Interview
Anmelderne trak de store ord frem i anmeldelserne af Adda Djørups debutdigte Mon-
sieurs monologer: Her var både Nordbrandt og Johannes V. Jensen på spil. Med andre ord, endelig en debutant, der håndterede den store litteratur med humør og uden at lade sig slå ud!
Blandt andet roste Informations egen Erik Skyum-Nielsens anmeldelse digtet »Vise om den døde Libelle« som en »grinagtig parodi« på Johannes V. Jensens digt »Ved Frokosten«.
»Men jeg har aldrig læst digtet!« forsikrer Adda Djørup, der i øvrigt var meget glad for Erik Skyum-Nielsens anmeldelse.
Hun medgiver, at hun kan have set digtet i skolen og bare glemt alt om det:
»Det ved man aldrig. Sådan noget sker jo hele tiden.«
Johannes V. Jensen-ordet vakker i »Vise om den døde Libelle« stammer nok snarere fra Højskolesangbogen, mener Adda Djørup. Højskolesangbogen har hun altid været glad for, ikke mindst på grund af dens gamle, sære ord. Adda Djørup er, skønt BA i litteraturvidenskab, »desværre en vildt dårligt akademiker«. Men hun elsker at botanisere i sproget.
»Vakker er en mere interessant måde at sige skøn på. Man støder tåen mod det, mens skøn bare spyttes ud igen. Jeg leder efter tingenes kuriositet, at ting og ord kan have en anden værdi end den umiddelbare. Som lille skal jeg have sagt: Se far, kornet svalmer, som faktisk ikke er et hjemmelavet ord, men et rigtigt ord for kornets bevægelse på marken,« forklarer hun (ifølge ordbogen er ordet især lydmalende, red.).
»Man har brug for at af-automatisere tingene. Når man har sagt smuk 10 gange, giver det ikke mening mere. Men behovet for at udtrykke noget smukt er der jo stadigvæk. Ordene skal bare have mistet den autoriserede brug af dem, før de bliver sjove at lege med igen,« siger Adda Djørup, der derfor mener, at hverken sval eller sagte »holder i byretten« lige nu. Måske engang i fremtiden.
Anmelderne har også peget på, at der i Monsieurs monologer lå allusioner til Henrik Nordbrandts digte. Noget, Adda Djørup dog ikke er bevidst om. Derimod har hun med vilje indlagt hints til bl.a. Jens August Schade, som tilsyneladende ingen har bemærket.
Men selve tanken er slet ikke fremmed for hende.
»Litteratur er skrevet på litteratur, og intet kommer af ingenting. Hele vores kulturkreds tænker i oprindelighed og autenticitet, at noget var der først og er mere ægte og essentielt end andet, men det kan jeg ikke tro på,« siger Adda Djørup.
Blandt hendes absolutte læsefavoritter er den ungarske nobelpristager Imre Kertesz.
»Hans bog Kaddish for et ufødt barn har gjort enormt indtryk på mig. Når Kertesz taler om Auschwitz, siger han, at det er nemt nok at tale om menneskers ondskab og grusomhed. Det ubegribelige er, at nogen handler modsat det rationale, der handler om at beskytte sig selv. Det er et grundvilkår for os, at vi handler på et glimt af godhed. Selv det største røvhul i verden er stadig anstændig over for et eller andet. Hvorfor det? Hvis du hader 99 mennesker, hvorfor hader du så ikke også 100?«
»I den spørgen genkendte jeg en spørgen hos mig selv, også i forhold til overhovedet at skrive litteratur. Nytten ved at skrive kan jeg blandt andet hente i den umådelige glæde, jeg selv har af litteratur, som ikke har givet mig svar, men givet mine spørgsmål form.«
Mand eller kvinde
Adda Djørup overvejede længe, om den talende, Gud-agtige person i hendes debut-digtsamling Monsieurs monologer skulle være en mand eller en kvinde. Mon-sieurs hankøn endte som et pragmatisk valg:
»Jeg ville have, at teksten skulle fremtræde upersonligt, og en mand udtrykker desværre stadigvæk bedst det generelle og neutrale. I de fleste religioner og associationer er Gud desuden en mand, og det bliver derfor en del af bogens humor at lade sådan en forvirret mandsperson være Gud.«
»Men jeg vil meget gerne skrive en roman, hvor kvinden er det generelle, almene menneske med filosofiske problemer, blot knyttet til en mere konkret virkelighed,« siger Adda Djørup, der deuden arbejder på en ny digtsamling.
Hullet monolog
Bogens Monsieur har selvironi og veksler mellem almagt og afmagt. Men især er han helt alene: »når det regner, går jeg i ly under en gammel hullet monolog«.
Af længsel efter et væsen, der ikke er ham selv, skaber han sit kvindelige modstykke, Libelle, som han dog i det føromtalte Vise om den døde Libelle tager livet af igen:
»Var hun ikke enkel, vakker, skøn var hun ikke?/ O, smallivet jakobsstige, mærkelige drøm./ Den listige Libelle 1000 gange død på mosset bred/ aldrig mere kjolehvid og snaps og krebsegilde./ ...
»Hun keder ham, fordi han selv har skabt hende, for man kan jo ikke skabe noget, som ikke på en eller anden måde er én selv. Han er på den ene side almægtig, men i det øjeblik man føler sig hævet over, eller ikke-ligesom andre mennesker, bliver man ultimativt ensom og falder i afmagt.«
Til slut i digtsamlingen ankommer Monsieur langt om længe til en virkelighed, han ikke selv har skabt og bliver stærkt forundret: »glaner med sit hestefjæs og en hvid cottoncoat over armen«.
Men trods alt er det en ny begyndelse. En ægte begyndelse.
Stemmen kom bare
Forsiden af bogen prydes af Inge Moraths surreelle foto af en mand, der på næsen bærer en mini-maske med sit eget ansigt på. »Der er han jo!« tænkte Adda Djørup, da hun tilfældigt faldt over billedet. I det virkelige liv var Monsieur amerikansk vittighedstegner og hed Saul Steinberg (191499).
Monsieur havde fået ansigt. Stemmen havde han længe haft:
»Stemmen dukkede op en dag og tilhørte ikke nogen bestemt. Jeg følte heller ikke, at det var mig. At skrive det ned var som at tage noter. Men stemmen var der, så skrev jeg nogle flere digte og så begyndte Monsieur at tage form.«
Adda Djørup har skrevet til skrivebordsskuffen, fra hun var barn, men først, da hun i en periode 1999-2002 boede i Spanien, fik hun tid til at skrive mere koncentreret.
Tilbage i Danmark spredte hun en dag alle digtene ud på gulvet. Da blev hun klar over, at de mange løsrevne tekster faktisk rummede en hel hi-storie.
At hovedpersonen Mon-sieur er Gud, er dog ikke tilfældigt, for religiøse og filosofi-ske spørgsmål optager Adda Djørup en del. På væggene i den lille vesterbrolejlighed hænger buddhistiske motiver blandt kæresten Jacobs moderne kunstgenstande.
»Men jeg kan ikke tilslutte mig nogen kendte dogmer, hverken religiøse eller ate-
istiske. Som at Gud er personlig. At Gud er en mand. At man reinkarneres, eller at man kun er kemi. Jeg synes også, det lyder overdrevet usandsynligt, at man forsvinder, genopstår som en anden, eller belønnes for det gode.«
»Jeg tror, at man bør prøve at være god ved andre mennesker, og den tro oplever jeg som religiøs. Men ingen mennesker, tror jeg, er religiøse hele tiden. Det er kun ateister, der opfatter troende som folk, der har købt hele pakken.«
FAKTA
Adda Djørup
Er født i 1972 og opvokset i Århus hos en mor, der er jurist og en far, der er antikvitets-handler
Flyttede hjemmefra som 17-årig og forsørgede sig selv som piccoline på Århus Amts-sygehus
Senere blev hun student på Frederiksberg Studenterkursus og læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet
Hun arbejder som indvandrerlærer
