Læsetid: 9 min.

Gensyn med Kassandra

Christa Wolf var DDR’s førende forfatter, kritisk, men loyal, og en søjlehelgen for intellektuelle i både Øst og Vest. Da staten gik under, gjorde hun det også. I dag er hun tilbage
20. januar 2005

Portræt
En gang var Christa Wolf en helt. Tålt, i en årrække endda respekteret, af de politiske magthavere i sit hjemland DDR. Dyrket af de intellektuelle, både systemets egne og de oppositionelle, og læst i lange baner af helt almindelige mennesker. I Vesten stod man på nakken af hinanden for at dænge hende til med priser og invitere hende til at forelæse for bagefter at dænge hende til med flere priser. Og professorater og doktorater.
Hun var kritisk over for systemet og alligevel næsten grænseløst privilegeret. Hun var næsten grænseløst privilegeret og alligevel elsket i Vesten. Det er et paradoks, og det er ikke mindst det paradoks, historien om Christa Wolf handler om.
I begyndelsen eller midten af 80’erne, fredsdemonstrationernes jubelår, kulminerede hendes succes og dobbelte – eller tredobbelte – popularitet. Måske helt nøjagtig i 1983, da hendes til dato største succes, den mytologiske roman Kassandra, udkom. Den er en bog med en række af den systemkritiske litteraturs sikre kendetegn. Det allegoriske især, men også det dystre, skæbnetunge og af symboler yderligere tyngede og oveni en vis ubestemmelighed. Det sidste delvis af hensyn til censuren, men det ubestemmelige stod i det hele taget godt til genren. For var det måske ikke, hvad tilværelsen handlede om, både i de fremmedgjorte kapitalistiske samfund og i de kommunistiske overvågningssamfund? Ubestemmelighed? Uudgrundelighed?
Og så har romanen jo en kvinde i hovedrollen, kongedatteren Kassandra, seersken, hævet over både de græske barbarer og de trojanske udskud. Det trak heller ikke ned, hverken på den ene eller den anden side af Muren.

En tredje vej
Fra fem år før romanens udgivelse havde Christa Wolf turneret den vestlige verden tynd for at holde forelæsninger og tage imod priser. Det var gode år, hvis man et øjeblik ser bort fra den stat, Christa Wolf levede i og skrev om og trods priser og privilegier skrev kritisk om.
Det sidste er som sagt et paradoks, men måske kun set fra eftertiden, dvs. på denne side af Murens fald.
I den danske udgave af Kassandra, der udkom i 1984, har forlaget skrevet en præsentation af forfatteren. At læse den er som at træde direkte ind i urtiden eller ud på en fjern planet. Christa Wolf har, hedder det, »udgivet flere romaner, hvori hun bekender sig til DDR, det socialistiske system, men modigt belyser misforholdet mellem teori og virkelighed i sit hjemland«. Bekender sig til, men... Og videre: »Hun har været udsat for skarp kritik, men har tilbagevist den med stor intellektuel styrke.« Skarp kritik, men...
Er det en af forklaringerne på, at Christa Wolf efter 1989 blev dømt ude, forvandlet fra søjlehelgen for to systemers intellektuelle til paria og medløber? Og fra kritisk og moralsk stemme til – som det kom til at hedde – »statsdigter«?

Hvilken forklaring?
At dette både/og eller hverken/eller, som man nu vil, i mellemtiden var forsvundet, mere sporløst end Muren, og med dét den moralske ret til en gang at have boet i en kommunistisk stat uden fra tidlig morgen til sen aften og nogle gange i løbet af natten at have fordømt – det hele? Foruden retten til at følge, hvad Christa Wolf og med hende flere andre venstreintellektuelle kaldte ’den tredje vej’ og til at skelne mellem ’stat’, det vil sige den systematiserede undertrykkelse, og ’samfund’, kort sagt alt det andet, som folk er fælles om?
Det er det sikkert, én af forklaringerne, og den er værd at tage med, for på den måde kan historien om Christa Wolf også fortælle noget om den danske og andre vesteuropæiske landes venstrefløj efter 1989. Modsætningerne er blevet trukket hårdt op, det meste derimellem er kompromitteret, hjemfalden til straf, fordømmelse eller i heldigste fald glemsel. Ligesom altså Christa Wolf, som ikke er blevet oversat til dansk siden genforeningsåret 1990.
Men den er langtfra hele forklaringen.

