Nyhed
Læsetid: 14 min.

Mellem linjerne

’Ikke underligt, at jeg får kvalme. Ikke underligt, at jeg atter er begyndt at memorere digte. Og skulle det være sådan, at der er andre, der har kvalme ligesom jeg, at andre fornemmer vanviddet gribe om sig og bunden af bjerget smelte i manglen på næring, så vil jeg anbefale at gribe den nærmeste digtsamling, den bedste roman’
Kultur
17. marts 2005

Essay
I det forgangne år blev skønlitteraturen af flere erklæret for død – igen. Litteraturen er her stadigvæk. Men hvad er det litteraturen kan? Har vi mennesker overhovedet brug for litteraturen i en travl verden fyldt med hurtigere og mere tilgængelige medier? I en verden af film, tv og internet, der konstant og nemt fordøjeligt kaster os et væld af historier i ansigtet, en verden fyldt med katastrofer, som kun hænder, ikke ord, kan gøre noget ved?
Der er ét år i mit liv, hvor jeg dagligt memorerede digte. Det var ikke, da jeg voksede op i en familie og et Danmark, jeg ikke forstod (det kunne det have været, men dengang kendte jeg ikke digtenes kraft, kun romanens), og ej heller da jeg som alle andre unge blev erobret af følelsernes overmagt. Det var ikke i studietidens lange regnvåde somre, selvom disse blev brugt begravet i bøger, og ikke engang da jeg som fireogtyveårig bosiddende alene i en fugtigstøvet tanzaniansk hovedstad måtte sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg hidtil havde lært.

Nej, det var i 1993/94, da jeg arbejdede for FN’s fredsproces i Mozambique, og efter måneders forhandlinger med massakre- og massemords ledende generaler, med daglig vold, tortur, overfald, gidseltagninger og minesprængninger, med jævnlige trusler om militærkup og overtrædelser af våbenhvilen i et land der på det tidspunkt – og efter femten års ubeskriveligt grusom borgerkrig – var verdens fattigste, mistede troen på livet.
Borgerkrigen i Mozambique havde været en destabiliseringskrig med en gruopvækkende terror mod civilbefolkningen fra både guerillabevægelsen, RENAMO’s side, samt desværre også fra regeringens, der ofte anklagede lokale landsbyer for at samarbejde med RENAMO og straffede dem derefter. Foruden en totalt ødelagt infrastruktur, en million døde og fem millioner internt og eksternt fordrevne, havde det været en krig af afskårne næser, ører og bryster, en krig hvor børn blev trænet til soldaterlivet via traumatisering (et barn der har været tvunget til at skyde sine forældre eller søskende, kan man få til hvad som helst), hvor voksne blev begravet levende, en krig, hvor soldaterne ikke fik løn og derfor tog sig betalt i brutalt overmål ved hjælp af deres geværer.
Trods det at fredsprocessen skred godt fremad, var jeg efter kort tid personligt ved at give op. Vi arbejdede næsten i døgndrift, men det var ikke det, der slog mig ud. Det var noget andet, noget som jeg først ikke vidste, hvad var, men som langsomt og sikkert krøb ind og undergravede min energi og tro på fremtiden. Jeg kunne ikke forlige mig med griskheden, den unødvendige grusomhed, den menneskelige grimhed der ikke blot var en del af krigen, men som viste sit ansigt så tydeligt her på vej mod freden – desværre også, om end på mindre fysisk vis, blandt en del af mine internationale kolleger. Jeg kunne ikke engang finde glæde i den ellers smittende og formidable livsglæde, som det mozambikanske folk syntes at overleve alle prøvelser med. Jeg havde mistet min tro på mennesket.

