BØGER
- Amos Oz: En fortælling om kærlighed og mørke. Gyldendal
En litterær storbedrift af et barndomsepos. Ikke bare historien om forfatterens og den israelske nations barndom, men også om de store europæiske drømmes forlis. Giv den mand Nobelprisen! Lilian Munk Rösing
- Dorrit Willumsen: Den dag jeg blev Honey Hotwing. Gyldendal
Noveller så suveræne, så kloge, så barske, så ømme, så morsomme, så sprudlende, så vemodige, så klukkende, så smertelige, at man (hvis man skulle have mistet den) genvinder troen på både litteraturen og livet. Lilian Munk Rösing
- Simon Grotrian: Melatonin. Digte. Borgen
Benyt julen som anledning til at lade én, der kan lide lyrik, møde en kristen digter, som aldrig har været så klar som her. Hvor anbefaleren selv fatter sådan ca. en femtedel! Erik Skyum-Nielsen
- Pia Juul: Dengang med hunden. Noveller. Tiderne Skifter
Hendes humor og gæve kynisme kan nydes gennem eksempel oplæsning, gerne allerede juleaften, og ellers lige til påske. Oplagt gave til den, der ynder at spekulere over andres interessante indre. Erik Skyum-Nielsen
CD'er
- Anne Linnet: Her hos mig (Universal)
Efter en række år på rådvildhedens mark, satte den gode Linnet trumf på med sit bedste album i umindelige tiderPladen tæller nogle af de bedste sange fra mesterens hånd overhovedet. "Hun fletter sit hår" og "Himlens port" er fødte klassikere, der burde ende i Højskolesangbogen. Pladen bæres igennem af en umiskendelig folkemusikalsk tone og sangene ryger alle direkte i hjertekulen, hvor de bliver siddende. Ingen synger Anne som Linnet! Klaus Lynggaard
- Bikstok Røgsystem: Over stok og sten (Copenhagen Records)
Årets mest forfriskende, energiske og animerende udspil står den gale/geniale dancehall-trio Bikstok Røgsystem for med en debut, der emmer af overskud og en næsten overvældende iderigdom. Og så er den sjov som bare pokker. De herrer Blæs B, Eaggerman og Pharfar overfører ubesværet en ærkejamaicansk genre til danske forhold og spreder i processen lys og latter over det ganske land. Absolut totalt fucking i orden musiksmag, Fister! Klaus Lynggaard
- M.I.A.: Arular (XL/Playground)
Mere markant end nogen anden tonsatte M.I.A. med sit debutalbum, det senmoderne kulturelle patchwork, vi alle render rundt i. Maya Arulpragasam har srilankanske rødder og en kunstskoleuddannelse fra London, og bevæbnet med ghetto-dansetrin - hentet fra Rio over Jamaica og L.A. til London - affyrer hun en ætsende sexet, kækt hjemmesyet bastardmusik, som det har vist sig umuligt at forholde sig i ro til. Ralf Christensen
- The Chap: Ham (Lo Recordings/Dotshop Rocken virker genfødt i hænderne på denne Londonkvartet. Okay, så gør de så også heftig brug af både laptop og strygere, men alle kneb gælder også, når man skal undslippe mainstreams konsensus-øllebrød. Hvilket de gør med rockattack og twistet popnerve intakt. Så med lidt øvelse kan man både synge og ofte danse til The Chaps andet album - og ellers blot måbe over den fuldstændig flabede lethed og humoristiske ambition, som de genopfinder rockformatet med. Ralf Christensen
- Kurt Rosenwinkel: Deep Song (Verve)
En varm strøm af akustisk jazz udgår fra guitaristen Kurt Rosenwinkels helstøbte Deep Song, hvor han sammen med sine fremragende medmusikere dykker dybt i det melodiske materiale og skaber en række raffinerede og fængslende numre, der på én gang fremstår enkle og avancerede. Christian Munch-Hansen
- Dee Dee Bridgewater: J'ai Deux Amours (Universal)
Pariserstemning og folklore blander sig med jazz på diva Bridgewaters hyldestplade til Paris. De slidstærke franske populærmelodier fremføres ovenud delikat og levende af hende og den fremragende franske rytmegruppe plus akkordeon og guitar. Christian Munch-Hansen
- Django Bates: You Live And Learn- Apparently (Lost Marble)
Efter seks års pladepause er britiske Django Bates tilbage med en veloplagthed, kriblende idérigdom og kirurgisk præcision, der gør cd'en til noget ganske særligt som en velproduceret, popinspireret jazzplade med inciterende musik og overraskelser. Christian Munch-Hansen
- Gabriela Montero: Piano Recital. Chopin, Falla, Granados, Gianstera, Liszt, Rachmaninov. EMI
Classics Fordi det er på tide jeg kommer ud over skepsis for kvindelige pianister, og fordi det er et flot program fra Rachmaninov og Scriabin til de Falla, Granados og Ginastera til Lizt og Chopin. Og fordi man oven i får en cd med hendes klassiske improvisationer. Camilla Marie Dahlgreen
- Schupert: Arpeggione, Sonatina & Lieder for cello and piano. Anne Gastinel og Claire Désert. Naïve
Fordi det er på tide at jeg i det mindste arbejder med min skepsis over for franske, kvindelige pianister, og fordi Schuberts Arpeggione er ualmindelig smuk musik. Camilla Marie Dahlgreen
Film på DVD
- The Singing Detective Mordmysterier.
Musical-optrin. Spænding. Romantik. Dennis Potters banebrydende tv-serie The Singing Detective har det hele. Dvd'en udkom i 2004, og det var en fryd at tilbringe sidste jul i selskab med den hospitaliserede krimiforfatter, der forsøger at flygte fra sygehushverdagen og barndomstraumerne ind i fantasien. Flygt med, føl med og syng med! Eva Novrup
- Opera-film
Juledagene er perfekte til at stjæle sig tid til at se operafilm. De fleste klassiske filmversioner er ude på dvd, og desuden findes der et hav af dokumenterede forestillinger, som man trods det scenestatiske udtryk tit kan blive henført af. Så inden Kenneth Branagh går i lag med at filmatisere Mozarts Tryllefløjten kan man f.eks. lade op til 250-året for komponisten med Bergmans filmatisering fra 1975. Eva Novrup
-Bertolucci og Benny To gode 50-kr. tilbud:
Bertoluccis mastodont-epos 1900 og den danske tegnefilmsklassiker Bennys badekar, et levedygtigt charmebundt fra 1968-generationen. I 1900 afspejler 1900-tallets italienske historie sig i en voldsomt passioneret freske, der søger drømmen og poesien i sine visionære billeder af sociale og psykologiske modsætninger. Morten Piil
Eller giv et partoutkort til NatFilm Festivalen - med det kan man se alle de film, man orker under den ti dage lange festival. Læs mere på www.natfilm.dk