Læsetid: 9 min.

Dame-frokost

Der er en særlig atmosfære omkring bordet, en løssluppenhed, som er både rå og munter, når der ikke er mænd til stede. Beretning fra en damefrokost
3. februar 2005

Essay
»We all know there is a terrible gap between the public and private conscience…«
Doris Lessing, 1957
 
Vi mødes lige inden for den Fjerritslev kommunegrænse, der snart forsvinder i et projekt, kun få elsker. Allerede før Flextronic foldede sammen i Pandrup, vidste vi, at ingen bliver rigere af at slå fire fattige kommuner sammen – efter sammenlægningen kan vi kun mønstre knap 40.000 borgere, mange uden arbejde.
I et udkantsområde spørger man uvægerligt om, hvilke skoler der skal nedlægges? Hvor det fælles rådhus og hovedbibliotek skal ligge? Hvad med vores sygehus i Brovst og gymnasiet i Fjerritslev? Hvordan skal vi komme til lægehuset, når den offentlige transport forringes og fordyres i en ond spiral? I det hele taget – hvad er det for en fremtid, vi går i møde? Kommunesammenlægninger indgik ikke i valgkampen i 2001, vi er faktisk blevet ført bag lyset i et forandringsprojekt, der vil berøre hver enkelt borger.
Men vi nævner ikke kommunesammenlægningerne. Måske har vores bekymringer og vrede været udtrykt så tit på gadehjørner og ved supermarkedernes kølediske, at vi ikke orker det mere. 
Vi rækker i alder fra 50’erne til 70’erne, tilsammen har vi levende erindringer fra mere end et halvt århundrede.
Men dem lader vi foreløbig ligge, for hvornår har vi sidst fået røget ål? Håndsamlede svampe fra en af vores herlige skove? Irsk cheddar? Vi ved, det er lidt komisk, men nydelse – og altså også nydelse af god, ærlig mad – er blevet vigtig med alderen.
Men hvorfor har kvinder aldrig godt slebne, skarpe knive i køkkenet?
Der er en særlig atmosfære omkring bordet, en løs-sluppenhed, som er både rå og munter, når der ikke er mænd til stede. Vi er singler og har været det længe, så der er absolut ingen grund til vores følelse af frikvarter – men sådan er det: Vi holder frikvarter.
Eller er vi simpelthen i frit fald?
Vores alder har givet os et fortroligt forhold til både tid og rum, vi smutter ubesværet ud og ind ad 1940’erne og ’90’erne og fra Irland til Italien, vi behøver ikke at forklare noget, vi har bare været der og kan samle os om anekdoter eller madopskrifter.
Vi læser mange bøger – ofte på engelsk – og elsker musik, film og billeder, omend vores smag er forskellig. Men forskelle kan man jo få en hel del tid til at gå med …
Mørket kommer tidligt i december, men vi kan ikke standse vores ordstrøm. Især ikke, da det viser sig, at to af os har haft den samme
fransklærer – suveræne sexede René med sygekassebrillerne. Jeg kyssede ham mere end én gang bag ved en dør. Både på studenterkursus i Danmarksgades skole og på den højtidelige Aalborg Katedralskole! Der var andre fælles lærere, flere af dem særlinge, der ikke giver Scherfigs meget efter. Mere end én var smadret af årene i modstandsbevægelsen, men det forstod vi ikke. Ikke den-gang. 
Og det går op for os, at vi med ungdommens hovmodige mangel på erfaring opfattede lærerne som langt ældre, end de arme stakler var. 

Tornadoer
Det klassiske essay var en slentrende genre, mildt idiosynkratisk og vanskeligt at definere. Nu – efter den 11. september 2001 – har idiosynkrasierne fået skarpere kanter, fodfæstet er usikkert, mere vredladent. Man vil hen til noget, noget uklart, og der er også en længsel efter mere fordragelighed i dette fjerne derhenne.
Det vi har – og får – er bare noget andet.
Katastrofer ikke mindst. Julens inferno i Det Indiske Ocean kan ikke slettes fra den indre harddisk, rædslerne var uden fordragelighed. Men når det bliver for meget, kan man altid forlade sig på de små afledningsmanøvrer – som at tænke på en tornado i stedet for en tsunami: Med ondt skal ondt fordrives!
Tornadoer kan også være katastrofale, og der er heller ingen fordragelighed efter deres hærgen, kun oprydning, genopbygning og forsikringsproblemer. Men tornadoen er med sin ekstatiske, snurrende spiral opad mere fotogen end de fleste andre naturkatastrofer. Hvordan man rent teknisk laver dem på film, er lidt af et mysterium, men jeg er sikker på, at det er meget dyrt. Og dog findes der filmede tornadoer, som ikke kan have kostet alverden.
Stanley Donen og Gene Kellys musical fra 1952, Singing in The Rain, rummer, hvad man kunne kalde Hollywood-tornadoens mor, nemlig Kellys dans med Cyd Charisse. Rummet er stort og åbent, danserne drømmende, fordømt, viklende sig ud og ind af et kæmpelangt, hvidt slør, en del af  Charisses dragt. Sløret slæber, løfter sig, bølger, hæmmer og frigør – og suser til vejrs i tornadoens opstigende spiral: Denne kærlighed er dødsmærket.
Virkelighedens tornadoer – eller tsunamier – er ikke stiliserede. Der er heller ingen underlægningsmusik i dem, kun brølende tv-reportager.
I barndommens gade skete der meget lidt i efterkrigs-årene, så hvis en ambulance dukkede op, var det et tilløbsstykke. Men min bror og jeg havde forbud mod at glo på andres ulykke, og i denne som så mange andre umådeholdne mediedækninger tænker jeg tilbage på et af de få mødrene forbud, som gav mening.

Huller i debatten
Lysene er brændt ned, træet smidt ud, som altid med milde tanker om H.C. Andersen, der mere end nogen anden dansk digter forstod juletræets magi.
Tilbage står man så i et mismodets vinter, det ender galt, skriften på væggen blev tydelig, da Bush vandt valget i november. Og jeg tænkte som ved hvert amerikansk præsidentvalg tilbage på den historietime, hvor jeg som 15-årig forstod det danske tillægsmandat og dets opgør med den politiske socialdarwinisme. Jeg blev demokrat den dag uden endnu at fatte den dybere betydning af denne det danske folketingsvalgs strukturelle høkerregning.
Søvnløse nætter ved tanken om, at winner takes it all i både politik og erhvervsliv.
Bekymringer over histo-rieløshedens virkning på små og store beslutninger.
Kedsomheden over den evindelige plapren om det onde og det gode.
Leden ved mediernes ulidelige diskussioner om gud, religion og kirkelige institutioner.
Det kan ikke vare længe, før det er lige så suspekt at være ateist som kulturradikal, indvandrer, ryger, pensionist og overvægtig. Hvor er det behjertede menneske, der evner at skære igennem og sige, at kampen aldeles ikke står mellem religioner og mellem gudfrygtige og gudløse, men om magten til at definere nøglebegreber og sætte dagsordener? Om magt i det hele taget?
Og hvor er den indsigtsfulde person, der kan forklare et misforhold, ofte drøftet under damefrokoster: Når der er splid blandt Socialdemokraterne, går alle medier i selvsving, mens ingen skriver om partiet Venstre, kløvet tværs igennem af den oprindelige gårdmandsbasis og de amerikaniserede slipsebærere fra handelshøjskolerne? Var Poul Hartlings strategi sidst i 1960’erne – at gøre Venstre til et byparti – en ubetinget succes?
Forudså Hartling, at gårdmandens selvtilstrækkelighed og modvilje både mod at argumentere og undersøge sine egne motiver ville stå i grel modsætning til akademikerens analytiske skoling? Eller mente han omvendt, at den nuværende alliance ville blive en realpolitisk succes? Det kan da ikke passe, at det kun er gamle damer med en svaghed for håndsamlede svampe, der undrer sig over disse huller i den offentlige debat?

Katastrofen
Og så er der katastrofen, et af de momenter, hvor det lessingske tomrum mellem den offentlige og private samvittighed overskrides. Det bedste og det værste kommer op i folk og aflejres i sindet, på nethinden, i de flydende tanker mellem søvn og vågen om natten.
I løbet af kort tid går der politik i den, og anklagerne flyver rundt luften. Den mere – så at sige – reparérbare del af katastrofen er, at regeringen Fogh skar kraftigt i Udenrigsministeriet og udenrigstjenesten i sit første år, således at den ultimative kompetence under en katastrofe i Det Indiske Ocean ikke kan leveres. Men det er blevet fashionabelt for statsministre at overtage mere og mere af udenrigsministrenes område for at udvise en mere præsidentiel stil, som den man har i USA. Det kan nok så mange undersøgelser af forløbet i de første katastrofedage ikke gøre noget ved.
Kompensationen for myndighedernes svigt var statsministerens nytårstale om Det Indiske Ocean og de skandinaviske ofre for flodbølgen samt løfte om millioner til den hjælp, som regeringens støtteparti mener bør standse ved landets sydlige grænse. Hvis jeg har forstået pastor Krarups opfattelse af næstekærlighed rigtigt. 
Kritiske læserbreve om nytårstalen, forventeligt og opmuntrende, det er ikke helt ligetil at manipulere en befolkning, som har nydt godt af en højt udviklet politisk kultur.
Jeg ville så gerne slentre rundt mellem de kvindelige vinterglæder – der er ikke så få af dem – men den politiske tyngdekraft er for stærk. Og mystisk. Af de fire kræfter er dén den mest uudgrundelige. Det er ikke svært i fysikkens verden at forstå, at tyngdekraften mellem to legemer afhænger af deres masse og afstanden mellem dem. Heller ikke, at tyngdekraften under normale omstændigheder vil være en tiltrækning.
Men i politik? Masse og afstanden mellem de mange fortabte og de få afmægtigt rige ligner en absurditet. Tiltrækning uden håb om balance, for hvad er ’normale omstændigheder’ i politik? 
Erfaringsmæssigt kan katastrofer samle et lands befolkning for en tid, men ikke i det uendelige, den dag der udskrives folketingsvalg er det slut. Det diskuteres naturligvis ved endnu en damefrokost. Skyldes vores depressive stemning, at der ikke er håndsamlede svampe på bordet? Udmattes vi af en retorik uden forbindelse med den førte politik? Forvirres vi af den skjulte dagsorden, der mumler under alt, hvad regeringsmedlemmerne siger og gør? Eller ser vi snarere rigtigt, når vi fornemmer, at visse institutioner og enkeltpersoner prøver at imødekomme dette skjulte, det aldrig udsagte?
Det sker, at man er nødt til at tage et dyk ned på sortsynets absolutte bund og nyde en slags fortvivlelsens luksus for en stund. Men i det kolde vinterlys kan man også se, at det er både urealistisk og arrogant at kræve en perfekt sag at kæmpe for, intet i den moderne tilværelse er rent.
Men vi har vores sorte humor og ender ved instrumenterne i Haydns børnesymfoni – er det sådan vores stemme ved det kommende valg vil være? Trut i en glastrompet?
På en måde forekommer politiske anfægtelser, de
dystre lokale og globale udsigter og den tunge gang til stemmeurnen ligegyldig. En global højredrejning breder sig, hinsides vores kontrol. Noget mørkt lader til at skulle leves ud, men det er næsten lige så svært at forstå som tyngdekraften.
Indsigten i, at vores klode er ung og sparker som et kosmisk føl, bringer ingen glæde. Og dog …
Václav Havel sagde midt i 1980’erne, at en ugunstig situation gør håbet dybere. Og han fortsatte:
»Håb er simpelthen ikke optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går.«
Tanken på Havels forståelse af håbet har altid givet mig en følelse af at komme hjem – hjem til arven efter oplysningstiden, hjem til troen på den modne borgers ansvarlighed og demokratiets overlevelse. Og så selvfølgelig den lille glæde ved det danske tillægsmandat, der sikrer, at ingen afgivet stemme er spildt.

*Inge Eriksen er romanforfatter

SERIE
Essayet i avisen
• Information inviterer i den kommende tid en række danske forfattere til at skrive korte essays til avisen. Invitationen er ment som et forsøg på at blande sig i kultur- og samfundsdebatten, men ud fra litteraturens præmisser og måder at se verden på. Den berigelse eller justering af måder at se verden på står på ingen måde i modsætning til avisens nyhedsformidling, men er netop et supplement.
• Essayet er en agtet litterær form, som det ikke desto mindre er meget svært at sige noget helt bestemt om. På den ene side er essayet en meget personlig form, hvorigennem den virkelige verden passerer revy på en ofte skæv eller ligefrem modsætningsfyldt måde. På den anden side er essayet en åben og afprøvende form. Vi har ud fra det oplæg bedt forfatterne efter eget valg at skrive om ét enkelt emne, ord eller begreb.
• Det næste bidrag i serien er skrevet af Henning Mortensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu