Læsetid: 1 min.

Politiet fastholder hjemmesidelukning

Kultur
4. marts 2006

Københavns Politi fastholder beslutningen om at tvinge dagbladet Arbejderens internetudbyder til at fjerne en appel om støtte til terrororganisationer fra avisens hjemmeside.

Jurister mener ellers, at politiet gik galt i byen, da myndighederne i sidste uge stillede en internetudbyder en straffesag i udsigt, hvis firmaet ikke greb ind mod indholdet på bladets hjemmeside. Ifølge juristerne er Arbejderens hjemmeside nemlig omfattet af medieansvarsloven, som gør, at internetudbyderen ikke kan gøres ansvarlig for indholdet af hjemmesiden.

"Vi fastholder beslutningen. Jeg har ikke set nogen argumenter, som kunne betyde noget andet," siger politiadvokat Michael Jørgensen.

Både medieretsekspert Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, og chefjurist Holger Rosendal fra Danske Dagblades Forening siger fredag til Politiken, at medieansvarsloven betyder, at internetudbyderen er lige så lidt ansvarlig for indholdet af hjemmesiden, som trykkeriet og bladkiosken kan drages til ansvar for indholdet i de aviser, de trykker og sælger.

"Politiet forsøger at skyde genvej ved at bede internetudbyderen fjerne appellen fra hjemmesiden. Det kan ikke være meningen, at man på den måde skal kunne tilsidesætte det særlige ansvarssystem, der gælder for medierne," siger Holger Rosendal.

I appellen opfordres til indsamling af midler, der kan sendes til den colombianske guerillabevægelse FARC og den palæstinensiske organisation PFLP, som begge står på EU's og FN's terrorlister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her