Nyhed
Læsetid: 6 min.

Scherfig og den menneskelige komedie

Hundredårsdagen for fødslen af denne forfatter med hans fantastiske mimen af det borgerlige samfund, der har lært at elske ham på tværs igennem hans stærke troldbriller, vækker lysten til atter at lytte til Hans Scherfigs tørre, lumsk fortrolige stemme
Kultur
7. april 2005

SCHERFIG 100 ÅR
Da Hans Scherfig i 1973 – i en alder af 68 år – modtog Det Danske Akademis store pris, sagde han i sin takketale: »Jeg føler den taknemmelighed, som en mand må føle, når han modtager et redningsbælte, efter at han er kommet i land.« Han fortalte videre, hvordan han i sit livs mest produktive periode følte pressens og radioens kolde skulder. Det forsømte forår (1940) blev forbudt i radioen, romanen Idealister (1942) blev i det hele taget forbudt, ikke af tyskerne, men af det danske udenrigsministerium (den kom på svensk og først på dansk 1945), store aviser omtalte i årevis ikke hans bøger, Skorpionen (1953), skrevet over ’Edderkoppesagen’, blev kun omtalt i én avis ud over Land og Folk – den avis, han i øvrigt skænkede prisen videre til, som en drilagtig pointe til denne sene, åbenlyse anerkendelse.
Ikke at han var forurettet. For læsere, det havde han. Under middagen sagde han om professor Billeskov Jansens overrækkelsestale, en lang, indgående forelæsning: »Den var noget kort! Man får aldrig nok!«
Han syntes i øvrigt at befinde sig godt på Rungstedlund, selv om han vel var den eneste kommunist blandt en del modernister. Dem sværmede han ikke for, om end hans eget udgangspunkt var 1920’ernes kubistiske malere og digterne bl.a. i Købehavns Universitets frokoststue i Studiestræde, hvor folk som Johannes Wulff, Johannes Weltzer og den nære ven Jens August Schade også gjorde en slags studier. Selv var han desuden optaget af zoologi med ferskvandsfisk som speciale, efterhånden lige besat af den grumme natur og det tilsvarende grumme kapitalistiske samfundsliv. Som et modstykke malede han sine urskovsbilleder i en tilstand fra før syndefaldet, hvor dyrene levede i et sandt kommunistisk samfund, det gode fællesskab, der var digteren og malerens konstante drøm, ligesom han i essayet »Kunstneren og motivet« (1946) fortæller: »Jeg maler ikke efter model, og jeg har aldrig været i Afrika og har aldrig set en urskov eller en savanne, men berejste folk siger, at det ligner«. Selv rejste han i efterkrigstiden gang på gang i de Stalin-styrede regioner, ’morgenrødens lande’, Sovjet, hos kirgiserne, Rumænien, og fandt overalt, at de lignede hans drømme. Og venligt prist og modtaget, det blev han. At han kunne tro og til stadighed fastholde, at den virkeliggjorte kommunisme var realiseret i Sovjetuniopnen, var en fatal blindhed.

Modernisme
Om modernismen havde han ikke meget godt at sige. Han beskrev dens tradition i et andet essay, ligeledes optrykt i Naturens orden (1965), det er fra samme år, hvor digtere fortvivlet råber til os med ord, vi ikke forstår, siger han. Ord, befriet for enhver betydning og frembragt uden indbyrdes forbindelse, nedtegnet i tilfældig rækkefølge, i tilfældig uorden, modsat virkelighedens og naturens orden. Han fører traditionen tilbage til intet mindre end romantikkens dødsdrift. Hele denne absurde kunst fandt han i god overensstemmelse med kapitalismens ligeledes absurde livssyn.
Det var nu forbavsende, hvad han kunne få til at passe sammen i denne triste håndsrækning til rindalismen. En blindhed for den kritik, den således nødstedte modernisme netop udtrykte.
Kritik var ellers hans modbegreb, og det bundede i den klassiske rationalisme fra før romantikkens litteratur, 1700-tallets satiriske prosa – senere markeret i hans tegnede og genfortalte version af Holbergs Niels Klim (1961) – og i fortællerstemmen, der også hos ham fortroligt slynger sig om beretningens figurer og taler med i eget navn, helt bogstaveligt i den første roman, Den døde mand (1937). Jeg-fortælleren hedder Hans Scherfig, der netop færdes blandt bohemer i ’minefeltet’ i Københavns indre, nu om stunder kaldt ’dødsruten’, hvad der jo passer godt til den grinagtigt forskruede handling om et lig, som ikke er et lig, men fidusmaleren Hakon Brand. Den har præg af nøgleroman ligesom alle de følgende. Maleren med det grønmalede skæg kunne f.eks. ligne et portræt af den mangtkunnende surrealist Eugène de Sala, men er som de fleste portrætter i forfatterskabet flertydigt. Der er mange af dem, og der er desuden masser af lig i det dødsfikserede samfund, Hans Scherfig ville skildre. Romanen er en morsom pendant til Schades surrealistiske roman Kommodetyven fra samme år. En venskabelig antitese.

Samfundsbilledet
Hans Scherfigs egen omvendelse fra den borgerlige ideologi og selvtilfredshed, han var født ind i, skete i flere tempi: I mødet med gymna-sieskolens verdensfjerne sorthed, inkarneret i den Metropolitanskole, der fik sin bekomst i Det forsømte forår, og under et ophold i New York 1929-30, udmøntet tegninger af klassesamfundets slemme verden. Indlemmet blev han i DKP 1932 gennem vennen Carl Madsen, den berømmelige forsvarsadvokat, der siden leverede ham materiale til romanen Frydenholm (1962) – kvitteret i figuren Mads Rønn – om besættelsenstiden og de danske myndigheders beredvillige og generøse udlevering af kommunister til Gestapo. Selv slap Scherfig heldigt ud af fænglet for at blive opereret for sin fysiske øjenlidelse.
Det er et sjældent og satirisk sammenhængende samfundsbillede, han gav med sin romanserie, en menneskelig tragikomedie med genkommende figurer, alle mere eller mindre besat af fikse ideer og ulidelige bindinger lige fra Den døde mand til den sene-ste, Den fortabte abe (1964), også en slags kunstnerroman, igen med brod mod modernisme og kommercialisme. I førstnævnte møder vi allerede fru Drusse, der senere blev gjort verdensberømt gennem Lars von Triers brug af figuren i Riget. Hun er Hakon Brandts moderlige veninde. »Nu levede hun af at lave kogeopskrifter til damesiden i et ugeblad. Og hun sagde selv, at hun lagde noget højere ind i disse opskrifter. Det var idealistisk mad, hun udtænkte. Desuden skrev hun på en ny roman, som jeg ikke kan huske, hvad handlede om, men det var vist også noget med en moder og et hjerte.«
Her er det tidlige udkast til Scherfigs særlige stil og emneverden. Fru Drusse møder vi logisk nok igen i Idealister, hvor hun bor i Fiolstræde. Dér øser hun »af sin underbevidstheds kilder og sit rige erindringsstof fra tidligere inkarnationer, især fra Inka-tiden«. Hun hører til flokken af naive, velmenende idealister omkring bogtrykker Damaskus i denne vanvittige kehraus af dansende galninge og ækle spekulanter og hyklere, et koloristisk udbud af 1930’ernes livsanskuelsesdebat, med København og godset Frydenholm som centrer. Den peger frem mod tvillingromanen, netop det store gennembrud med Frydenholm, som også indbefatter figurer fra Det forsømte forår. Dér holdt klassekammeraterne møde ved 25-års jubilæet som samfundsstøtter og outsidere. Blandt de første er slemme skikkelser som pastor Nørregård Olsen og litteraturkritikeren Harald Horn – kendte folk i karikeret form. Også Theodor Amsted er fra skolen – hvis selverfaret grove karakter Scherfig hævdede, at han måtte mildne i romanen for at den dog kunne virke bare nogenlunde troværdig. Amsted var allerede hovedperson i Den forsvundne fuldmægtig (1938), hvor den forsagte embedsmand flygter ud af trivialitetens helvede, til en stakkels friheds tristesse på landet ved syltetøjsglassets indhold af ferskvandsfauna. Men find liget! Han tilstår et fingeret mord og havner i fængslets nye salighed af genetableret orden. Sådan er kapitalismen.
Hundredårsdagen for fødslen af denne forfatter med hans fantastiske mimen af det borgerlige samfund, der har lært at elske ham på tværs igennem hans stærke troldbriller, vækker lysten til atter at lytte til hans tørre, lumsk fortrolige stemme, der har en særegen klangfylde i dag, hvor den sociale solidaritet i dette land er en by i Rusland.
Han behøver intet redningsbælte.
Hans Scherfig er for længst kommet i land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her