Nyhed
Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - LITTERATUR

Kultur
10. marts 2005


Lyksaligheder på tryk
Går man med en lille lykke-smed i maven, og har man samtidig ambitioner om at indvie omverdenen i den fede lykke eller mangel på samme, kan man med fordel lægge vejen forbi det tyske forlag Books on Demand (BoD), der netop er startet op i Danmark.
Forlaget agter nemlig at bortaktionere 10 tomme novellepladser i en bog med titlen Lykken har mange sider på www.danauktion.dk.
Selve auktionen finder sted fra den 9. marts til den 27. april 2005, og det er tanken, at overskuddet fra auktionen og bogsalget skal komme de skrivelystne til gode. BoD donerer nemlig pengene til elevstipendier til Testrup Højskoles skrivelinje på grund af dens særlige indsats for folk med skrivekløe.
»Det er BoD’s håb, at dette usædvanlige bogprojekt kan yde et lille bidrag til at fremme dansk litteratur ved at give nye skribenter en anderledes chance for udgivelse,« siger direktør Pascal Zimmer.
»Det er vores håb, at auktionen vil blive fulgt med interesse, fordi det vil gavne de nye forfattere, at der skabes opmærksomhed om dem.«
Novellesamlingen Lykken har mange sider vil blive præsenteret på BogForum til efteråret.
Interesserede kan hente inspiration til deres novelle på www.danauktion.dk eller www.bod.dk. Forlaget har desuden begået en tryksag, der skal hjælpe folk på vej. »Vejledning for forfattere. Fra ide til bøger. Udgivelse af bøger helt enkelt« er »alt, hvad du som forfatter behøver at vide,« lover BoD på bagsiden. »Det er hurtigt, enkelt, billigt og risikofrit.«
Books on Demand har i det tysksprogede område på få år etableret en markedsførende position ved at producere bøger efter behov som et alternativ til den traditionelle struktur i forlagsbranchen. Indtoget på det danske marked betyder principielt, at alle danskere, der er villige til at betale for det, kan få udgivet deres manuskripter i bogform – uanset kvalitet. Er man ikke blandt de heldige købere af en af novellepladserne, er ens litterære lykke altså stadig gjort, hvis man har penge på lommen.
Man kan jo passende lade sig inspirere af, at danskerne, ifølge en nyligt offentliggjort videnskabelig sammenligning af lykketilstanden i mere end 90 nationer verden over, siges at være de lykkeligste i verden. msk

Et fyrværkeri af litteratur
Litteraturportalen litlive.dk kan i disse dage fejre sin 1 1/2 års fødselsdag. Det markeres af bagmændene Martin Glaz Serup og Pablo Henrik Llambías med en fest den 12. marts kl. 19 på Fredriks Bastion på Refshalevej i København.
I fællesskab med Norden i Fokus, der residerer på adressen, har portalen inviteret fire aktuelle nordiske forfattere til at deltage i festlighederne. Det drejer sig om Bent Vinn Nielsen og Ida Jessen, Eva Ström fra Sverige samt norske Øyvind Rimbereid, der vil læse op af egne værker. Slutteligt vil forfatteren Adam Drewes varetage musikken og opfordre til dans.
msk

Den sidste romantiker
Når multitalentet Martin Hall udkommer med sin store generationsroman Den sidste romantiker 25. august, er der tale om et epos af et sådant omfang, at man har været nødt til at dele det i to bind. Med sine ca. 800 sider dækker romanen en periode på 25 år. Den betegnes i forfatterens nyhedsbrev som »Manden uden egenskaber for 80’ernes børn, The Sons of No Generation. En totalroman om en generationserfaring, nætter på dope, et tiår med spirituel søgen, gold sex, svimlende forelskelser, lavkomik og filosofi. Men at the end of the day den store roman om at modnes, til alle tider.«
Manuskriptet til bogen, der udkommer på People’sPress, har været små fire år undervejs. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her