Læsetid: 3 min.

Fjende i sit eget land

Arthur Miller følte sig altid fremmed over for det USA, der selv voksede fra ham. Nu er han død
Kultur
12. februar 2005

Nekrolog Ethvert imperium føder sine egne fjender. »En dramatiker,« sagde Arthur Miller i et interview til New York Times for et halvt år siden, »lever i et besat territorium. Han er fjenden. Og kan man ikke leve med det, kan man ikke blive. Det er hårdt. Han skal kunne tage nogle slag, og han skal kunne sluge cykler og fordøje dem bagefter.« Forfatteren og dramatikeren Miller var på samme tid et amerikansk produkt og en amerikansk fjende; forfatter til den lille mands heltesaga En sælgers død i 1949 og under anklage fra Joseph McCarthys Komité for uamerikansk virksomhed i 1956. Og mens den afstand, Miller altid lagde til sit fædreland, ganske ofte var gengældt, står han ved sin død alligevel tilbage som forfatter til en type kunst, som Amerika troede på engang. Det var Depressionen, som flyttede Miller med familie fra Manhattan-lejligheden med udsigt over Parken og privatchauffør til ydmyge vilkår og avisbud-job i Brooklyn, og det var Depressionen, der gjorde ham til forfatter. Den tårevridende teaterklassiker En sælgers død om den ærlige og hårdtarbejdende sælger Willy Lomans tragiske skæbne blev den da 33-årige forfatters gennembrud, og det var det amerikanske samfunds skæbne der leverede stof til de stykker, han fortsatte med at skrive til sin død som 89-årig i går. På det berømteste billede af Miller overskygges den intellektuelle, bebrillede, åbenlyst intelligente newyorker af en frodig blondine med verdens lækreste smil. Millers ægteskab med Marilyn Monroe blev af Norman Mailer beskrevet som mødet mellem den største amerikanske hjerne og den største amerikanske krop, og dets mytologi indhyllede ham resten af hans dage og blev behandlet af ham selv i flere værker efter Monroes død. Allegori Det ligger i nekrologens genre at gøre en allegori ud af en person, men i Millers tilfælde ville tilgangen ikke være ham fremmed. Hans andet-berømteste stykke, Heksejagt, handlede om 1700-tallets hekseforskrækkelser i byen Salem, men var en slet skjult allegori over 50’ernes kommunistjagter repræsenteret ved Joseph McCarthys Komite for uamerikansk virksomhed, der indkaldte Miller til afhøring hen mod slutningen af sit arbejde i 1956. Her pådrog Miller sig heltestatus ved i modsætning til sin hidtidige samarbejdspartner Elia Kazan at nægte at angive eller samarbejde, og sammenstødet blev en milepæl i udformelsen af Millers egen kunstneriske og sociale identitet: Jo mere, USA stødte ham fra sig, jo mere grund var der for ham til at bruge sin kunst til at udforske og kritisere det. Med nutidige øjne fremstår Millers værker budskabstunge og tenderer mod det didaktiske; de største af stykkerne holder så godt som altid, men hans senere produktion har ikke opnået den samme berømmelse som karrierens første år. Men der er ingen tvivl om, at tiden vendte sig imod ham. I sene interview spekulerede Miller selv over det fænomen, at ingen forfatter længere kan siges at repræsentere Amerika på en måde som Hemingway, Fitzgerald eller Dos Passos havde gjort det. Denne repræsentation var et ideal, han aldrig kunne lægge fra sig. Til gengæld kunne dramatikerens trænede øje observere skuespilkunsten trænge længere og længere ind i samfundet: »Dette land styres af skuespillere,« hævdede Miller i 2003. Han var ikke imponeret: »Og bag stykket foregår der en slags dødsdans. Politikere har altid ladet som om de var noget andet, end det de er. Jeg tænker altid på romerne, fordi de var bevidste om den ritualiserede forestillings magt. Alle kulturer har den. Men det slår mig, at vi efterhånden gør det på sådan en rå, åben, latterlig måde.« Arthur Miller var forfatteren som repræsentant for sit samfund. Denne forfatter er nu død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her