Læsetid: 2 min.

Orkla vil sælge ud af Berlingske

Norske Orkla er klar til lukke eksterne partnere ind i Berlingske-koncernens ejerkreds
Kultur
12. november 2005

Berlingske-koncernens ejer, norske Orkla, er klar til at reducere sin ejerandel i Danmarks største aviskoncern, hvis der skulle vise sig en villig samarbejdspartner. Og Orkla taler allerede med mulige partnere, vurderer senioranalytiker Henrik Schultz fra Danske Equities.

Ifølge Berlingske Business i går åbner Orkla Media, der siden 2000 har ejet Det Berlingske Officin, nu op for at indgå strategiske alliancer med konkurrerende mediekoncerner i ejerskabet af Berlingske.

Orklas administrerende direktør, Bjørn M. Wiggen, afviser dog, at det skal opfattes, som om industrikoncernen har sat Berlingske Tidende til salg.

"Det er ikke tilfældet. Målet med den nye strategi er at udvikle Orkla Media til et moderne medieselskab," siger Bjørn M. Wiggen. Orkla har ikke taget stilling til, hvor meget man vil sælge ud af.

Senioranalytiker i Danske Equities, Henrik Schultz, der følger de nordiske medieselskaber tæt, vurderer, at Orklas udmelding kommer i erkendelse af, at der skal andre kræfter til at indfri de store forventninger til Berlingske.

"Det mest overraskende er vel, at det først sker nu. Men bedre sent end aldrig. Der mangler saft og kraft i Orkla Media til at få Berlingske til at køre," siger Schultz.

Salgsaftaler er indledt

Han er sikker på, at Orkla allerede er i gang med at tale med mulige købere af en del af Berlingske.

"Ellers går man ikke ud med sådan en melding. Selvfølgelig har Orkla indledt samtaler med nogle, når de kommer med en sådan melding som den i Berlingske i dag," siger Henrik Schultz. Han peger på flere nordiske mediekoncerner som oplagte partnere, f.eks. svenske Bonnier, norske Schibsted eller finske Alma Media. Ifølge Berlingske Business erklærer Bonnier sig interesseret i at gå ind i et del-ejerskab af Berlingske, mens Schibsted nøjes med at være overrasket - men ikke afvisende - over Orklas melding.

"En helt anden mulighed kunne være at lade hele Orkla Media børsnotere. Det kunne være en måde at få en ny partner i tale på et senere tidspunkt," siger Henrik Schultz.

Berlingske-koncernen består bl.a. af Berlingske Tidende, B.T., Urban, Weekendavisen, Århus Stiftstidende samt enten fuldt eller delvist ejerskab af en lang andre danske aviser. Da Orkla købte Berlingske for ca. 1,8 mia. kr. for fem år siden, var det med meldingen om, at koncernen skulle give et afkast på 15 procent af investeringen.

Det var en udbredt holdning, at Orkla havde betalt en meget høj pris for Berlingske. Og da annoncemarkedet efterfølgende styrtdykkede, gik det hårdt ud over bundlinjen hos Berlingske.

Det Berlingske Officins overskud var i fjor på ca 43 mio. kr. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her