Nyhed
Læsetid: 7 min.

Den dag, majoren fik nok

Informations Charlotte Aagaard udsender i dag bogen 'I Nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren der fik nok'. Teksten her er et let forkortet uddrag af bogens kapitel om den dag, efterretningsofficeren Frank Grevil besluttede sig til lække de omstridte Irak-vurderinger til pressen
Kultur
9. september 2005

En formiddag i Elefantstok lukker han omhyggeligt døren til sit kontor, men låser ikke. Det vil bare virke mistænkeligt, når kollegerne godt ved, at han er på arbejde. Så slår han op i dagens udgave af Berlingske Tidende og finder kolofonen. Det føles akavet, da han løfter røret på sin tjenestetelefon og taster 33 75 75 75, hovednummeret til redaktionen i Pilestræde. Han er klar til at smække røret på, hvis en af kollegerne skulle banke på, men bortset fra det har han ikke nogen betænkeligheder ved at ringe fra sit arbejde. Han regner ikke med, at FE registrerer de tusindvis af telefonsamtaler, medarbejderne hver dag har med folk uden for Kastellet, men skulle det alligevel være tilfældet, har han tænkt sig at sige, at han har haft problemer med sit abonnement. Hvis FE af en eller anden grund finder ud af, at Grevil har talt med en journalist, regner han i øvrigt ikke med, at det betragtes som særlig alvorligt.

"Jeg ville jo bare give avisen et par gode råd," siger han. Inderst inde ved den 43-årige efterretningsofficer selvfølgelig udmærket, at han er i færd med at træde over den usynlige, men skarpt optrukne grænse mellem efterretningsverdenen og resten af det danske samfund. Alligevel gør han det. Det utænkelige. Frank Grevil bryder med alt, hvad han har lært i de 21 år, han har været i det danske forsvar, og med den tavshedspligt, han har fået indprentet, siden han startede i FE.

"Frank Grevil fik ganske enkelt nok," siger en af hans nærmeste kolleger bagefter. "Det er givet, at hans egne frustrationer over FE har spillet en rolle. Det er en naturlig del af at få nok. Men Grevil er først og fremmest en mand, som har sine principper og tror på dem. Han fik nok af FE, nok af ledelsens og politikernes hykleri," siger kollegaen.

Der er næppe tvivl om, at der er en god portion såret faglig stolthed i Grevil, da han sidder og venter med røret i hånden. Men der er også en understrøm af frustration over en arbejdsplads, der ikke har levet op til forventningerne. Og vrede over, at FE ikke synes at være i stand til at løfte sin opgave på grund af en dårlig ledelse. Offentligheden skal have at vide, hvilken Potemkin-kulisse FE er. For det har skuffet ham meget, at tjenesten er så inkompetent og dårlig ledet. "Hvis jeg havde fundet et andet job inden for det første år i FE, havde jeg nok aldrig løftet det rør. Så havde jeg bare slikket sårene og var gået videre med mit liv. Jeg ville nok havde underholdt mine kammerater i forsvaret med, hvordan det var at arbejde for FE. Ligesom så mange andre frustrerede FE-medarbejdere har gjort i tidens løb. Jeg har altid haft det svært med hykleri og folk, der sagde et og gjorde noget andet. Det var det, jeg oplevede i FE. Irak blev bare dråben, der fik bægeret til at flyde over," siger Frank Grevil i dag. "Det, der knækkede min loyalitet, var, at jeg oplevede at blive taget til indtægt for noget, der ikke var rigtigt. Vi var ikke idioter, der bare blindt troede på amerikanerne." Frank Grevil lægger også stor vægt på hensynet til oppositionen og offentligheden, når han i dag skal forklare, hvorfor han den 6. februar 2004 tog kontakt til Berlingske Tidende. "Det var kun rimeligt, at Folketinget og offentligheden fik kendskab til efterretningstjenestens manglende grundlag for at udtale sig om Irak," siger han.

På Berlingske Tidende stiller receptionen om til journalist Jesper Termansen.

"Goddag, mit navn er Frank Grevil. Jeg er ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste..." begynder han og fortæller, at han selv har været med til at skrive de Irak-vurderinger, FE sendte til regeringen før krigen og gerne vil give avisen et par råd om, hvilke dokumenter journalisterne skal lede efter, hvis de gerne vil vide, hvordan FE så på Irak. Termansen lover at give Frank Grevils nummer videre til den kollega, der i givet fald skal tage sig af sagen. Flere dage går uden nogen reaktion fra avisen, og Frank Grevil begynder så småt at regne med, at det var så det. Men pludselig ringer lokal 9678.

"Frank Grevil!"

"Goddag, det er Michael Bjerre fra Berlingske Tidende..." Det er bestemt ikke hver dag, at en kilde i Forsvarets Efterretningstjeneste byder sig til, så Bjerre er meget interesseret i at høre, hvad det er Frank Grevil vil. Og han bliver ikke mindre interesseret, da han hører, at FE ikke delte regeringens opfattelse af den irakiske trussel. Det er en rigtig god historie.

Frank Grevil understreger, at han ikke vil have sit navn i avisen, men gerne vil fortælle, hvordan FE så på Irak. De følgende dage ringer Michael Bjerre og hans kollega Jesper Larsen, der er blevet koblet på sagen, flere gange til Grevil, både mens han er på arbejde og derhjemme.

Uden for Kastellet fortsætter oppositionen sine forsøg på at få regeringen til at fortælle, hvordan FE så på Irak. Og den 9. februar 2004 løfter statsminister Anders Fogh Rasmussen endelig en flig af sløret. I et svar til Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Villy Søvndal, fortæller statsministeren, at det forud for krigen var "efterretningstjenestens vurdering, at Irak sandsynligvis rådede over biologiske og kemiske våben." Statsministerens svar vækker opsigt, for det er første gang regeringen siger noget som helst om, hvordan FE så på Irak. Som statsministeren refererer det, ser det ud som om, FE var enig med regeringen i, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.

Dagen efter nævner Information yderligere en række FE-rapporter vedrørende Irak, som regeringen nægter at udlevere.

Folketingets kontroludvalg vil nu forsøge at få adgang til rapporterne og desuden have statsministeren til at redegøre for, hvordan efterretningstjenesten kunne komme frem til, at Irak "sandsynligvis" havde masseødelæggelsesvåben, når nu det viser sig ikke at være tilfældet.

Frank Grevil har allerede talt med de to journalister om, hvor lidt FE - og dermed regeringen - i virkeligheden vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben. Dagen efter, at statsministeren har løftet en lille del af FE-sløret, taler Grevil igen med Michael Bjerre og Jesper Larsen. De vil meget gerne skrive både om FE's syn på Irak og om tjenestens afhængighed af USA og Storbritannien. Men de kan ikke skrive alene på baggrund af udtalelser fra en anonym medarbejder i FE, forklarer de. De er nødt til at se noget på skrift, der kan bekræfte Grevils oplysninger. Det forstår Frank Grevil godt. Sådan arbejder pressen. Journalisterne må naturligvis have sikkerhed for, at det, de skriver, er rigtigt. Og han vil egentlig gerne hjælpe, men at give en journalist gode råd er én sag, at udlevere hemmelige dokumenter er straks en helt anden. Han lover at tænke over sagen.

Da FE's ekspert i kemiske våben vågner onsdag den 11. februar 2004, har han truffet sin beslutning. Han vil forsøge at kopiere FE's Irak-vurderinger og give dem til avisen. "Når man har sagt A, må man også at sige B," forklarer han i dag.

Chancen byder sig hen på eftermiddagen. Frank Grevil logger sig ind på FE's interne net og giver sig til at lede efter trusselsvurderingerne. Det tager et helt kvarter at finde de relevante dokumenter, men så har han dem også. "Trusselsvurderinger for eventuel indsættelse af danske bidrag i relation til en mulig militær operation mod Irak" lyder en af de lidet mundrette titler.

Grevil læser trusselsvurderingerne grundigt igennem for at være helt sikker på, at der ikke er noget, der kan afsløre konkrete kilder eller operationer. Så åbner han et nyt tekstdokument på sit elektroniske skrivebord og kopierer omhyggeligt indholdet over i det nye dokument. Klassificeringen "HEMMELIGT KUN TIL NATIONALT BRUG", som råber til ham både øverst og nederst på alle sider, kommer ikke med, men indholdet er uændret. Da han er færdig med at kopiere, sender han dokumentet til print nede på første sal, hvor den nærmeste printer står. Han printer kun et enkelt eksemplar og skynder sig nedenunder. Der er heldigvis ingen andre ved printeren. Han står og tripper, mens printeren gør sig færdig, snupper papirbunken, tager trappen op på anden sal og lukker hurtigt kontordøren bag sig. Han går hen til computeren og sletter dokumentet og skynder sig at lægge printet i en stor kuvert. Hvis nogen skulle finde på at tjekke FE's computerlog, vil det nu se ud, som om Frank Grevil bare har åbnet og læst trusselsvurderingerne. Hvis det sker, vil han sige, at han har haft brug for at tjekke nogle formuleringer i forbindelse med sit arbejde. Men denne råkolde februardag regner han ikke med, at det nogensinde kommer så vidt. Ingen har set ham kopiere dokumenterne, ingen har set printet, og ingen har hørt ham tale i telefon med de to journalister. Grevil er tekniker. Han har ingen fornemmelse for, hvad overleveringen af kuverten vil føre med sig af overskrifter og politiske reaktioner. Han føler sig rimelig sikker på, at FE aldrig vil opdage noget. Men skulle det ske alligevel, så er der ikke noget at gøre ved det.

Oversætterjobbet hos SDL ser ud til at være i hus, så skaden er til at overse, tænker Frank Grevil, da han senere samme dag tramper ind til Berlingske Tidende for at aflevere papirerne til de to journalister. Det er Michael Bjerre, der tager imod kuverten med de værdifulde trusselsvurderinger. Aldrig før har en medarbejder fra Forsvarets Efterretningstjeneste udleveret hemmeligstemplede dokumenter til pressen; Michael Bjerre har fået en fuldmoden appelsin i sin turban, og han takker sin kilde. Grevil beder Bjerre om at lade være med at citere direkte fra trusselsvurderingerne.

"Det kan koste mig hovedet," siger han, før han går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her