El-bassisten Niels Ryde, der netop er blevet kåret som årets fynske jazzmusiker, inviterede i 2004 den østrigske guitarist Wolfgang Muth- spiel på turné sammen med trommeslageren Anders Mogensen og saxofonisten Jesper Løvdal. At der var god kemi musikerne imellem, kan man forvisse sig om på den cd, der nu foreligger fra deres møde.
I Rydes velovervejede og modne basspil mærkes inspiration fra Steve Swallow. Muthspiels eminente guitarspil får naturligvis rigeligt med plads. Han kunne dog godt have fået mere modspil fra Løvdal, som jeg personligt havde forventet mere bid fra. Alle bidrager med overvejende melodisk-lyrisk materiale, der fortolkes smukt og levende. Lidt mere chancespil og slag i bolledejen havde dog ikke skadet.
Niels Ryde Group: Everything I Love (Music Mecca)