Læsetid: 5 min.

Goodbye Gonzo!

Den amerikanske modkulturs store ikon, Hunter S. Thompson, modellen for Uncle Duke i tegneserien Doonesbury, er død, 67 år
22. februar 2005

Den amerikanske modkulturs store ikon, Hunter S. Thompson, modellen for Uncle
Duke i tegneserien Doonesbury, er død, 67 år

NEKROLOG
Det var et liv, der måtte ende dramatisk. Alligevel kom meddelelsen som lidt af et chok. Hunter S. Thompson blev søndag aften (amerikansk tid) fundet død i sit hjem, den legendariske Owl Farm uden for millionærrefugiet Aspen, Colorado. Dødsårsag: Den skydegale Gonzo-forfatter var blevet målet for en af sine egne kugler. Han blev 67 år.
Hunter S. Thompson lancerede med begrebet Gonzo en skallesmækkende og til tider hallucinatorisk variant af fænomenet New Journalism, en form for personlig, oplevelsesbaseret og gerne litterært orienteret journalistisk subgenre opdyrket i de tidlige 60’ere af kolleger som Tom Wolfe og Terry Southern. Princippet i New Journalism – som herhjemme har fundet ivrige disciple i ikke mindst Lasse Ellegaard, Jan Stage og Morten Sabroe – går ud på at sætte den skrivende selv i centrum for de begivenheder, der skildres. I stedet for den postulerede journalistiske objektivitet aftvinges stoffet herved – når grebet lykkes – en slags dybere litterær sandhed.
Hos Thompson kunne denne sandhed være temmelig grundigt begravet under en overflade af selviscenesættende eskapader, som ofte involverede indtagelse af eksorbitante mængder af alkohol og stoffer, og hvis vildskab og adrenalinpumpende energi tog læseren med på et trip, som kunne give klamme håndfalder på forfatterens helbreds vegne. Men ingen, der for alvor har læst hovedværker som Fear and Loathing in Las Vegas (1971) eller Fear and Loathing on the Campain Trail ’72 (1973), kan være i tvivl om, at der bag den underholdende fernis gemte sig en seriøst arbejdende forfatter, som var oprigtigt bekymret for den moralske og politiske habitus i det Amerika, der hudflettedes i skriverierne.

Læst – og fyret
Hunter Stockton Thompson var en ægte Southern Gentleman, født i 1937 i Louis-
ville, Kentucky. Han begyndte at skrive under et kortere fængselsophold efter et slagsmål i midten af 50’erne. Da han efterfølgende søgte ind til luftvåbenet, fik han hurtigt tjansen som sportsskribent for baseavisen Command Courier ved Eglin Air Force Base i Pensacola, Florida. Det var her, han første gang erfarede effekten ved at skrive underholdende snarere end troværdigt: Han blev læst – og fyret! Uddannel-
sen fortsatte på provinsavisen Daily Record i lillebyen Middletown nord for New York. Herfra gik vejen til Puerto Rico, hvor Thompson delte tiden mellem at skrive sin første roman, The Rum Diary (udsendt i 1998) og at tjene til dagen og vejen som sportsjournalist.
Efterhånden som renommeet bredte sig, indløb opgaver for mere prestigefyldte publikationer som National Observer og The Nation, og det var et engagement hos sidstnævnte organ, som førte til debuten med reportagebogen Hell’s Angels (1967).
Døren var åbnet til den amerikanske modkulturs førende magasiner. En artikel i Scarlan’s Monthly i 1970 – »The Kentucky Derby is Decadent and Depraved« – blev det egentlige gennembrud for Gonzo-stilen. Og herfra var det ikke mindst generationstalerøret Rolling Stone, som lagde sider til Thompsons udskejelser, ikke mindst de tekster, som blev til Fear and Loathing i Las Vegas (oversat til dansk af Morten Sabroe og i 1998 filmatiseret med Johnny Depp som HST).

Sikrede eftermælet
De mest mindeværdige af Hunter S. Thompsons artikler fra de gode år er opsamlet i fire bind af såkaldte Gonzo Papers (1979-94). På omslaget af det fjerde bind (Better Than Sex. Confessions of a Political Junkie) kunne læses følgende atypiske forfatterportræt: »Better Than Sex is his final book on politics. He will be gone by year 2000.« Resten af 90’erne brugte Thompson på at rydde op i arkiverne og sikre eftermælet. Han fik udgivet ungdomsromanen The Rum Diary og en lille samling med titlen Screwjack (2000). Og først og fremmest fik han påbegyndt et bebudet trebindsværk med et udvalg af sine efter sigende mere end 20.000 breve, hvoraf der foreløbig er kommet to mursten: The Proud Highway (1997) og Fear and Loathing in America (2000).
Herfra skulle resten så ifølge forudsigelsen fra 1994 være tavshed. Men i stedet gav Thompson sig til at nedfælde sine erindringer, Kingdom of Fear (2003), en diffus samling skriblerier, hvor den gamle mester endnu en gang hamrer løs på sin egen myte som en træt tastaturbokser, der for længst har mistet følingen med den virkelighed, som tidligere var brændstoffet i forfatterskabet. Og sidste år kom så Hey Rube, en samling sportsklummer fra hjemmesiden ESPN.com. I glimt kunne teksterne more en sulten fan med deres skånselsløse udfald mod det nye hadeobjekt, George W. Bush, »the goofy child-President,« men set i et mere nøgternt lys var der tale om en bleg afglans af fordums storhed.

I Hemingways fodspor
Ud over at være en af sin generations mest velskrivende forfattere (når han var i det rette humør) var Hunter S. Thompson et langt mere nuanceret menneske end det kyniske monster i Doonesbury eller dén tegneseriefigur med gummiben og en hjerne som lunken smør, der træder frem i Terry Gilliams film. Men i sine sene tekster fremstod han som en øgle, der var blevet udmattet af at løbe i ring i sit eget cirkus; og som en forfatter med uindfriede ambitioner, som – hvad han da også skrev – var grundigt træt af at blive fremstillet som en tegneseriefigur.
Thompson lagde aldrig skjul på, at han gerne ville være en forfatter i klasse med Hemingway, og om det er identifikationen med denne, som med selvmordet har fået sit ultimative udtryk, må stå hen i det uvisse.
Når nyheden om hans død alligevel kom som noget af en overraskelse, hænger det sammen med, at han i Hey Rube løfter sløret for, at han i april 2003 blev gift med sin væsentlig yngre samleverske, Anita. På omslaget optræder den nydelige unge muse klædeligt bag den poserende Thompson (med cigaret og whiskysjus), og selv om skriften i bogen kører i tomgang, siver der ud mellem linjerne en fornemmelse af, at Thompson syntes at være klar til at gå ind i alderdommen i god ro og orden, måske oven i købet lykkelig i sin nyfundne kærlighed.
Sådan skulle det ikke blive. Og sådan kunne det vel heller ikke blive for en mytoman forfatter, som allerede på omslaget af sin første bog (Hell’s Angels, 1967) fandt det passende at beskrive sig selv som »en ivrig læser, en skruppelløs drukkenbolt og en sikker hånd med en .44 Magnum.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu