Jævnligt beklager vi os i Vesten over, at vi ikke har noget vi vil dø for. Jævnligt misunder vi hemmeligt muslimer, der har noget andet end friværdi og fedme at hidse sig op over. Vi er lidt bange for, at vi er ved at blive 'relativister'.
Disse beklagelser over 'middelmådigheden' og 'slapheden' i de vestlige samfund henviser gerne til Friedrich Nietzsches opgør med 'de sidste mennesker' eller Martin Heideggers kritik af 'det uegentlige'.
Den italienske filosof Gianni Vattimo har begået et storartet filosofisk forsvar for, at vi ikke vil dø for noget. Han ser svækkelsen af de stærke værdier og meningshorisonter som frigørelser, der gør demokratiske og dialogiske samfund mulige. Men det virkeligt storartede i Vattimos politiske tænkning er, at han genlæser Heidegger og Nietzsche som opgør med de stærke værdier. Kritikken af metafysikken bliver udlagt som en demokratiserende gestus.
Og til det med relativismen siger Vattimo med henvisning til Nietzsche: Kun vorherre kan være relativist. Vi mennesker er altid indlejret i meninger, som vi ikke kan vælge fra, som var det et dårligt parforhold. Vattimos læsestrategi kaldes 'den svage tænkning', fordi svækkelsen af de stærke betydningshorisonter fastholdes som udgangspunkt.
Han har skrevet den europæiske genkristnings hovedværk: Jeg tror, at jeg tror.
Nu udkommer en flot samling filosofiske og politiske essay af Vattimo på dansk i en grundig oversættelse og med et godt forord af Jens Viggo Nielsen. Vattimo udfolder i bogen sine refleksioner over det procedurale demokrati, over forholdet mellem hermeneutik og metafysik, over hvordan man funderer en etik uden stærke værdier og en global politik, som ikke overlader det hele til markedskræfterne:
"Venstrefløjen skal have mod til at identificere nye og ikke tidligere sete rettigheder: For eksempel retten til ro og fred."
Gianni Vattimo: Nihilisme og emancipation - Etik, politik og ret. Oversat af Jens Viggo Nielsen 298 kr., 276 sider. Aarhus Universitetsforlag ISBN 87-7288-764-8
