Læsetid: 2 min.

Solopgang

Solen er kun et stykke over horisonten, og trætoppenes grenværk lyser i en gylden vinterfortælling af den anden verden
20. december 2005

Stikord

af Torben Brostrøm

Der står to damer, en ældre og en yngre, ved gitterporten, kondiløbere, begge med bagudbøjet venstreben holdt tæt til kroppen. Som var de traner, der reklamerede for Gyldendal med det bekendte logo. Men det rigtige dyreliv viser sig straks indenfor i Frederiksberg Have, hvor en grå hejre står og skutter sig ved kanalen med et lille vågent øje denne tidlige morgen. Jeg er enegænger blandt diverse løbere på de rimede grusveje. Hårde er de af den lette frost, som får vandpytterne til at knase med glaslyd, når jeg efter barnlig vane har lyst til at træde netop i dem. Der er langt til sommerens bådfart på kanalerne, som er hvide de stille steder, hvor ændernes flotiller ikke har lavet sejlrender.

Solen er kun et stykke over horisonten, som jo ikke ses for bare træer og huse, men trætoppenes grenværk lyser i en gylden vinterfortælling af den anden verden, er jeg lige ved tænke, hvor der netop er grund til at betænke skønheden i denne privilegerede del af en vinterverden uden naturkatastrofer. "Se nu stiger solen af havets skød", skrev Jakob Knudsen, og i sang og i digt efter digt siden 'den kristelige dagvise', hvor den signede dag af havet til os opkomme, stiger solen i østen op, i verbal strid med naturens orden. Vi insisterer mod bedre vidende på at hævde dette elementære synsbedrag, skønt det er os og jorden, der bevæger sig, og solen, der stander stille.

Det varieres med stor poetisk opfindsomhed og synsevne, som når Jeppe Aakjær lader solen stige af jorden "imellem oksernes horn", som var det kreaturerne, der med sindig, jysk ro hjalp solen til vejrs. En smilende byrde. Her har rationaliteten svært ved at slå igennem. Kun få kan digte på naturvidenskabens betingelser, men blandt dem Thøger Larsen, der tilbragte tid ved stjernekikkerten og indfangede både badende kvindelige mirakler og andre kosmiske realiteter. Han véd besked i "Solsangen" i den hundredårige digtsamling Jord, som indleder:

Nu hælder Europa mod Sol igen,

og Syden blæser paa Norden.

Fugletræk over Landene gaa.

Mulden lugter saa mæt og raa,

det kribler i Ryggen af Jorden.

Det er lige tidligt nok her i Frederiksberg Have, men hældningen er god nok. Morgenen er allerede en anelse lysere end forleden dag.

Tranedamerne ved gitteret er løbet deres vej, men ved udgangen spærres min passage af en andeflok, der i strakt trav med fremadstrakte halse styrer mod en ældre dame, der har husket på vinterkræet og nu rasler med sin plasticpose fuld af brød. Solen er nu steget op for alvor på Andebakkestien. Det kribler i ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu