Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fru Jensens virkelighed

Forfatteren Liz Jensen forbeholder sig ret til at gentage spørgsmålet ’hvad nu hvis’ om hvad som helst fra små drenges underbevidsthed til rengøringsdamers tidsrejser, indtil hendes bøgers begivenheder når deres logiske konsekvens
Kultur
14. april 2005

Interview
At det er den danske forfatter Carsten Jensen, der åbner døren ind til den Østerbro-lejlighed, hvor den britiske forfatter Liz Jensen skal interviewes, kommer ikke som nogen stor overraskelse. Pressemeddelelsen til Liz Jensens første bog på dansk, Louis Drax’ niende liv, gør opmærksom på den romantiske forbindelse de to imellem, og på bogens første side står en dedikation til Carsten; det forlyder endog, at parret har vist Alt for damerne rundt i deres nydeligt solbeskinnede københavnerbolig. Også i interviewet med Liz dukker »Carsten« jævnligt op; han er blevet til en af den slags ydre faktorer der ikke kan skilles fra sagen selv, selv om de strengt taget ikke har noget særligt med den at gøre.
For eksempel er det vanskeligt at forestille sig Carsten Jensen skrive en romantisk psykologisk thriller om en lille dreng ved navn Louis, der ligger i koma i Provence, mens speciallægen Pascal forelsker sig i hans mor. For Liz Jensen, derimod, kunne Louis ikke holdes nede.
»Min forrige bog startede med en lille dreng som Louis. Undervejs forvandlede han sig så til den gamle dame med alzheimers, som blev dens hovedperson, men selv om han var blevet sorteret ud af den bog, må han have ligget et sted og ventet, for han dukkede op igen i denne.«
At skrive sine manuskripter om er ikke just forfatteren fremmed – faktisk plejer hun at genskrive, indtil hun simpelthen ikke længere kan holde ud at se på teksten: »Engang var jeg skulptør og arbejdede i ler, som er et meget hurtigt materiale. Så det skræmmer mig ikke spor at smide resultatet af en lang arbejdsproces på gulvet, hvis det ikke fungerer, og starte forfra. Der er altid kommet noget ud af arbejdet alligevel, som nu Louis, der vendte tilbage. Louis Drax’ niende liv startede som et parisisk historisk drama med huleudforskere, balletdansere og luftballon-piloter i slutningen af 1700-tallet; i stedet endte jeg med dette.«

Børnebrutal
Dette »dette« er en spændingshistorie, der udspiller sig omkring den komaramte bevidsthed hos den ni-årige dreng, der har overlevet et styrt ud over en provençalsk bjergkløft, i hvis sorte dyb også hans far forsvandt. Sagens sammenhæng og farens forsvinden står uopklaret hen, og mens bogens ene spor følger dens udvikling set fra lægen Pascals synspunkt, følger det andet Louis’ tanker og fantasier på de steder langt nede i bevidstheden, hans tilstand fører ham hen.
»Det var en giftig bog at skrive,« siger Liz Jensen, som nu er ved at lægge sidste hånd på en decideret modgift – en angiveligt nærmest fjollet historie om to tidsrejsende rengøringsdamer, der blandt andet besøger København sidst i 1800-tallet: »som Harry Potter med masser af sex«, ifølge ophavskvinden.
»Fordi jeg skriver i første person, identificerer jeg mig altid meget med mine hovedpersoner – og Louis er den her bog, selv om lægen også er vigtig. Det føltes giftigt at skrive ham, fordi han er et barn med en masse smerte, og den smerte – tildels - er blevet ham påført af andre. Jeg havde derimod ikke svært ved at ramme hans stemme – jeg lavede bare en slags krydsning af mine egne to sønner. Jeg elsker den måde, børn taler på, når de leger. De er enkle og direkte, men også brutale, fordi de ikke filtrerer. Når Louis ser et tykt ansigt, forestiller han sig at trykke det ind, så indvoldene vælter ud. Hvis voksne somme tider tænker det samme, foregår det kun langt nede under den bevidste overflade. Men brutaliteten er også hans smerte, sammen med selvbedraget.«
– Er det ikke at gøre det lovlig svært for sig selv at lægge sin hovedperson i koma?
»Hvorfor det? Han taler som en dreng, der tror, han er i live. Han får at vide udefra, at han ligger på hospitalet, men hvad han selv ser, er den uhyggelige Gustave, der indhyllet i gazeforbindinger bor inde i hans hoved. Komaen tiltrækker mig, fordi den bevæger sig på den grænse mellem det bevidste og det ubevidste, som er det, vi skriver om hele tiden alligevel. Og privilegiet ved at skrive er, at jeg bare kan blive ved med at sige ’hvad nu hvis’ – ’hvad nu hvis’ – ’hvad nu hvis’, indtil begivenhederne når deres logiske konklusion. Jeg kan gøre alt, hvad jeg vil – selvfølgelig afhængigt af mine tekniske evner, men sådan nogle kan man strengt taget træne op,« hævder Liz Jensen, som tidligere har bevæget sig i mere fantasy-orienterede universer og blandt andet har skrevet sorte satirer om genmanipulation, evolution, forbrugerisme
og hukommelsestab.

Et udansk barn
»Næsten alle mine tidligere personer har været forvoksede børn. Der er bare ingen, der har opdaget det. Derfor var det en stor udfordring at skulle skabe en figur som lægen Pascal, som næsten er født voksen,« siger Jensen, som trods sit glimrende dansk ikke har gjort andre indvendinger mod oversættelsen end at rette et for mildt skældsord til »spasser«.

Kulturforskel
»Jeg tror, danske børns verdener er mildere og blødere end Louis’. Mine drenge tager subwayen gennem London til en meget konkurrencepræget skole klokken 7.30 om morgenen og er ofte først hjemme hen ad aften. Deres liv er meget hårdere end den lange og beskyttede barndom, et dansk barn har – på godt og ondt.«
»Jeg finder det ærligt talt chokerende, at danske børn vokser så langsomt op og lærer at læse så sent. Det er om ikke et overgreb, så en disrespekt mod deres hjerner, at deres evner hæmmes. Og selv om Louis bestemt er et barn, der lider under at for-stå alt for meget, så er det jo ikke af omverdenen, men af de voksnes følelser. Og dem kan alle børn gennemskue.«

*Liz Jensens roman Louis Drax’ niende liv udkommer i morgen, hvor den bliver anmeldt i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her