Læsetid: 6 min.

Middelmådighedens nye regime i et land i koma

Tema: Sartre 100 år Eksistentialismen er der ikke noget tilbage af, eller den har sejret sig til døde som reklameslogan. Men mind...
18. juni 2005

Eksistentialismen er der ikke noget tilbage af, eller den har sejret sig til døde som reklameslogan. Men mindet om Sartre er lyslevende, for mediefilosoffen Pascal Bruckner

"Han var simpelthen stor, af den slags, der kun er én af i et århundrede". Til allersidst i vor samtale synes Pascal Bruckner at have lyst til helt uden tvivl og endnu engang at slå den franske filosof Jean-Paul Sartres storhed fast. Ikke uden en vis nostalgi i den nasale soveværelsesstemme, der kun sjældent hæver sig op i retoriske vendinger.

Pascal Bruckner, der er født i 1948 og således havde ble på, dengang Sartre slog eksistentialismen i sin særlige marxistiske version fast i efterkrigstidens Paris, er en af de franske mediefilosoffer.

"Mediafysiker" som en af hans modstandere ondskabsfuldt har kaldt ham, en rasmus-modsat, der med sine filosofiske essays og ugentlige skriverier i Le nouvel Observateur siden slutningen af 70'erne, har været på pletten med analyser af samtiden - og politisk stillingtagen af den slags, der stiller op til øretæver. Sidst med en uforbeholden anbefaling af en krig i Irak. Selvfølgelig ikke for at sikre USA olieleverancer, men for at slippe af med en diktator. "Man kan jo lære af Sartre. Ikke mindst af hans fejltagelser" tilføjer han tænksomt.

Men det begynder altså med et spørgsmål til forfatteren af blandt andet det lykkekritiserende essay Den evindelige eufori om, hvad der er blevet af eksistentialismen ved starten af dette årtusind?

"Den eksisterer ikke længere. I al fald ikke som andet end noget, der undervises i på universitetet. Måske er der noget, der er blevet tilbage, den fænomenologiske metode, den tanke, at filosofi sagtens kan beskæftige sig med bittesmå ting og ikke blot med store ideer. Og så er der også en anden idé, der trods alt er trængt afgørende igennem, nemlig, at eksistensen går forud for essensen. Man er ikke noget, før man handler."

Udover at være filosof er Pascal Bruckner, ganske som Sartre, forfatter. Hans roman Bitter måne er blevet filmatiseret af Roman Polanski, og beundringen for Sartre går især på litteraturen.

"Noget, der afgjort er blevet stående, er Sartres måde at filosofere med anekdoter. Han tager hele tiden udgangspunkt i det konkrete liv. Som cafétjeneren i Væren og intet, der lader som om, han er cafétjener, eller når en af hans romanpersoner, der sidder på en bænk i en park, pludselig bliver til et objekt for en, der går forbi, fordi 'den anden' tingsliggør én. Det er helt sikkert inspireret af Husserl og Heidegger, som han indfører i fransk filosofi, men det får sig sin helt særlige form hos Sartre."

At eksistensen går forud for essensen, er det der kaldes Sartres eksistenstænkning og den virkede revolutionerende i opgøret med Petainismen i Frankrig.

"Problemet er så bare, at alle subversive filosofier overtages af systemet, fordi systemet opsluger kritikken", forklarer Bruckner.

"Alle Sartres store revolutionære ideer er jo nu nærmest blevet til reklameslogans. Det er

ligesom med Nietzsche: 'Bliv, hvad du er' er vist blevet et slogan for Adidas, 'Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere', er vist gået hen og blevet et slogan for et whiskymærke, eller hvad ved jeg. Det hele udvandes og bruges kommercielt".

For Bruckner er eksistensfilosofien på nærmest pervers vis slået om i en performancekult. "Nu er det jo nærmest blevet et mindstekrav, at man skal være i gang med noget hele tiden. Handle. Selvfølgelig var det ikke det, Sartre hævdede". Det, som har forandret sig. er konteksten.

"Det er helt sikkert at Sartre var oppe mod noget andet. Han kritiserede kristendommen, han kritiserede bourgeoisiet, han kritiserede den fremherskende essenstænkning. Nu ser verden helt

anderledes ud, vi er alle blevet individualister. På den måde må man sige, at Sartres tanker har triumferet, vi skal alle sammen hele tiden skabe os selv og bedømmes af andre. Det er historiens ironi, at vi nu faktisk konstruerer os lige præcis i Sartres skematik, som den tager sig ud i Væren og intet.

Men det er ikke umuligt, tilføjer Bruckner, at Sartre godt kunne have forudset denne udvikling.

"Han var ganske klar over, hvordan et samfund assimilerer ideer. I Hvad er litteraturen forklarer Sartre, hvordan bourgeoisiet overtager revolutionære ideer og tager dem til sig".

Allerede som 14-årig læste Bruckner Sartre "uden at forstå halvdelen af det", i 1968 oplevede han ham på Sorbonne, og som alle andre fulgte han Sartres fremtræden i den franske offentlighed. Han er ikke i tvivl om, at der hos Sartre var et noget ganske særligt.

"Jeg beundrede ham utrolig meget. Han var nærmest en faderfigur. Man skal være klar over, at han for en hel generation af intellektuelle var et forbillede, langt mere end strukturalisterne, der kom efter ham, meget mere end Deleuze, Derrida og Foucault for eksempel, der jo ellers var umiddelbart nærmere os. Men de havde ikke en tiendedel af Sartres talent. Der var et særligt sartresk geni, som ikke fandtes hos de andre. Sartre var en totalintellektuel, han favnede alle felter, teatret, romanen, filosofien, dramaturgien. Jeg ved ikke, om han var den største filosof, men han var en slags majestæt i fransk filosofi, noget enestående, der gør, at han nu er en klassiker. Men på den anden side ville han også fremstå som en fuldkommen latterlig person nu til dags."

- Hvordan?

"Hans vilje til at ville være med alle steder, at dække hele feltet, det kan man ikke mere."

- Er hans aura ikke blevet berørt af hans fejlvurderinger med hensyn til kommunismen og maoismen?

"Jo, han var inkarnationen af alle de fejl en intellektuel kan begå, når de forsvarer alle mulige diktaturer, det være sig Cuba, Kina eller Sovjetunionen. Han var typisk for denne særlige franske måde at forsvare diktaturer i frihedens navn. Når man ser, hvad der sker i Frankrig nu, kan man jo ikke ligefrem sige, at man har lært noget af den side heller."

"Sartre indrømmede da i det mindste til sidst, at han havde taget fejl. Ligesom så mange andre intellektuelle i hans samtid, undtagen Aron og Camus i øvrigt, som han behandlede utrolig dårligt. Da han og Aron langt senere sammen blev modtaget i Elyséepalæet, udtalte Sartre: 'Vi har lavet en masse lort'. Men det var nu især ham, der havde lavet en masse lort, Aron havde holdt sin sti ren. Sartre tog flere risici, og derfor lavede han også større fejl. Den Sartre, man synes mindst om, er paradoksalt nok for engagementets filosof, den politiske Sartre."

- Hvad synes De så godt om?

"Hans første romaner, hans første filosofi, hans bog om Baudelaire. Og så er der jo Ordene, som han nægtede at modtage Nobelprisen for, den er jo fantastisk. Man kan finde argumenter mod Sartre, hos Sartre selv, hans frihedsfilosofi modsiger fuldkommen hans støtte til diktaturer. Han glemte bare selv at lytte til sine egne gode råd. Han blev indfanget af den herskende ideologi, i dette tilfælde marxismen."

- Det bundede vel også i hans had til bourgeoisiet?

"Ja, det er typisk for bourgeoisiets selvhad, at det altid giver sig udtryk i næsten blinde modstandsbevægelser. Det gør sig stadig gældende i Frankrig nu på den ekstreme venstrefløj, men også i antiglobaliseringsbevægelserne, som jeg ikke mener byder på et realistisk udformet alternativ. Det er stadig bourgeoisiets selvhad, men bare uden Sartres talent. Nu har vi kun middelmådighed. For Sartre var en kompleks tænker, mens det, der foregår nu, er alt forsimplet."

Pascal Bruckner er en af de intellektuelle, som det franske socialistparti, i et sidste krampagtigt forsøg for at få ja'et igennem , fik til at stå offentligt frem med sin holdning.

- Er der brug for en ny Sartre i Frankrig i dag?

"Jeg synes, at Frankrig i dag er et sygt land, det er et land i koma. Den franske arrogance kommer til at blive straffet med stor ensomhed og almindelig nedtur, jeg synes det er dybt bekymrende. Det er et land i i nedtur. Samtidig med at der er et nærmest retorisk overbud hos politikerne. Jeg tror sagtens, Europa kan klare sig uden Frankrig. Selvom det heller ikke går for godt i Europa i det hele taget. Men Frankrig og Tyskland er de to syge elementer i Europa. Jeg ved ikke, om der er brug for en ny Sartre. Men der er helt sikkert brug for en meget modig politiker, der tør sige noget til folk. Sandheden, måske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu