Læsetid: 7 min.

Monstrøst, fascinerende, usund

Den altid kontrære litteraturprofessor, Harold Bloom fortæller, hvorfor H.C. Andersen fortjener sin kanonisering af helt uventede grunde
1. april 2005

Interview Kontrasten er næsten for morsom. Lars Seeberg har med H.C. Andersen-fondens vanlige sans for subtil strategi forklaret tildelingen af årets H.C. Andersen-pris til Yale-professoren Harold Bloom med, at Bloom – berømt for værket The Western Canon – i morgen modtager prisen, fordi han er »verdens absolut mest indflydelsesrige litteraturkritiker«. Bloom, derimod, har dårligt sat sig i sin stol, før han erklærer, at han er den litterære verdens paria: »En guerillasoldat, som i 38 år har kæmpe på den tabende side af kulturkrigen i det amerikanske akademi og den litterære verden som sådan. Og nu,« fnyser han på spørgsmålet om, om han som den klassiske kanons forsvarer vil give et råd til den aktuelle danske kanondebat, »er jeg vaklet såret og blødende fra så mange kanoniske slagmarker, og jeg har ledet så mange bagholdsangreb, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal sige. Men spørger du mig, om en kanon kan tilrettelægges politisk, er det vel, fordi du vil tvinge mig til at gentage, hvad jeg har sagt, til jeg blev blå i hovedet. Der er kun tre kriterier for kanonisk kvalitet, og det er kognitiv kraft, æstetisk pragt og visdom. Det er sandt, at der er folk overalt i verden, som vil hævde, at det æstetiske blot er en borgerlig mystifikation –– til det kan jeg ikke længere finde på noget nyt at sige. I danskere har to utrolige forfattere i Kierkegaard og Andersen, en interessant dramatiker i Holberg, en bemærkelsesværdig og overset romanforfatter i Bang –– en klog og empatisk fyr, som Thomas Mann beundrede –– og Blixen er bestemt en fascinerende historiefortæller.«
Paria eller ej; Harold Bloom er som litterat indsigtsfuld, original og inspirerende ud over det sædvanlige. Han har tilsyneladende læst alting; med en hast på tusind sider i timen og en tekstlig opmærksomhed der overgår de flestes, har han udgivet værk efter værk, der ikke kun har konsolideret en klassisk vestlig kanon, men også reddet de kanoniske værker fra deres kedsommelige hellighed ved i sine læsninger at brække dem åbne, fremelske deres originalitet og subversive kraft og formidle den med en glæde, der ikke kan andet end at smitte. Ingen har som Bloom formået at lægge sig ud med hele det litterære etablissement ved hjælp af syreætsende angreb på ubrugeligheden af det, han kalder the school of resentment –– modviljens skole: Den kulturkritik, der i feminismens, marxismens, postkolonialismens eller andre identiteters navn underkaster litteraturen andre sagers mål for at fremme sin agenda. Kulturkonservativ Bloom er kontroversiel. Men han er også en af vor tids fineste læsere. At han er gået i kødet på H.C. Andersen kunne derfor være en sjælden chance for at redde digteren fra den kvalmelignende overmæthed, som er indtrådt i dette festlige år, og samtidig for at høre et kvalificeret, kulturkonservativt forsvar for al denne kanonisering.
Problemet er bare, at Bloom er nærlæser, Bloom er kulturkonservativ –– men Bloom er først af alt kontrær. Professoren er 20 minutter forsinket, før vi når frem til suiten på D’'Angleterre, og han havde fået lyst til at tale om, hvordan det er at blive gammel. Om måske at være på sit sidste besøg i Europa, om at planlægge den bog om den amerikanske kulturs undergang, der skal skrives inden han dør. Alle disse ting taler han så om længe, langsomt, drømmende og uden at lade sig afbryde. Anekdoterne strømmer ud, om bruddet med vennen og kollegaen Jacques Derrida –– som fandt sted ved afdækningen af deres fælles, afdøde ven Paul de Mans nazifortid –– om doktorerede amerikanske præsidentvalg gennem tiderne, om macchiavellien Karl Roves indflydelse på dagens Amerika.

