Læsetid: 2 min.

'Etnisk uheld' skaber nærvær og debat på teatret

Forestilling om og med de fremmede lokker stort publikum til Betty Nansen. Teatret ser det som bekræftelse på, at det giver mening at have integrationsafdeling
Kultur
27. december 2005

Oprindelig skulle det have været fem forestillinger. I første omgang blev det til yderligere fem og senest fire til, hvorefter mellem 5.- og 6.000 mennesker vil have set Etnisk uheld - vi beklager på Betty Nansen Teatrets lille scene, Edison, i København.

Forestillingen indgår i teatrets integrationsprojekt C: ntact, der blev lanceret i begyndelsen af 2005 med i alt 9,3 mio. kr. i offentlige og private tilskud, der sikrer projektet i en periode på tre år.

Desuden ligger det fast, at Etnisk uheld... skal vises på landsdelsscenen i Odense, og flere steder kommer måske til. Henrik Hartmann, direktør på Betty Nansen, ser interessen for stykket som en bekræftelse på, at teatret har set rigtigt, da det valgte at oprette en særlig afdeling for integration.

"Vi tager ikke entré for forestillingen, for de unge modtager ikke nogen betaling for deres medvirken. De får viden og selvværd i arbejdet med fagfolk, og vi kan konstatere, at det, de laver på scenen, går rent ind hos publikum. Et publikum, hvoraf mange tydeligt nok aldrig har været i teatret før," fortæller Henrik Hartmann.

Bruger deres eget liv

Etnisk uheld... præsenteres som et 'eksplosivt show' med rap, dans, spoken word og film. De godt 25 medvirkende, både danskere og nydanskere, bruger deres liv og deres egen historie som udgangspunkt for den skitseagtige forestilling.

"Det skaber en ganske fantastisk stemning, når andengenerationsindvandrere kommer ind og oplever, at der bliver talt til dem i et sprog, som er deres. Et utroligt nærvær, der fortæller mig, at teatret er mere levende end nogen sinde. Publikum oplever nogle mennesker af kød og blod, som de kan forholde sig til, og som langt bedre kan fortælle, hvad det her handler om, end når visse politikere udtaler sig om de fremmede i Danmark," mener Henrik Hartmann.

Værktøjer og selvværd

Det overordnede formål med C: ntact er at give en række unge nogle værktøjer og noget selvværd, som forhåbentlig kan vise sig nyttige for dem, når de skal videre i livet. De fleste af de unge er af udenlandsk herkomst, og størsteparten er i gang med et skole- eller uddannelsesforløb. Fælles for dem er, at de befinder sig i en situation, hvor de geografisk eller socialt har større risiko end gennemsnittet for at havne på samfundets skyggeside.

Projektet gennemføres i samarbejde med flere uddannelses- og kulturinstitutioner samt med DR og DR Skum. Det omfatter også film og radio.

"Meningen med det her er også, at det skal få debatten og dermed forståelsen for disse unge til at brede sig. Nogle gange er debatten begyndt i forlængelse af stykket, når de medvirkende er blevet på scenen og har taget en snak med publikum. Sådan kan teater også fungere," slutter Henrik Hartmann.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her