Dobbeltrollen
Christa Wolf er født i 1929 og er således et barn ved den nazistiske magtovertagelse, en halvstor pige ved Anden Verdenskrigs begyndelse og så småt på vej ud af puberteten, da krigen slutter igen. Det er på den baggrund, dvs. krigen, nationalsocialismen, orienteringsløsheden, at hun i 1949 og som så mange fra den generation melder sig ind i det østtyske kommunistparti, SED.
Noget nyt skulle følge det gamle, har hun senere forklaret, »chokket« og nazismens »irrationalitet« overvindes. »Det eksperiment ønskede jeg at tage del i,« som hun udtrykte det i et interview i anledning af sin 70-års fødselsdag.
Op gennem 50’erne uddanner hun sig ved universiteterne i Leipzig og Jena, stifter familie og påbegynder sin karriere, dels som videnskabelig medarbejder i forfatterforbundet, dels som forlags- og tidsskriftredaktør. Hun er også begyndt at skrive selv. I 1959 vækker hendes fortælling Moskauer Novelle (Moskva-novelle) stor opsigt, med romanen Der geteilte Himmel (Den delte himmel) fra 1963 får hun sit egentlige gennembrud, og med Nachdenken über Christa T. (Tanker om Christa T.) fra 1968 vinder hun en position som en af DDR’s store og toneangivende forfattere.
Det er på omtrent samme tidspunkt, fra midten og hen mod slutningen af 60’erne, at hun glider ind i dobbeltrollen som moralsk revser og tilpasset og lidt mere end bare tilpasset borger. Hendes bøger er også i de tidlige år kritiske over for systemet eller i hvert fald problematiserende. Men ikke mere, end at hun i 1963 tildeles Heinrich Mann-Preis og fra samme år officielt kandiderer til det kommunistiske partis Centralkomite.
Det sidste er ikke noget, man beslutter sig for. Det et er en udmærkelse.

Ramt af censuren
Men modsætningerne går dybere endnu.
Ved en plenarforsamling i 1965, siden herostratisk berømt, udstikker man retningslinjerne for en ny kulturpolitik. En endnu halvung førstesekretær, Erich Honecker, tordner mod »modernistiske«, »anarkistiske« og »nihilistiske« strømninger i kunst, litteratur og film og mod de kunstnere, der sammesteds formaster sig til at bruge ord som »fremmedgørelse« om forholdene i DDR. I de følgende år sender censuren så sin isånde ud over landets kulturliv.
Da Christa Wolf i en tale tager til genmæle mod den politiske stramning, er hendes kandidatur til Centralkomiteen så godt som allerede fortid. Og da hun i 1968 udgiver sin roman om Christa T., som bliver syg, helt ud i kroppen syg af den fremmedgjorte verden, hun er en del af, støder bogen ind i den nye censur. Det bliver en udmarvende proces, hvorunder man vilkårligt, tilsyneladende lunefuldt giver sin tilladelse, snart trækker den tilbage igen, tillader et trykoplag af én størrelse, for så at skrue ned og op. Og igen ned. Og som om det ikke var nok, så bliver Christa Wolf fra 1969 og DDR-statens levetid ud nidkært overvåget af Stasi, det statslige sikkerhedspoliti.
Alt det til trods for, at det loyale partimedlem af hjertet erklærer, at i DDR vil hun bo og arbejde. Dér og kun dér.

Hun bliver
Krisen overvindes, diktaturstatens bizarre balance mellem stat og borger genoprettes. Hvorefter Christa Wolf igen overvåges og modtager privilegier og udmærkelser. Og skriver og bekender sig og overvåges og modtager flere udmærkelser.
Mod slutningen af 70’erne følger så Christa Wolfs formentlig sidste chance for at redde sig fra eftertidens fordømmelse.
Det begynder i 1976 med den såkaldte »Ausbürgerung« – udvisning – af den kendte systemkritiker og visesanger Wolf Biermann og en underskriftsindsamling, som Christa Wolf er med-initiativtager til. Samme år udsender hun romanen Kindheitsmuster (Barndomsmønster), en selvbiografisk beretning om en barndom i Det Tredje Rige, en historisk forudsætning for begge de to tysklande, forstår man, altså også det Tyskland, der ligger på den østlige side af den »anti-fascistiske beskyttelsesvold«. Efter den følger i 1979 Kein Ort. Nirgends (Ikke noget sted. Intetsteds), en historisk roman, henlagt til begyndelsen af 1800-tallet, men med klare forbindelser til forfatterens egen følelse af hjemløshed.
Det ligner afslutningen, efter et langt og smertefuldt tilløb, og er også tæt på at blive det. I tilbageblik, fra et interview til Die Zeit i 1999: »Jeg kan stadig se mig selv sidde i bilen, da vi kørte gennem landet, ved siden af min mand med et atlas hvilende på knæene, grublende: Skulle man rejse og hvis ja, hvorhen? Til den konkrete beslutning kom det ikke, af forskellige, også familiære grunde. Jeg havde en stærk tilknytning til bestemte mennesker, som på deres side stolede på mig.«
Den sidste chance forpasset, sandsynligvis. Man kunne imidlertid også se forløbet som endnu en forklaring på Christa Wolfs dobbelte popularitet. En enkel forklaring og endda med fortilfælde.

Hun bliver.
Ligesom Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet og Andrzej Szczypiorski i Polen, og hvem der nu ellers gennem historien er blevet trods undertrykkelse og afsavn i stedet for at søge i eksil. Om ikke for den eksilerede, så i det mindste for de tilbageblevne den nemme og komfortable løsning.
Men Christa Wolf bliver. Hos de mennesker, som stoler på hende. »Samfundet« og de nærmeste. Men hun bliver også hos »Staten«, dvs. partiet og alt det udenom, med ét ord: »eksperimentet«.

Pulveriseringen
Da det endelige fald kommer, kommer det hurtigt og ikke underligt i takt med DDR’s opløsning.
Man kunne slå ned på fire episoder.
Hun venter til juni 1989 med at udmelde sig af SED. Hvorfor lige juni 1989? Hvorfor ikke 1956? Hvorfor ikke 1965 eller 1968 eller 1976? Hvorfor juni 1989, fem måneder før det hele er slut?
I november samme år, i en tale på Alexanderplatz midt i Berlin og senere, den 28. november, i en skriftlig erklæring, opfordrer hun til en reform af DDR og til statens videreførelse. Hvorfor? spørger hendes kritikere, til ære for hvem?
Det følgende år, 1990, udsender hun bogen Was bleibt, en delvis selvbiografisk fortælling om årelang politisk overvågning. Kritikken er sønderlemmende og altomfattende. Den retter sig mod bogen, der – hedder det – ligesom Christa Wolfs udmeldelse af partiet kommer for sent og dertil er et pinligt forsøg på at trylle forfatteren om til offer. Den retter sig også mod Christa Wolfs stil, ikke bare i denne bog, men i det hele taget. Altså allegoriens og ubestemthedens stil, en art stilistisk mumleri, der kan gælde for hvad som helst, lidt i én retning og lidt i en anden, men aldrig for klar og utvetydig stillingtagen imod. Derfor retter kritikken sig også mod Christa Wolfs egen person og mod hendes moral. Hun har gjort staten til sin familie, hun har underkastet sig selvcensur, hun har forrådt de virkelige ofre for DDR-regimet. Og så har hun gjort sig skyldig i noget, en af hendes kritikere kalder »Gesinnungsästhetik«, dvs. menings- eller sindelagsæstetik.
Med det menes en tæt sammenvævning af værk, forfatter og moral. Det litterære værk er således forfatterens humanitære, universelle og derfor uimodsigelige moral, som igen er identisk med værket, der altså er identisk med forfatteren, som man derfor heller ikke kan kritisere uden at forbryde sig mod det humanitære og universelle.
Derefter, i 1993, gøres det færdigt, søjlehelgenen pulveriseres:
Opdukkede Stasi-dokumenter afslører, at Christa Wolf fra 1959 til 1962 under navnet »Magarethe« har arbejdet som såkaldt »Inoffizielle Mitarbeiterin (IM)« for sikkerhedspolitiet. Det vil sige som meddeler, angiver.
Ved én lejlighed siger hun, at hun havde glemt alt om sin tilknytning til Stasi. Ved en anden, samme år, at historien sikkert altid vil være »en mørk plet« i hendes liv. Måske er det ét og det samme.

I live
Historien har imidlertid en fortsættelse, Christa Wolf skriver videre.
Med det offentlige liv har hun ikke meget at skaffe op gennem 90’erne, men bøgerne bliver ved at komme. En roman, fortællinger, taler, breve, dagbogsoptegnelser og i 2002 endnu en roman, Leibhaftig (I live), der nu udkommer i dansk oversættelse.
Den er, som Tanker om Christa T., en historie om, hvordan ydre ulykke bliver til legemlig sygdom, men modsat forgængeren desuden historien om sygdommens overvindelse. Et par år inden udgivelsen erklærede Christa Wolf, at nu var sorgarbejdet slut, det lange farvel til DDR og de mange illusioner overstået, tilbage var »noget i retning af fantomsmerter.«
Den historie fortæller bogen også.

*Lilian Munk Rösing anmelder Christa Wolfs roman her i avisen i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu