Ny bog
Litteraturen cirkulerer frit i cyberspace uden fast forankring ingen afsender, ingen modtager under konstant betydnings- og formmæssig forandring er den blot tekst i fri leg. Sådan ser fremtidens litterære landskab ud. De næste generationer vil opleve og skabe litteraturen i nye former gennem en flimrende skærm, mens et par ubehjælpelige nostalgikere samles for at røre ved, dufte til og læse i noget så håbløst derangeret som en fortælling trykt på papir. Bogen, som vi kender den, er så godt som død. Og dog. Trods nye mediale landvindinger, formelle eksperimenter, internet, sms, e-bøger og andet godt er der vel egentlig intet, der tyder på, at det er netop det, den er? Den derimod er alt muligt andet. En ny bog(!) redigeret af Erik Skyum-Nielsen med titlen M.I.S. (Må ikke slettes), der henviser til den lille markering, læreren gjorde på tavlen under en vigtig kollektiv besked, forsøger at give bud på en placering af bogen i dens bevægelse fra bog til tekst. Ambitionen er at give en slags status over bogen i går, i dag og i morgen. Hvad betyder påvirkningen fra nye medier? Får læseren en mere aktiv rolle, og kan man forestille sig helt nye former, der befrier litteraturen fra den velkendte bogs begrænsende materialitet? M.I.S. (re)præsenterer sund skepsis, begejstring for nye muligheder, men i første omgang en altoverskyggende kærlighed til litteraturen. Til det formål er der indkaldt en række gedigent bibliofile hoveder af den særligt kompetente slags, hvoraf kun få kan nævnes her.
Pirrende rygge
Indledningsvist proklamerer forfatteren Kirsten Hammann befriende bagstræberisk, som hun allerede har gjort det i Bruger de ord i kaffen?, total selvbestemmelse over egne tekster her skal ingen demokratisk digitalisering give læseren mulighed for aktivt at spille med. Kritikeren Lars Bukdahl fræser med vanlig opskruet energi gennem de sidste 50 års danske litteraturhistorie med øje for de væsentligste litterære forsøg på at opnå en anderledes fremtræden og en ny læselighed. Mens professor Jørn Lund leverer et forrygende forsvar for bøgernes fysiske lyksaligheder. Når de står der i reolen, side om side, taler de til de ud i stuen med rygtekstens pirrende stemme. Oversætter og forfatter Niels Brunse kaster sig med Umberto Ecos Rosens navn i baghovedet ud i en forestilling om hemmelige tekster, der cirkulerer i cyberspace uden på noget tidspunkt i sin helhed at åbenbares for nogen læser.
Helt derud er litteraturen (måske?) ikke kommet endnu. Bogen har jo trods alt vist sig at være et relativt stabilt fænomen den er ikke sådan at slippe af med. Som Torben Brostrøm i sit bidrag ganske rammende bemærker, så er hverken Gud eller den vestlige verden ophørt med at eksistere, blot fordi Nietzsche og Oswald Spengler proklamerede deres henholdsvis død og undergang. Talrige forsøg på at udradere fortælleren og romanen har heller ikke rigtig båret frugt. Gud, Vesten, nationalstaten, romanen, fortælleren og andet, hvis nekrologer længe har ligget klar i alverdens arkiver, synes stadig at have mere end de sidste dødskramper at bidrage med.
Utvetydig hyldest
Forandring tager tid og læsere af bøger er et konservativt folkefærd. Antologien igennem fornemmer man også den gennemgående holdning, at den rigtige litteratur forsat er den, der står i en bog og at den blot udfordres og går i samspil af andre, mere fleksible og hybride medier. Det hele former sig som en utvetydig hyldest til litteraturen i alle dens mulige og umulige former og ærligt talt ville man nu også nødigt undvære de kære små og store. M.I.S. er en samling usædvanligt veloplagte og skrevne tekster, der til en vis grad hilser bogens nye muligheder velkomne. Men forlader man klasseværelset, hvor M.I.S. står skrevet på væggen, til fordel for skolegårdens frie leg, kan man ikke være sikker på, at en eller anden uvorn unge ikke har visket tavlet ren eller skrevet den over med en helt ny tekst.
Simon Pasternak, Elisabeth Møller Jensen & Erik Skyum-Nielsen (red.): M.I.S. Forestillinger om teksten i det 21. århundrede, Gy1dendal, 136 sider, 149 kr.
