Læsetid: 6 min.

Gennem nåleøjet

13. marts 2006

Tirsdag den 23. november 1971 kl. 19.30 var Munkekælderen under Københavns Universitets konsistoriebygning i Nørregade stedet for opførelsen af Nåleøjet, 'et rituelt og politisk drama i 2 akter om eksamenssystemet'.

Det var iscenesat af Fag-rådet for dansk i samarbejde med De danskstuderendes Forening. Jeg har fundet det gamle program frem, hvor det polemisk forklares, at eksamenssituationen faktisk er et skuespil, der opføres to gange om året med de samme faste roller. Øverst i hierarkiet den alvidende censor og store dommer, nederst studenten, der skal måles og vejes. Her var vi så indbudt uden for sæsonen til et debatterende rollespil under medvirken af lærere og studerende blandt tilskuerne.

Eksamenssystemet var da blevet et oplagt sted at sætte angrebet ind. Karakterskalaen var en sorteringsmekanisme fra gammel tid, udtryk for det bestående samfunds tvivsomme værdier. Netop samme år var 13-skalaen, som længe havde været brugt i folkeskolen og gymnasiet, indført ved de videregående uddannelser. Det gjorde det jo ikke bedre.

Der var stuvende fuldt og drønende varmt under hvælvingerne, der blev dekoreret af tobaksrøgens guirlander. Seancen var stort set præget af en anderledes munterhed end senere i slotssalen, selv om tanken om munkemarxismen, som Ole Hyltoft senere lancerede som betegnelse for den stivsindede venstrebevægelse, er nærliggende.

Formelt stod jeg øverst på rollelisten som censor, fulgt af Iver Kjær som fakultetsrepræsentant og eksamensadministratoren Poul Levin. Rollen som eksaminator udførtes af Thomas Bredsdorff, der havde let ved at manøvrere mellem skærene, og endelig optrådte Henning Salling Olesen som eksaminand. Det skal jeg love for. Han førte med veltalenhed det store ord mod alle systemets regler og kunne som ingenting sætte os til vægs. Jeg prøvede ellers at fremhæve realismen i eksamenssituationen, der jo ligner virkeligheden på en prik i enhver karriere, inklusive ansættelsessamtale. Iver Kjær, der vel allerede dengang kendte til alle de gamle danske ordsprog, som han senere blev medudgiver af, sagde noget fyndigt på sin venlige måde, mens den elskelige filolog Poul Levin, der underviste i semantik, tydeligvis repræsenterede den ideale humanistiske lærdomstradition og opfattede alle som sine medstuderende. Det blev trods det demokratiske synspunkt øjeblikkelig betegnet som en nærmest feudal indstilling af den veltrænede Salling Olesen, der generelt karakteriserede os som renlivede ideologimagere, idet vi bevidstsløst reproducerede falsk bevidsthed.

Nåleøjet blev et ufuldendt drama i komediestil. Adskillige kameler gik ganske uhindret igennem og blev i øvrigt grundigt vandede i aftenens løb, mens det mest var os, der fik på puklen. Det var netop blevet mode at drikke rød Tuborg, dels måske for etiketfarvens skyld, dels på grund af den sandt folkelige nostalgi, som bryggeriet lancerede i campede reklamebilleder. Jeg havde allerede smagen i munden. Med Thomas Bredsdorff som vejleder havde Salling netop skrevet et litterært speciale, jeg havde været censor på. Det var ubestridelig dygtigt, og vi måtte af med højeste karakter. Det havde han ikke noget imod.

Bredsdorff havde da ment, at jeg skulle møde det skrivende fænomen personligt, og det skete over rød Tuborg på Gråbrødre Torv i værtshuset Bøf og Ost, hvor vi sad ved vinduet og stirrede ud på Søren Georg Jensens nyopstillede vandkunst i brun granit. Dér stod den og rislede uanfægtet af beboernes raseri og den almindelige folkestemning, som jo er imod den slags fornyelser. Siden er der løbet meget vand i kummen, den er blevet ét med stedets ånd i stor skønhed, mens den da sejrende marxisme er blevet ikke så lidt anløben.

Salling slap ikke så let af med mig som dommer. Han blev ekspert i voksenpædagogik, hvad der ikke er så underligt. Jeg kom i bedømmelsesudvalg, da han søgte et professorat i emnet på Danmarks Lærerhøjskole. Jeg indstillede ham, men kom i mindretal. Han fandt siden sit sted på RUC.

Andre eksamener

De første år var jeg censor ved alle fire daværende universiteter, i København, på RUC, i Odense og Århus. Det sidste sted blev det ret kortvarigt, hvad mundtlige eksamener angik. De blev på Nordisk Institut hurtigt selvforsynende og relativt uforstyrrede i deres stædigt udviklede samfundssyn og systemkritik. Megen litteratur var der heller ikke tilbage og slet ikke modernisme. Deres holdning var tydeligvis, at jeg for mit vedkommende ikke problematiserede modernismen, men var en del af problemet - og af 'systemet', som jo var et stærkt negativt ladet ord. Det implicerede, at det var upassende at skrive disputats eller blive professor. Dette blev dog snart for stor en fristelse og magtafkaldet uaktuelt, da man selv tilegnede sig magten.

Under Johan Fjord Jensens tilsyn havde en gruppe studerende undersøgt Søndags BT, rapport om en succes, udgivet i bogform (1973). Desuden var de blandt meget andet også varme på reklamer og triviallitteratur, som blev gransket med stor alvor og sociologisk begrebsapparat. En havde arbejdet med pornografi og udleverede ved eksamensbordet en opsigtsvækkende dokumentation af tekster og billeder til tilhørerne. Det var ret underholdende, og studenten fik en pæn vurdering af sin rent saglige flid. Danskfaget blev iagttaget med nogen bekymring fra andre fags side på grund af det generelt høje karakterniveau. Der er heller ingen tvivl om, at studieiveren var stor. Friheden i emnevalg var meget stimulerende. Begæret blussede.

Der var tit ikke så få tilhørere ved de mundtlige prøver i nye emner, bl.a. studerende kontrollanter og nysgerrige kolleger. Jeg ser endnu for mig professor Gustav Albecks ansigtsudtryk, da vi gravede i studentens alarmerende observationer om pornografiens kvindeforagt og imperialistiske lystopfyldelse. Jeg kendte Albeck fra samarbejdet om Politikens Dansk Litteraturhistorie, hvor han tog sig af de ældste tider og ellers havde styr på Guldalderen og Grundtvig. Dér sad han nu himmelfalden midt i de meget levendes land og troede hverken øjne eller øren. Doktorringen om hans pegefinger glødede med sit gyldne billede af Minerva, som var hun parat til at gå til kamp med hjælm og lanse mod de formasteliges frimodige vulgaritet.

Jeg gjorde pædagogiske iagttagelser i de mange forskellige læreres eksaminationsteknik. Den var tit ikke meget bevendt, da man aldrig havde gjort noget ud af de lærde forskeres undervisningsmetoder eller oplagte mangel på samme. Det kunne være pinligt at høre på de primitive udfyldningsspørgsmål, og selv de unge lærere, der underviste i kommunikation og interviewteknik, havde ikke nødvendigvis let ved at bruge teori i praksis. Mange undervisningsassistenter ledede kurser alene i deres eget speciale og havde fordelen af at være tæt på deres studerende, alt det, min egen årgang havde savnet. Til gengæld var der megen gensidig selvbekræftelse at høre på i de vaktes snævre horisontudvidelser, megen indforståelse uden større modspil.

Jeg havde et rart, gensidig skeptisk-venligt forhold til Sven Møller Kristensen, der ved Københavns Universitet fik en en velfortjent reaktualisering som litteratursociolog. Hans gamle værk om Digteren og samfundet blev nylæst som en forløber for kritikken af den traditionelle litteraturhistorie. Vi spiste censorfrokoster i latinerkvarteret, i Schønnemanns Kælder eller Universitetscafeen, der lå i forlængelse af Metro-annekset, som det gamle, berømte gymnasium nu kaldtes. Der var bøger på væggene som en slags dekoration, senere udskiftet med chiantiflasker i loftet. Derefter vandrede vi styrkede tilbage til det grønne bord. Ved Jorcks Passage stod en lille ihærdig, gul maskine og dirrede med sine sorte ledninger hen ad fortovet, knyttet til et eller andet vejarbejde. Mølleren pegede en passant på den med en diskret, ironisk gestus, som var den en legemliggørelse af det, vi havde talt om med mad i munden, det særlige selvsving af nymarxisme, som han havde hjulpet på vej, men var en anelse benovet over.

Jeg havde billedet af den lille, gule maskine med mig, hver gang jeg nu bivånede hans stilfærdigt kontante eksamination af sine elever. Men lige siden, når vi på sommerdage mødtes f.eks. ved supermarkedet i Rørvig, hørte jeg den vedholdende dynamo i hans tørre stemme, der gemte så megen jazz, dans, fornuft og sanseglæde fra et langt synkoperet liv under alpehuen.

'Rad og række' udkommer på fredag på forlaget Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu