Læsetid: 5 min.

Nægtelsens anatomi

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens syv samtalende essays er på en gang veloplagte, velskrevne, vidende og koldsindigt klare
25. februar 2005

Ny bog
Blandt de mundtlige »rutiner«, som Dan Turèll turnerede med, har særlig én brændt sig fast, hvori han med satanisk elegance gjorde nar af forskellige undertrykte gruppers lancering af sig selv som marginaliserede ofre, der, fordi de stod »udenfor« og var »anderledes« end Magten, havde krav på omgivelsernes særlige opmærksomhed og omsorg. Kropsarbejdere, kvinder, lesbiske og bøsser, alle kunne de føre sig frem i ligeberettigelsens navn med, som han sagde, stickers og streamers, ja, den tid var vel næppe fjern, hvor selv børnelokkerne ville forlange at blive tituleret »børnevenner«. Skulle man forlænge tankegangen, burde man kunne forvente, at selv kannibaler stod frem som en stakkels forkuet minoritet og, hvem ved, udøvere af en særlig »grænseoverskridende« kunst, hvor i hvert fald provokationseffekten var sikret og det at fortære et medmenneske fint kunne opfattes som avantgarde, ene og alene fordi det var tabu og kriminelt.

Negativ opbyggelighed
Hvad Dan Turèll dengang gjorde grin med, har nu fået et begreb og en bog og limet ind i et rødt og sort omslag, der med sin asketiske typografi henviser parodisk til Modtryks marxistiske skrifter fra de gode gamle 70’ere. Om end de går forskelligt til værks, Stjernfelt som filosoferende litterat, Thomsen som digter og kirkegænger (men NB ikke som »kristen digter«, en etiket han frabeder sig), mødes de i modstanden over for negation som ideologi, primært inden for kunst og kritik, men også på andre af livets og samfundets områder såsom politik, pædagogik og journalistik. I udgangspunktet er bogen lokal, men eftersom negation opløftet til negativisme og udført af negativister gennemsyrer hele vor tid, ender bogen med at blive et overmåde konsekvensrigt epokeopgør. Ved »negativ opbyggelighed« forstår de to forfattere en tænkning, der førhen som eliteideologi var forbeholdt egensindige filosoffer som Schopenhauer, Nietzsche og Heidegger, »nybrydende« kunstnere som Hamsun og Kerouac eller hårdnakkede utopister på de politiske yderfløje, men som i dag er sunket ned til massetro og i utallige afskygninger blevet de flestes hjemmerullede religion, af Stjernfelt beskrevet som fælles hævdelse af, »at benægtelse, afvisning, tilintetgørelse, overskridelse, ødelæggelse, tilsidesættelse, kort sagt negation, af en eller anden given position, er et tilstrækkeligt indicium på, at noget interessant er sket, at en erkendelse er gjort, et kunstværk opstået, en politisk handling gennemført«, alt sammen skåret til efter den kendte devise »jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv«, der selvmodsigende nok sagtens kan afsynges kollektivt.

Avantgardisme
Søren Ulrik Thomsen taler om en »massebevægelse under minustegnet« og giver som eksempel den bankdirektør, der i weekenden skifter fra slips til unshaved look og fra BMW’en til Harley-Davidson for at drømme sig ind i den eftertragtede rolle som rebel without a cause, outsider, outcast, boheme. Hos Stjernfelt opstilles ligefrem en liste over negationens foretrukne plusord: det ny, det anderledes, det andet, det tabunedbrydende, det åbne, det mangfoldige, det spørgende – en uendelig mængde af ubestemte muligheder, der forjættes, når noget negeres.
Særlig opmærksomhed vies negationen på kunstens felt i skikkelse af avantgarde, eller mere præcist avantgardisme forstået som en kultagtig dyrkelse af processen, ikke af værket, af »kroppen«, ikke af den kvalificerede tanke, af formløsheden i stedet for form, af det viltre »eksperiment« i stedet for en stræben mod perfektion samt navnlig af provokation som mål og værdi i sig selv, altid gående hånd i hånd med fiksering på det hidtil usete: »jeg, jeg vil være dén kunstner, der er kendt for at besmøre mig selv med afføring fra en pitbullterrier, medens jeg hænger med hovedet nedad i en hestesene forbundet med min ene testikel. At bruge hundelort fra en rottweiler er jo for længst set, dyrket og annammet af masserne, det ville jo med ét forvandle værket til den rene sentimentale idyl,« som det så vittigt siges af Stjernfelt i »Overskridelsens vulgærmetafysik«.

Institutionernes forsvar
Forfatterne bedyrer flere gange, at de skam skelner skarpt mellem avantgardens faktiske bedrifter i frembringelser der er fuldgyldig kunst, og avantgardismen som falsk kunst-ideologi, men de mange gentagelser og overlapninger essayene imellem just i dette problemfelt (sammenlign f.eks. Stjernfelt s. 16, 73 og 82ff med Thomsen hhv. s. 142, 139 og 127) røber, at det her virkelig brænder på. Svagt er det derfor, at forfatterne ikke tager skridtet fuldt ud og sætter adresse på kritikken med eksempler på, hvor avantgardismen angiveligt skal legitimere makværker som »ægte« kunst, hvilket på bogens egne præmisser betyder: en ligegyldig og formløs sammenblanding af liv og kunst som kategorier. Om end Kritik af den negative opbyggelighed i de ovenfor nævnte detaljer fremtræder ubegribeligt uredigeret – i fraværet af et tredje blik – er det også en styrke ved den, at to forfattere tydeligt taler hver for sig. Det sætter Stjernfelt i stand til at gennemtænke negationen inden for især det 20. århundredes livsfilosofi med Ernst Jünger som et af de vigtigste navne og forlænge denne kloge refleksion over i det politiske felt, hvor han ender med et forsvar for »videnskab, demokrati, oplysning, civilsamfund, dannelse, institutioner«, som den erklæret politisk progressive Thomsen næppe vil identificeres med i synspunktets totale konsekvens. Omvendt har arbejdsdelingen gjort, at bogen kan rumme og slutte med Thomsens nøgternt lidenskabelige bekendelsesskrift »Pro Ecclesia«, hvis Bergmann-motto – at uanset hvad, så skal du holde din gudstjeneste – nok ikke kan signeres af rationalisten Stjernfelt.

Positive værdier
En anden væsentlig styrke ved bogen er, at forfatterne tænksomt har varet sig for at dratte i samme grøft som de modstandere, der polemiseres imod. Frem for nu at dyrke negationen af negativismen vedkender de sig ærligt visse værdier og positioner. Selv så tilstøvet en treklang som »det gode, det skønne og det sande« bruges, forekommer det, uden ironi. Hvad nu sandheden og skønheden angår, fremtræder bogen som skrift som et godt argument for sin gennemgående holdning. De syv essays er uden undtagelse veloplagte, velskrevne, vidende, givtige, koldsindigt klare. Og frem for alt virker de som på én gang sagligt dokumenterede og subjektivt gennemtænkte. De vil et pænt stykke tid sætte kvalificeret dagsorden for oplyst diskussion mellem ligeværdige, frie individer. Ingen kan vist påberåbe sig at være blevet marginaliseret eller krænket ved de to forfatteres sobre tankearbejde. Tværtimod, de har inviteret til en samtale, der efter i dag ikke bliver helt den samme som før.

Frederik Stjernfelt & Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed. 7 essays. 246 s. Kr. 269,00. Vindrose. ISBN: 87-7456-695-4.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu