Læsetid: 2 min.

Filmaktier sættes til salg

Franny Armstrong, kvinden bag ’McLibel’, sælger sit kommende dokumentarfilmprojekt om olieindustrien og global opvarmning på anparter. Målet er at redde verden og samtidig gøre køberne rige. Måske
13. april 2005

Aktier i film Køb en aktie i min næste dokumentarfilm og scor masser af profit.

Sådan lyder opfordringen fra den anerkendte britiske dokumentarfilminstruktør Franny Armstrong, der i december sidste år påbegyndte en op- sigtsvækkende fundraising til sin næste film. Målet er 100 aktier på hver 500 pund (cirka 5.300 kroner), og allerede på den første dag i Londons Soho blev 42 af dem solgt. Siden er yderligere 21 aktier solgt, og der er således 37 tilbage. Hver aktie giver ejeren 0,05 procent af et eventuelt overskud, men man skal ikke regne med noget.

»Den grundlæggende idé er, at du låner os dine penge, vi laver en ikonisk dokumentar om olie og klimaforandringer, millioner af mennesker ser den og ændrer deres liv, verden er reddet, og du får masser af profit. På den anden side kan du også miste alle dine penge,« lyder forklaringen på produktionsselskabet Spanner Films hjemmeside om filmen, der har den tidligere Oscar-vinder John Battsek som producer. Den utraditionelle finansieringsform forklares med, at man vil være uafhængig af statslige og erhvervsmæssige interesser. Andelen af overskuddet sættes i relief ved en sammenligning af, hvor meget man ville have fået, hvis man havde investeret samme beløb i andre populære dokumentarfilm.

Bliver filmen for eksempel set af lige så mange, som så The Corporation af Jennifer Abbott, vil man få 1.500 pund tilbage, Morgan Spurlocks Supersize me ville give 7.000 pund, mens Michael Moore-hittet Fahrenheit 9/11 ville have kastet 56.000 pund af sig, eller cirka 600.000 kroner. Englands længste retssag Franny Armstrong fik sit gennembrud i 1997 med filmen McLibel, der indtil nu er set af 26 millioner mennesker. Filmen omhandler en post- arbejder og en gartner, hvis liv bliver vendt op og ned i forbindelse med en retssag imod den multinationale burger-gigant McDonald's.

Helen Steel og Dave Morris blev sagsøgt af McDonald's for at uddele løbesedler i gaderne foran burgerkædens restauranter, hvori de advarede imod McDonald's produkter. Alle forventede, at de - ligesom BBC, Sunday Times og mange andre i tidens løb - hurtigt ville blive skræmt af burgerkædens advokat-team og pænt undskylde i retten. Sagen skulle dog tværtimod vise sig at blive den længste i engelsk retshistorie.

Filmen McLibel illustrerer, hvordan de to helt almindelige, ubemidlede mennesker blandt andet oplevede at blive udspioneret, havde hemmelige møder med topfolk fra McDonald's og måtte læse hele 40.000 sider baggrundsmateriale. Efter filmen fortsatte Franny Armstrong med at følge Helen Steels og Dave Morris' videre kamp igennem retssystemet, der endte med en sejr ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i februar i år. Resultatet af de 10 års optagelser er opfølgeren McLibel 2, der udkommer på dvd verden over på McDonald's 50 års fødselsdag, fredag den 15. april 2005. Verdenspremieren foregår den 9. april, og selveste BBC viser filmen i primetime den 13. april. Fra maj kan McLibel 2 desuden ses i amerikanske biografer.

Læs mere om Armstrongs projekter på www.spannerfilms.net Jacob Sejer Pedersen er journalist på Mediesyndikatet Monsun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu