Læsetid: 5 min.

Vidnesbyrd fra velfærdsstaten

Årets danske litteratur er pessimistisk, kuldslået, sortsynet – og giver os billeder af et Danmark, der er ved at gå op i limningen
27. december 2004

ÅRET i LITTERATUR 04
Er der noget særligt ved dansk litteratur, årgang 2004? Ikke nødvendigvis. Klaus Høecks Hsieh, f.eks., har været en af de store oplevelser i år, men den er ikke et nybrud i forfatterskabet. Det samme gælder Peter Laugesens, Simon Grotrians og Henrik Nordbrandts nyeste bøger. Den gamle garde står som den plejer. Om der står 2002, 2004 eller 2006 på kalenderen, det er dem underordnet.
I den anden ende af den litterære fødekæde, blandt årets debutanter, er billedet det samme. De forknytte, ciselerede prosadigte i Peter Højrups I en hjelm af gyldne kviste er nok en læsning værd, men markerer på ingen måde et generationsskifte. Og sine kvaliteter til trods er Kristian Bang Foss’ underspillede kriseroman Fiskens Vindue ikke noget, året kan hænge sin hat på.
Intet nyt fra litteraturfronten. Tilbage til julemaden, anyone?

Pessimistisk verdenssyn
Og så alligevel: Ser man på årets vigtige udgivelser – og vigtig vil både sige de regelret gode bøger og ’de store samtidsromaner’, som også i år fik medierne i selvsving – så slås man af én ting. Verdenssynet er i det store hele ens, nemlig grundlæggende og gennemført pessimistisk.
Man kunne kalde det antropologisk realisme. Mennesket er en skidt knægt, siger dansk litteratur i år, og samfundet ikke meget bedre. En særlig kritik rettes mod dem, der blindt og pladderhumanistisk tror på det gode i os. Kan være, at de kulturradikale tanker overlever blandt danske kunstnere. Blandt deres værker gør de ikke.
Efterårets romanbegivenhed var vel Christian Jungersens Undtagelsen. Bag dennes bøj- og strækøvelser udi spændingsgenren finder man et simpelt, resigneret menneskesyn. Alle har ondskaben i sig. Du kan være helt normal på overfladen, i din psyke ligger en massemorder på lur.
Det er med denne præmis i baghånden, at Undtagelsen udstiller hykleriet blandt denne verdens moralske smagsdommere. Bogen foregår på Dansk Center for Information om Folkedrab. Her arbejder man med noget så frelst som oplysning om krigsforbrydelser. Men det gør bare kontorintrigerne og de ansattes psykiske sammenbrud dobbelt pinlige: De tror, de er anderledes, at de kan fordømme alle os andre. Det er de ikke, og det kan de ikke.
Hvor tæt parallellen kan trækkes til Michael Larsens historiske roman Den store tid er ikke til at sige, eftersom kun første bind er udkommet. Vi ved endnu ikke, hvem den morder er, der i København, 1878 bestialsk hugger hovedet af unge, ugifte piger.
Et bud er dog, at han skal findes i kredsen omkring dr. Nathan Adler – læs: Georg Brandes. I hvert fald angriber Den store tid det moderne gennembruds mænd med skosværte og rådne æg. Og lidt til: Undervejs kalder vor helt og hovedperson, Lars Mikkelsen, Adler for »en sjover af en jødetamp«, bogens alvidende fortæller – hvilket jo ikke er det samme som forfatteren – sammenligner ham med Judas. Som bekendt var han den jøde, der forrådte Jesus.
Et angreb altså på det progressive, internationalt orienterede Danmarks forhistorie, udført med et nærmest tegneserieagtigt raseri. Også her er baggrunden i øvrigt et sort menneskesyn. Hos Michael Larsen går livet med smålige forældre og blinde faderopgør. Det sociale rum består af opportunister, følgagtige krystere og falske venner. De få undtagelser er ensomme enere, som misundes og dukkes af de andre.

Mondæne Europa
Jens Christian Grøndahls roman Piazza Bucarest deler grundkonflikt med Janne Tellers Kattens Tramp, to andre af årets ambitiøse romaner. Udefrakommende amerikanere forelsker sig i centraleuropæiske kvinder. Deres kærlighed, som ellers er stor og intens og af den slags, der omkalfatrer liv, går imidlertid til grunde. De støder ind i Ny Europæisk Historie (forkortet NEH), helt konkret Murens fald og krigen i det tidligere Jugoslavien.
Der er lig i lasten og en dyster fortid, man aldrig kan gøre sig fri af. Begge bøger vil således en eksistentiel tragik, der nu er mere mondæn end rørende: Historien om historiens ubønhørlighed fortælles i lækker technicolor, følelserne raser hos vores internationale helte, der drikker singlemalt og jamaica-rom. Læserne, den danske middelklasse, kigger med over skulderen.
Måske er det den slags, Lars Skinnebach retter skytset mod i samlingen I morgen findes systemerne igen, den eneste virkelige nyhed i dansk lyrik i år. »Når folk taler om nødvendighed længes de/ efter at smage på skæbnen Mytemagere og forsikringsfolk/ har mange hænder at kilde dig under hagen med,« skriver han undervejs. Det har forfatterne også. Betyder det, at de skal bruge dem?
Ellers præges I morgen findes systemerne igen af en aggressiv livslede. »Brug løs af dine bekendelser. Spis ordentligt. Behold en følelse eller to/ Ligegyldighed må kunne føles rent,« slutter et digt. Så er man nede ved nulpunktet.
Med Skinnebach er vi ovre ved den slags bøger, der snarere anerkendes af den litterære institution end af bestsellerlisterne. Også de lider i år af en mangel på optimisme. Her er problemet nu ikke menneskets iboende ondskab, men vores iboende ugidelighed, et mangel på overskud.
Mette, hovedpersonen i Kirsten Hammanns roman Fra Smørhullet, lever i det smørhul, der hedder den kreative øvre middelklasse, Danmark, i dag. Hun behøver ikke engang at arbejde, har tid til at dyrke spændende venskaber, være engageret, leve det gode liv. Hun orker bare ikke. I stedet ser hun fjernsyn og spiser slik. Den indre fjeder er sprunget, det samme er bogens fortælling: Fra Smørhullet giver os sylespidse, morsomme og rørende notater fra hverdagen.
Det er ikke verden omkring os, der er problemet. Snarere magter vi ikke de drømme, vores liv og samfund er bygget op omkring. Det er ikke velfærdssamfundet, der begår overgreb på os, men os, der ikke kan leve op til velfærden. Er vel moralen.
Lignende tanker finder man i Lars Frosts Smukke biler efter krigen, hvis fortæller ellers har holdninger nok til verden omkring sig. Faktisk er han på grænsen til det kværulerende. Hans opførsel derimod handler i et og alt om at unddrage sig ansvar. Den afdæmpede, kuldslåede præcision i Katrine Marie Guldagers novellesamling København er heller ikke ligefrem opløftende.

Skarnsknægte
Fagterne er ikke så store som hos Michael Larsen og Christian Jungersen, menneskesynet er mere nuanceret. Men pessimismen, den antropologiske realisme genfindes overalt i den danske litteratur. Bred og smal, yngre og ældre.
Ældre? Bent Vinn Nielsen afsluttede med egne ord en epoke af sit forfatterskab i år. Det skete med romanen En bedre verden, endnu et af Vinn Nielsens portrætter af det almindelige Danmark. Blikket for det sociale spil er knivskarpt, moralen dyster og den samme som altid: Prøver man at bryde ud, at ændre sin skæbne, så går det en ilde. Og det især, hvis man vil være finere, end man er.
I En bedre verden er det ikke bare hovedpersonen, Bodil Holm, der ender fordrukken, fraskilt og – måske? – bliver morder. Også hendes elsker, Milo, går til grunde. Han ville løsrive sig fra sin barndoms misbrug og vold. Den slags går ikke: En gang stodder, altid stodder.
Skarnsknægt, bliv ved din læst. Siger Vinn Nielsens
romanserie. Og de andre bøger.
Det ligner en tendens, men hvem kan spå om fremtiden? Måske bliver 2005 et optimismens år i dansk litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu