Læsetid: 1 min.

Elton John indgår registreret partnerskab

Kultur
22. december 2005

Med den britiske popstjerne Elton John og hans mangeårige partner, David Furnish, i spidsen indgik hundreder af homoseksuelle par i England i går registreret partnerskab. Det skete samme dag, som en ny lov, der åbner op for homoseksuelles ret til at knytte formelle bånd, trådte i kraft.

Efter en kort borgerlig ceremoni dukkede det berømte par op i solskinnet, hvor de blev hilst med hyldestråb fra hundreder af venner, nysgerrige og verdenspressen, der i bogstaveligste forstand lammede gaderne i den royale by Windsor.

"Tak skal I have," sagde en strålende Elton John til menneskemængden, mens han stod med armen rundt om den canadiskfødte Furnish.

To unge kvinder hastede op til parret og gav dem en bryllupskage uden for Guildhall, hvor også den britiske tronarving kronprins Charles giftede sig med Camilla Parker Bowles tidligere på året.

Det sædvanligvis flamboyante par overraskede publikum ved at bære traditionelle sorte jakkesæt. Kun en håndfuld venner overværede selve ceremonien, hvor de to mænds forældre var vidner.

Senere skal Elton John og David Furnish være værter for et ødselt aftenparty med 700 gæster. Blandt gæsterne på Elton Johns gods er berømthederne Spice Girls Victoria Beckham og George Michael.

Blandt de mange, der lykønskede parret på dagen, var den britiske premierminister, Tony Blair:

"Jeg ønsker ham, David og alle de andre, der benytter sig af deres ret i forhold til den ny lov, alt godt."Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her