Læsetid: 4 min.

Knopperne der venter på at vågne

Den første bog i 2005 kan godt gå hen og blive en af de største
4. januar 2005

Ny bog
Når Christian Kampmann i sin tid lavede bøger, hvor samme eller næsten samme handling skiftevis blev set gennem en mands og en kvindes øjne, talte man begejstret om ’filmiske teknikker’ og om raffinerede ’eksperimenter’. Siden er vi blevet mere vant til klippen på kryds og tværs såvel som til parallelle romanspor, ja, det kan undertiden synes, som om de yngste forfattere hellere ser på billeder, end de læser bøger, så spækkede som teksterne kan være med visuelt prægede episke greb og eksplicit filmiske referencer.
Juliane Preislers nye roman virker derimod teknisk raffineret på den gode gamle, indefra begrundede måde. Over små 400 sider følger vi på skift, i hastigt flimrende klip sammenkomponeret til en mesterligt formet helhed, en mand og en kvindes søgen efter sig selv og hinanden. ’Samklang’ er den glose, romanen anvender om deres skrøbelige indbyrdes forhold, men ordet dækker tillige det gennemført stereofoniske, eller kontrapunktiske, mønster, hvorved værket lader køn samtale med køn. Dinna er i begyndelsen eller midten af 40’erne. Hun er gift med Jakob og har to børn, en dreng og en pige, der for nylig er fløjet fra reden. Hvad hendes job går ud på, finder vi aldrig ud af, men at det kun optager hende sådan lige akkurat nok, forstår vi den dag, hun står på Hovedbanegården for Under Uret at tage imod en eller anden dødssyg forretningsforbindelse.

I drift og på druk
Her møder vi også Sander, ældre, stor, firkantet, fuldskægget. Han har for snart mange år siden meldt sig ud af samfundet og opholder sig mest på bænke, dérinde og i parker, hvor han bare sidder med sin højlydt klirrende pose, undertiden i selskab med Sonja, der er finne og lesbisk, eller med Ivan, der bor alene i sit skur med indstiksdukken Elvira. Hvad der sætter handlingen i gang, er, at Dinna og Sander bliver vidner til et brutalt knivoverfald (på forretningsforbindelsen) og derfor begge bringes til afhøring hos politiet. Da hun påvirket af chokket tager hjem, er der to for meget i villaen, manden og en blondine. Dinna går hjemmefra og i drift, sover tilfældige steder, drikker aldeles umådeholdent, afprøver om hun mon også er lesbisk og oplever, at man faktisk sagtens kan leve uden sin »specialsyede, allergitestede, anti-altmulig-dyne«. Hvad bumsen Sander angår, bringes han for en tid ud af sin isolation og tvinges til at mærke »andre menne-skers liv, andre menneskers problemer«. At disse to personer indimellem finder hinanden, skulle man tro umuligt – men forfatteren har jo på en måde foregrebet det allerede fra begyndelsen ved, krydsklippende, at linke dem sammen, før hun gør det i udfoldet handling. Divergenserne mellem dem blokerer kun midlertidigt for en elementær konvergens, fuldstændig som tilfældet var i forgængeren Dreng (2003), hvor aldersforskellen dog vendte den modsatte vej.

Fastholdt tøven
Godt tyve år efter sin debut fremtræder Juliane Preisler i kraft af sine to nye bøger som en moden og modig forfatter. Især kan man i Lyse tider nyde den varsomhed, hvormed hun behersker et musikalsk beskrivelsessprog – med korte, staccatolignende brud i stadig vekslen med mere dvælende kadencer, eller med lystigt frithængende gentagelser af substantiver eller adverbialer, bag efter sætningerne, som forsøg på at komme helt tæt på sindet, der føler, og kroppen, der sanser. En anden karakteristisk teknik er en fastholdt tøven, gerne med tre prikker, der nogle gange virker, som om det er personen, der venter, men andre gange angiver en tilnærmelsesbestræbelse på fortæller-niveau. Mange steder kan man ligefrem, for det tredje, iagttage en særlig leg med synsvinkelbrugen, hvor tanke og tale får lov at glide ind over hinanden, og hvor der skabes fri passage mellem den iscenesatte figur og den implicitte fortæller, således at skriften bliver til en slags åben forhandling mellem tekstens 3. og 1. persons niveau om, hvad der nu skal komme. Og yderligt raffineret bliver det, når det er fra selve læserens niveau, altså fra tekstens 2. persons instans, den bevidsthed, der tales til, at der rettes spørgsmål til den bevidsthed, der taler, såvel som til den, som der tales om. Et fint eksempel herpå kan ses i en af de sigende små passager, hvor Sander, meget mod sin vilje, engagerer sig i omverdenens problemer. Han redder i en park en ung mand fra at drukne sig, og da fyren fortæller, at han savner en kæreste, men trods alt har haft en hund, og Sander spørger (interesseret) om hunden, så står der i den næste linje: »Det er bedre at tale om ... en lille hund end en ikke-eksisterende kæreste, er det ikke?« Man kan læse den sætning som Sanders spørgsmål til sig selv, eller som hans spørgsmål til fortælleren; men man kan også opfatte den som et læser-inddragende greb.

Romanen bliver sand
I hvert fald indebærer teknikken, at romanen i dybere æstetisk forstand går hen og bliver sand. Den forandrende frigørelse, der foregår på personernes niveau, gentages og virkeliggøres tillige i læserens hjerne og hjerte. Romanen bliver ligesom det træ, der stod i Dinnas og Jakobs have, og som blondinen fælder, men som alligevel skyder knopper og genopstår til sidst, da vor flagrende, forvirrede, uordentlige anti-heltinde for en tid flytter ind hos sin søn: »Og dér stod det, træet, så højt at grenene var lige ud for hende, eller rettere et par meter ude. Hun ville ikke kunne røre ved det, men hun kan se knopperne, som allerede er der, små, små tætte knopper, der sover og venter på at vågne.« Ja. Intet forandrer sig, før man selv gør det, står der et sted i romanen. Selv forvandler den sig under læserens blik fra noget hårdt og meget teknisk til noget blødt og fleksibelt. Frit. Meget tyder på, at den første danske bog i 2005 også let kan blive en af de største.

Juliane Preisler: Lyse tider. Roman. 395 s. Lindhardt og Ringhof. ISBN: 87-595-2428-6. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu