Læsetid: 1 min.

Holdet bag Operaen skal bygge musikhus i Reykjavik

Kultur
10. december 2005

Rambøll Danmark, Henning Larsens Tegnestue og den islandske kunstner Olafur Eliasson skal sammen bygge et nyt nationalt koncert- og kongrescenter i den islandske hovedstad Reykjavik, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

De tre partnere har vundet førstepræmien i en international konkurrence om byggeriet, der har et anlægsbudget på 1,2 milliarder kroner. Det nye projekt er en fortsættelse af samarbejdet fra opførelsen af Operaen på Dokøen i København, hvilket i sig selv er usædvanligt. Normalt går partnere i byggebranchen hver til sit, når et projekt er afsluttet.

"Vi har fået et fasttømret samarbejde fra Operaen, som vi har ønsket at fortsætte med. Det betyder helt sikkert noget for det nye projekt, at vi kender hinanden så godt. Jeg tror også, at det har været afgørende for, at vi fik opgaven," siger markedschef Kim Smedegaard Andersen fra Rambøll.

Opera-holdet vandt konkurrencen foran så prominente navne som den franske arkitekt Jean Nouvel, der står bag DR's nye koncertsal i Ørestad, og den engelske arkitekt Norman Foster, der i Danmark bl.a. har tegnet et nyt elefanthus til Københavns Zoo. Koncert- og kongrescentret skal være en del af et stort projekt med fem-stjernet hotel, bankhovedsæde, kunstakademi og meget mere på i alt 84.000 kvadratmeter.

Byggeriet skal efter planen stå klar i september 2009.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her