møder vi makkerparret Sylvia (Plath) og Ingeborg (Bachmann) iført badedragt og tyrolerkjole, i færd med at kastrere en vædder og tappe dens blod i tupperware-skåle, alt imens de klatrer op ad en (usynlig) væg og konverserer lærd om skønhed og dømmekraft med lige dele referencer til græsk mytologi, Kant og kvindelige digterkolleger.
Ontolog med læbestift
Drama-kvintologien bærer undertitlen Prinsessedramaer, og Jelinek har selv erklæret, at de kan ses som et modstykke til Shakespeares kongedramaer. Som Shakespeare gennem sine konger udforskede nogle mandlige måder at være i verden på, udforsker Jelinek nu nogle kvindelige.
Når jeg skriver mandlige måder at være i verden på og ikke mandetyper" eller den mandlige psyke, er det, fordi de sprogtrevler, Jelinek i disse dramaer væver over, har tydelige islæt af en sådan værensfilosofisk tale.
Det er i høj grad ontologerne og fænomenologerne, der her leverer sprogstoffet: umiddelbart genkender jeg Kant, Heidegger og noget, der ligner Husserl, men der skal nok være meget mere (og meget mere præcist) at komme efter for filologerne og filosofferne.
Det ovenud fede ved prinsessedramaerne er, at denne højstemte filosofiske (og mandlige) diskurs væves sammen med noget, man i kort begreb kunne kalde damebladsdiskurs. Hør f.eks. hvordan Tornerose i sin opvågnende tilstand forsøger at orientere sig gennem et mix af Heidegger og lægeroman:
»Altså indrømmet: Jeg var i evigheden, bliver pludselig smidt ind i tidsligheden, af Dem, min kære, men hvordan skal jeg på forhånd kunne begribe min væren og den tid, som jeg er MIG i, eller lad os sige: Som jeg er i? Jeg er jo kun lige begyndt at kunne bevæge mig i dette koordinatsystem, hvor kvinder siger: Jeg var fuldstændig fascineret af denne mand! De siger endvidere: Han udstrålede en indre styrke, osv. Væren er jo ikke kun forhåndenværen, der hører noget mere til.«
På denne måde bliver der rådet bod på, at den store værensfilosof blandt alle de eksistentialer, han tænkte sig frem til, glemte kønnet. At der er et værensrum, som kvinder henvises til, hvor giveren af væren er manden.
I sin væven omkring de mandlige tænkeres tekster, nogle af vor kulturs grundtekster, minder Jelinek mig om min foretrukne kønsfilosof Luce Irigaray, som i sine bøger udøver en mimetisk kritik af de store filosoffers tekster (fra Platon til Levinas), netop ved at citere og brodere videre, nogle gange blot citere.
Men hvor Irigarays gestus er reddende i forhold til de bearbejdede tekster (Heidegger er fin nok, hvis vi indefra udvider hans tekster til også at rumme kønnet
), kan det måske være svært at få øje på nogen redning i Jelineks udhængende, persiflerende, vrængende, burleske og ofte meget, meget morsomme citatbearbejdelse, som af mange kritikere sammenlignes med den rene massakre.
Imidlertid forekommer det mig, at Jelinek faktisk åbner muligheden for at væve nogle nye værenklude af de gamle laser nogle klude, der kan matche digterindens læbestift og give nyt liv til Jackie-dragten såvel som filosoffernes jakkesæt; nogle klude, som hverken kan renses for de kønnede kroppe eller den politisk bestemte håndtering af kroppene.
*Elfriede Jelinek: Der Tod und das Mädchen I-V. Prinzessinnendramen. Berliner Taschenbuch Verlag (www.berlinverlag.de) 2003, 153 sider, 8,90 euro
*Elfriede Jelinek: Er nicht als er (zu, mit Robert Walser). Suhrkamp (www.suhrkamp.de) 1998, 49 sider, 5 euro
FAKTA
Elfriede Jelinek
Født 1946 i Steiermark i Østrig
1964-71: studier i Wien, musik og teatervidenskab. Organist fra konservatoriet 1971
1974-81: medlem af Østrigs Kommunistiske Parti
Siden 1967 en kæmpemæssig litterær tekstproduktion: lyrik, kortprosa, essays, hørespil, drama, montage, romaner. I alle genrer bedriver Jelinek en konsekvent kritisk hudfletning af de rådende ideologier: kapitalismen, konsumerismen, patriarkatet og (siden 90erne) nationalismens og antisemitismens genkomst.
Romaner, bl.a.:
1972: Michael. Ein Jugendbuch für die Infantilgesellschaft (Michael. En ungdomsbog for infantilsamfundet)
1983: Die Klavierspielerin (Pianisten. Filmatiseret 2001 af Michael Haneke med Isabelle Huppert i titelrollen)
1989: Lust (Lyst, dansk 1990)
Drama, bl.a.:
1979: Was geschah, nachdem Nora ihren Mann verlassen hatte (Hvad der skete, efter Nora havde forladt sin mand)
1988: Wolken. Heim.
1998: Er nicht als er (opført 2004 i Danmark under titlen Øjeblik, bliv stående)
2000: Ich liebe Österreich (Jeg elsker Østrig)
1998-2003: Der Tod und das Mädchen I-V (Døden og pigen I-V)
Den 11.12.2004 udkommer i Tyskland Jelineks seneste tekster Babel og Bambiland, som tager udgangspunkt i Irak-krigen
Se mere på http://ourworld.compuserve.com/homepages/elfriede/
Se også det seneste nummer af det tyske litteraturmagasin Literaturen, der blandt andet rummer Sigrid Löfflers store interview med Jelinek. Se www.literaturen.de
