Yderligere prisliberalisering af bogmarkedet, men dog stadig med en begrænset mulighed for faste bogpriser. Det er repræsentanter for Kulturministeriet, Konkurrencestyrelsen, Forlæggerforeningen, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere blevet enige om i Udvalget for fremtidens bogmarked.
Aftalen betyder, at forlagene højst må have faste priser på 10 procent af forlagets årlige nye udgivelser og reducerer den maksimale periode med fast pris. Forlæggerforeningen, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere havde helst set, at den nuværende ordning, som giver forlagene en bred og længerevarende mulighed for at vælge en fast pris, fortsatte, men ser alligevel aftalen som en afgørende bedre løsning end en fuldstændig prisliberalisering. En sådan ville medføre lavere priser på bestsellere, men stigninger på de øvrige bogpriser.
Bestsellerne ville blive benytet som slagvare hos blandt andet supermarkeder, som ikke har interesse i stort andet end bestsellerne.