Med mig i kufferten havde jeg haft en stor stabel romaner – det var dengang ikke til at opstøve litteratur i Maputo – men jeg havde ikke energi til at åbne en eneste af dem. Hvad forskel ville det gøre, om jeg læste dem eller ej? Men en varm aften i baren på hovedstadens eneste luksuriøse sted, Hotel Polana, forærede en ven på gennemrejse fra Europa mig kæmpeværket The Norton Anthology of English Literature. Mest af høflighed bladrede jeg lidt tilfældigt, læste lidt her, lidt der, opdagede at jeg lige netop kunne samle mig om korte digte, så det blev dem, jeg først gik i gang med.
Der skete noget, når jeg læste de digte. Jeg vidste endnu ikke hvad, men jeg fik lyst til at læse mere, lyst til at fordybe mig.
Et af de første digte jeg memorerede var Thomas Hardy’s The Walk fra 1914. Dette digt, som han har skrevet i sin fortvivlelse over sin kones død efter mange års ægteskab, havde intet at gøre med situationen i Mozambique. Alligevel opdagede jeg, da jeg en række aftner i træk havde gentaget det for mig selv, linje for linje, og til sidst kunne sige det udenad uden at støtte mig til teksten, at noget forandredes: Digtet antog nye proportioner, ordenes rytme blev til en sang med mange stemmer, en vished om noget andet og mere, der på besynderlig vis bar mig gennem mødet med dagens brutalitet.
Uden at ville lyde vidtløftig, var det helt konkret som havde Hardy givet mig et lille stykke af sin sjæl til at nære min egen udhulede sindstilstand ved.
Jeg fortsatte. Aften efter aften, uanset hvor udmattet jeg var, uanset hvad jeg havde set eller været involveret i, og uanset hvor mange gange jeg var tvunget til at flytte fra et sted til et andet. Ja, selv da min pakistanske veninde og jeg en sen aften blev overfaldet og måtte flygte fra vores hjem uden bagage, fik jeg antologien med mig og blev ved.
Det var Yeats, Byron, Brontë (E.), Tennyson, Blake, Eliot, Keats, Shelley, Rosetti, Hughes osv. helt uden rækkefølge eller system, for jeg læste simpelthen, hvad der fangede mit blik, når jeg bladrede. Det kunne sikkert have været så mange andre, men nu blev det altså de seneste århundreders engelske digtere (jeg havde kun anden del af Norton, for første del havde været for tung at medbringe og ventede på mig hjemme).

Jeg kunne nævne episode efter episode i fredsprocessen, og de digte der kom til at høre til hver. Men det mærkelige er, at selvom jeg memorerede digtene i specifikke situationer og ofte under stort følelsesmæssigt og fysisk stress, er det som om digtene i mit sind transcenderer disse episoder, hæver sig over dem og er blevet en del af min historie, i stedet for en del af den voldsomme historie, hvorunder jeg læste dem.
Jeg kunne tale om torturofrene, jeg kunne tale om soldater, der er børn, der er blevet gjort til dyr (kan man se sådan ud i øjnene og stadig være menneske?), om flygtninge kun iklædt bark og mos, om kampvogne på vej mod hovedstaden, om angsten når en presset oprørssoldat retter sin kalashnikov mod ens hoved, eller når en alt for gammel Antonov ikke kan finde landingsbanen i
bushen. Jeg kunne tale om chokket og sorgen, når kolleger er blevet skudt i et overfald midt i byen, og om fortvivlelsen når endnu en håbefuld hjemvendt flygtning er blevet sprængt i stumper og stykker af en landmine. Jeg kunne tale om desperationen over en regering, der ikke vil freden på de præmisser, den har skrevet under på, og en oprørsbevægelse der mest er interesseret i pengene.
Jeg kunne tale til endeløshed, om hvordan man mister troen på mennesket, men jeg vil hellere tale om, hvordan man får den igen.
Jeg vil hellere tale om det vand og salt, jeg fandt mellem linjerne på de digte, jeg indtog i små stykker hver dag.
Nogle af digtene har jeg siden glemt, men de fleste husker jeg endnu. De fleste er blevet til små usynlige smil i mit sind, triste eller glade, men smil der alle gør verden lidt rummeligere, lidt smukkere, lidt mere værd at stå fast i, som f.eks. den dødeligt syge John Keats’ digt fra 1819, Why did I laugh tonight? No voice will tell:

Why did I laugh tonight?
No voice will tell:
No god, no demon of severe
response,
Deigns to reply from heaven
or from hell.
Then to my human heart I turn
at once –
Heart! Thou and I are here sad
and alone;
Say, wherefore did I laugh?
O mortal pain!
O darkness! Darkness! Ever
must I moan,
To question heaven and hell
and heart in vain!
Why did I laugh? I know this
being’s lease –
My fancy to its utmost blisses
spreads:
Yet could I on this very
midnight cease,
And the world’s gaudy ensignssee in shreds.
Verse, fame, and beauty are
intense indeed,
But death intenser – death is
life’s high meed.

Senere kom også romanerne til, og lagde deres dybde til digtenes intensitet. Man kan leve længe på Hamsun, Camus, Yourcenar, Mahfouz, Neale Hurston, Nabokov, Dostojevskij, Faulkner, JP Jacobsen, Hesse og Woolf. Men allerførst var det digtene, der bar mig igennem. Der var noget i deres intensitet, mængden af det der kan stå mellem ganske få linjer, og som når det er gjort godt, overføres til læseren, der var helt essentiel. Når jeg ser tilbage, var det som om, jeg havde været udsultet og først måtte have den basale næring der på forunderlig vis var at finde i digtene, mens jeg siden, da jeg var kommet mere til hægterne, kunne brede ud og søge videre styrke i anden litteratur.

Siden Mozambique har jeg aldrig været i tvivl om litteraturens absolutte nødvendighed. For – ligesom al anden kunst – mener jeg, at litteraturen er til for at huske os på, hvad det er at være menneske. Litteraturens særegne værktøj er sproget, dens egenart historien, de uendelige og forunderlige troldspejle af universer der viser os, hvad vi er nedenunder det, vi til daglig tror, vi er. Viser os hvad mere der er, netop når vi tror, der ikke er mere. Litteraturen er vores historie inden i det, der udadtil er historien.
Jeg er ikke afrikaner, jeg kunne ikke gå til troldmanden og tale med ånderne via ham. Jeg måtte finde ånden, sjælen, det egentligt menneskelige, eller hvad man nu har lyst at kalde det, i kunsten. For andre kunne det måske være andre kunstarter, men for mig blev det mellem linjerne på den litteratur, som forfattere gennem tiden har givet deres selv til. Måske det er derfor, jeg ser forfatteren som Vestens åndemaner: for dybt i fornemmelsen af alt det, der står mellem linjerne på et digt, en novelle, en roman, har læseren mulighed for at finde en indsigt, en indtrængen i eller blot en afsøgning af livets store spørgsmål, der for altid synes at forblive de samme, en næring til sjælen, dette udefinerlige, der skal til for at være et helt menneske. Et menneske med en ånd.
Da jeg forlod Mozambique (efter vel overstået valg og en rodfæstet fred), troede jeg, at jeg altid ville memorere digte. Men atter indhyllet i den vestlige kulturs bekvemmelighed og med mulighed for at kunne tænde og slukke for en vold og sult, der ikke længere var min dagligdag, kunne jeg nøjes med at vedligeholde og udvide den menneskelighed, jeg allerede én gang havde tabt og genfundet. Jeg havde som altid brug for litteraturen og læste meget, men mere romaner, og når jeg læste digte, behøvede jeg ikke længere memorere dem.
Sådan har det været i knapt ti år. Men for nylig nærmest tog jeg mig selv i at være i gang med at lære et digt udenad igen. Denne gang er det udvalg fra Brøndums fembinds oversættelse af den portugisiske digter Fernando Pessoa. Det er igen blandingen af visdom, musikalitet, og noget jeg ikke har ord for, fornemmelsen af at verden bliver lidt større mellem linjerne, der umiddelbart har indfanget mig. Men hvad er det, der har ændret sig? Hvad er det, der er blevet så grimt i verden omkring mig, at jeg atter må søge vand og salt mellem linjerne på en længst afdød forfatters ord?
Det er ikke blot, at det meste af Vesten og særligt verdens mægtigste nation, USA, i øjeblikket ledes af magtsyge grupperinger med en fuldstændig mangel på respekt for netop de frihedens, demokratiets og menneskerettighedernes værdier, de hævder at ville værne om (husk: vi er allierede med
Guantanamo, Abu Ghraib og med tilsidesættelsen af Génevekonventionen i både Irak og Afghanistan), og ej heller at ekstremisme af alle farver snarere end moderation er blevet reglen for meningsdannelsen. Disse er nemlig i sidste ende kun symptomer på noget langt dybere, en refleksion af hvilke værdier der hersker i dagens verden.
Nej, det er noget vi kan se på tv-skærmen hver eneste dag: Der har altid hersket dobbeltmoral, men i dag drukner stemmen mod dobbeltmoral i reklamens retoriske jingle. De befolkninger, der tidligere stillede deres ledere til ansvar, har for travlt med selv at komme på, for travlt med selv at blive en del af reklamen, at blive kendt for blot det at være kendt, til at stille dem selv og deres ledere til ansvar for noget som helst.

Sælg, sælg, sælg, synes mottoet at være i disse tider. Og alle accepterer det! Politik er blevet et spørgsmål om bedste indpakning, bedste reklamer, ikke indhold. Men ikke blot politik, også medierne, og selv humanismen og medfølelsen er underlagt salgbarhedens og dermed mængdens, ikke indholdets diktatur. (Tsunami sælger bedre end Irak-krig: Hvor er statsministerens tale for de døde irakere? Dronningens varmende medfølelse? Hjælpen til ofrenes familier? Minutternes stilhed?). Men alt er blevet marked. Marx fik ret: ’massernes diktatur’ måtte komme. Blot ikke gennem revolutionen og socialismen, men gennem en uigennemsigtig kobling af kapitalinteresser, frie markeder, massemedier, demokrati og en utøjlelig individ-egoisme. Og blot er ’massen’, der dikterer, ikke opmærksom på at dens indbildt individualistiske valg er dikteret af reklamens jingle og af interesser, der intet har med ’massens’, dvs. vores allesammens, egentlige interesser at gøre.
Vi fyldes konstant med billeder, som ikke er vores egne (og her tænker jeg ikke på kunstens billeder, der netop forsøger at trænge ind under billedets overflade, men på reklamer, internetpræsentationer, tv). De optages direkte i hjernebarken og kræver ingen aktiv medvirken af os selv eller vores forestillingsevne. De er som hvidt sukker, der gør vore hjerner dovne og lette at manipulere. Derfor er der også en tendens til at ville samme letfordøjelighed af alt andet, fra politik og kunst til selve livet.
Selv litteraturens nødvendighed drukner i det moderne Vestens myriader af tilbud. Litteraturen – den gode litteratur, den hvor der står mere i mellem end på linjerne – passer ikke ind i den effektivitet vi i den industrialiserede verden forsøger at få mennesket passet ind i, trods det at vi måske netop her, netop nu, har allermest brug for den. I Afrika har de altid sangen, den medmenneskelige varme, samværet, historiefortælleren. Åndemaneren. I Afrika er man aldrig i tvivl om, at man er menneske eller hvad det vil sige at være et sådant. Her i Vesten synes vi at have sigte på at gøre os alle til effektive maskiner i en sådan grad, at ethvert middel tages i brug for at smøre maskineriet, fra optimistiske selvhjælpsbøger til endeløse selviscenesættelseskurser, fra bevidstløshedsgørende underholdning til hypnotisk stress, fra lykkepiller til
ecstacy, uden hensyn til at problemet måske er et helt andet: at vi ikke er maskiner og derfor ikke kan tåle at leve som maskiner!

Vi lever i en isflagetid. Det er det, der er galt.
Ligesom isbjergene befinder størstedelen af mennesket sig under overfladen. Men vi lever i en tid, hvor der er en besynderlig tro på synlighed, på at hvis blot alt det der ligger under overfladen kan komme frem, bliver alt godt. Deraf også populariteten af reality shows og selvafslørende og frygteligt enslydende selvbiografier, psykologiseringen af enhver eksistentiel livsoplevelse. I stedet for at nære den underliggende del af isbjerget, forsøger vi at smelte det, så vi alle kan blive til isflager der flyder helt synlige rundt på overfladen, klar til at blive taget af enhver strøm, enhver trend, der måtte opstå i samfundet eller på markedet.
Måske årsagen til ulykkeligheden i vores ellers så velbjærgede verden er, at vi for længst er holdt op med at nære netop denne største usynlige del, den underliggende del af isbjerget, i en absurd tro på, at hvis blot der intet findes under overfladen, hvis blot alt bliver set af alle, finder vi lykke?
Men når vores bund ikke længere findes, hvor skal vi så finde den ballast der skal til for at stille os selv og vore ledere til ansvar? Hvor skal vi få integriteten, den etiske forankring, den menneskelige substans fra?
Ikke underligt, at jeg får kvalme. Ikke underligt, at jeg atter er begyndt at memorere digte. Og skulle det være sådan, at der er andre, der har kvalme ligesom jeg, at andre fornemmer vanviddet gribe om sig og bunden af bjerget smelte i manglen på næring, så vil jeg anbefale at gribe den nærmeste digtsamling, den bedste roman. Eller hvorfor ikke møde dårskaben – og isfladens højlydte brægen – med det lille smil Pessoa har foræret os i sit digt Kat (her i Peter Poulsens fantastiske oversættelse):

»Kat, du som leger i gaden her,
Som om det var i en seng,
Jeg misunder dig din skæbne,
som er
At skæbne er ingenting.

Du er kun en brik i det store
spil,
Som over alting bestemmer,
Du gør, hvad du ikke ved, at
du vil
Og fornemmer kun, hvad du
fornemmer.

Således er du lykkelig, thi
Dit intet er virkelig dig.
Jeg ser mig og findes ikke, fordi
Jeg må sande, jeg ikke er mig.«

Hvem var det, der sagde, at det var litteraturen, der er død?

FAKTA
Janne Teller
Janne Teller, f. 1964 i København. Uddannet cand.polit og har siden 1988 boet og arbejdet mange steder i verden, bl.a. Dar-es-Salaam, Maputo, New York og Paris.
Debuterede med romanen
Odins ø (1999), der er oversat til flere sprog. Senest udkom Kattens tramp (2004).

Serie
Essayet i avisen
• Information inviterer i den kommende tid en række danske forfattere til at skrive essays til avisen. Invitationen er ment som et forsøg på at blande sig i kultur- og samfundsdebatten, men ud fra litteraturens præmisser og måder at se verden på. Den berigelse eller justering af måder at se verden på står på ingen måde i modsætning til avisens nyhedsformidling, men er netop et supplement.
• Essayet er en agtet litterær form, som det ikke desto mindre er meget svært at sige noget helt bestemt om. På den ene side er essayet en meget personlig form, hvorigennem den virkelige verden passerer revy på en ofte skæv eller ligefrem modsætningsfyldt måde. På den anden side er essayet en åben og afprøvende form. Vi har ud fra det oplæg bedt forfatterne efter eget valg at skrive om ét enkelt emne, ord eller begreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her