Sadomasochismen

Først da jeg spørger, om Bloom kan redde H.C. Andersen ud af den kanoniske blindhed for os, træder han med fynd og klem ind i samtalen. »Du ved, at han ville elske denne fejring. Hvis hans spøgelse kunne være med, ville han være så fornøjet. Han elskede at blive gjort stads af, at blive priset, at være berømt. Jeg prøver at skrælle kanoniseringen af ham i min forelæsning (Bloom optræder i dag på Syddansk Universitet, red.). Han er en monstrøst usund forfatter, fascinerende usund. Kan du forestille dig en mand og kvinde i fuld omfavnelse i Andersens værk – ikke engang i den psyko-seksuelle forstand eller på kvasi-erotisk vis, men blot som en fuldbyrdelse af en kærlighedsakt? Åbenlyst ikke. Og heller ikke en mand og en mand, eller en kvinde og en kvinde. Jeg tror ikke et øjeblik på den snak om hans homoerotiske forhold, ligeså lidt som jeg tror på den om Walt Whitman. Men der er tydelige sadomasochistiske spor i værket, specielt når han skriver om smukke unge kvinder, som lemlæster sig selv eller undergår de frygteligste skæbner. Andersen friede til kvinder tre gange i sit liv, inklusive det afsindige frieri til Jenny Lind. Han havde druknet sig, om nogen af dem havde sagt ja, tag ikke fejl af det. Faktisk er det måske et af de sande slægtskaber mellem ham og hans fjende Søren Kierkegaard – at det er utænkeligt, at Kierkegaard kunne have giftet sig med sin forlovede i stedet for at bruge den stakkels dame til at lave en symbolsk gestus i et af de store eksempler på det, man kunne kalde indirekte kommunikation. H.C. Andersen er sær, og jeg tvivler somme tider på, om han overhovedet var et menneske og ikke en trold.« Kierkegaards angreb Efter at have læst Kierkegaards første bog, hvori han angriber Andersens En spillemand, læste Bloom selv Andersens bog. »Kierkegaards angreb er forfærdeligt – et boglangt angreb, som om et krigsskib skød løs på og sænkede en kano, der allerede var læk. Jeg fik fat i en 1800-tals-oversættelse af En spillemand, og den er virkelig rædsom. Andersens romaner er frygtelige, skuespillene er frygtelige, dagbøgerne er løgn fra den ene ende til den anden, men eventyrene er anderledes. De er enestående. Ingen af de kilder eller forgængere, de normalt tilskrives, er reelle; der er kun overfladiske ligheder til Hoffman; der er måske en kompleks indflydelse fra Shakespeare at spore, og der er formodentlig et forhold mellem Sir Walter Scott og H.C. Andersens måde at fortælle på, men det er ikke dybt. Jeg tror virkelig ikke, Andersen ligger under for nogen indflydelsesangst.« Unikke Andersen Det var pokkers. Et af Blooms berømteste greb findes ellers i bogen The Anxiety of Influence, hvor han påviser at enhver original digter foretager en form for dybt afhængigt fadermord af de forgængere, der uundgåeligt skygger ind over hans værk, og kun i denne omskrivning og dette opgør formår han at skabe noget nyt. Denne storladent overbevisende teori vifter han nu af med en knips, når det gælder Andersen. »Hans historier er ikke symmetriske, ikke velformede, de er tvangsprægede, ofte styret af gentagelsestvang. De er altid på kanten til at tabe kontrollen, men som regel lykkes det ham at holde fast og holde dem sammen. Men jeg tror simpelthen ikke, H.C. Andersen har nogen angst. Han er så skør og så meget en original, at han ikke engang har nogen fornemmelse af at være overskygget af forgængere, af sin gæld til folklore og folkeeventyr. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor unik han er.« Bloom holder en lang pause, hvor det er tydeligt, at der ikke skal afbrydes. »Han er selvgenererende. Det er det mærkeligste ved ham. Og selv om jeg som regel ikke synes hans biografer når ret langt med at læse hans værk gennem hans liv, er det måske der, der findes et sammenfald. Noget af den energi, der får nogen til at komme ud af ingenting, marchere ind i København og med det samme henvende sig til hvem som helst, der er velhavende eller indflydelsesrig eller berømt nok – han kaster sig over dem, og det bliver han ved med resten af sit liv. Han opsøger skamløst berømtheder som Heinrich Heine, Dickens, Brahms, Schumann, det er endeløst. Men der er noget over det vovemod, denne frihed fra enhver social hæmning, der går igen i den frihed fra enhver æstetisk hæmning, der giver hans historier deres særlige liv. Jeg holder af litteratur, som nedbryder de æstetiske kategorier, og jeg kan kun som kritiker blive ved med at cirkle omkring ham. Det er for hans originalitet og hans gennemførte usundhed, at han fortjener sin kanonisering.« Bloom forsvinder ind bag de halvlukkede øjne igen. Hans næste bog skal handle om umuligheden af, at den historiske figur Joshua af Nazareth, den græske teologiske Kristus-gud og den hebræiske menneskegud Yahwe kan være én og samme figur. Kontroverserne vil starte forfra. Men først skal han til Odense og redde H.C. Andersen fra en fødselsdagsfest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu