Til dem fra '68
Kjeld og Dirch. Kaffe og Cognac. Hykleri og den akademiske venstrefløj. Tre uadskillelige makkerpar, tre folkekære alliancer, som for længst er blevet en del af vor fælles referenceramme. Men sådan har det ikke altid været. Eksempelvis er den i dag så selvfølgelige kobling mellem hykleri og venstrefløj et forholdsvis nyt begreb. Mange gik rundt med en fornemmelse af, at de to størrelser var et godt match, men først i 80'erne blev der for alvor sat ord på. Forfatteren Henrik Nordbrandt gjorde det eksempelvis. I Nissen flytter med (1988) fortæller han om dengang i slut-60'erne, da han tilfældigt havnede til møde hos Politisk Revy:
"Til stede ved den pågældende lejlighed var 20-30 af landets førende intellektuelle på venstrefløjen. Jeg husker ikke nøjagtigt med hvilke ord, mødets emne var formuleret, men det var noget i retning af 'Bevidstgørelse af arbejderklassen'.
Jeg så mig med undren om i forsamlingen. Ikke en eneste arbejder! Efter at have spekuleret over dette i en halv times tid, samtidig med, at jeg lyttede til de forskellige indlæg om, hvordan man skulle få banket ind i knolden på arbejderne, osv. - tog jeg mod til mig, og bad om at få ordet.
- Undskyld, sagde jeg. - Men jeg ser ikke en eneste arbejder her. Er det ikke lidt mærkeligt? Jeg mener, i betragtning af, at det er arbejdernes problemer, vi drøfter.
Joachim Israel fór op, ja netop, som en trold af en æske, og sagde arrigt:
- Arbejdere! Tale med arbejdere! Har du nogensinde talt med en arbejder?
Det havde jeg da, forsøgte jeg at forklare. Men Joachim Israel gik bare sin vej."
Også Carsten Jensen havde tidligt blik for alliancen og dens mange facetter. I 1983 skrev han dette i Information:
"Mallorca var det eneste sted, hvor 70'ernes proletariserede studenter aldrig kom. I Carlsbergs tappehaller og på Vesterbros kaffebarer demonstrerede de deres solidaritet og følsomme indlevelsesevne - men om bord på en Sterling Airways Skybus på vej til Mallorca? Aldrig! For på Mallorca begår den danske arbejderklasse et uigenkaldeligt og utilgiveligt forrædderi. Den har det sjovt og forråder dermed ikke blot sig selv, men først og fremmest vores forestillinger om den. Den danske arbejderklasse opfører sig kort sagt proletarisk, og det er det eneste, revolutionens fortrop ikke kan tilgive."
Det socialistiske Tidsskrift Hug udkom for første gang i 1974 og anlagde straks en sikker kurs med artikler som: Halvdelen af sendetiden til arbejderklassen eller Portræt af en arbejdsmand. Redaktionen bestod af durkdrevne folk som Jette Lundbo Levy, Toni Liversage, Erik Thygesen, Niels Brunse og Morten Thing (bonusinfo: Han havde telefonnummer SU 4876). Men hvem var bladets lay-outer?
A.Det var Kjeld Koplev
B.Det var Per Kirkeby
C.Det var Peter Wivel
Allerede i 60'erne begyndte Nynne Koch at forske i kvinders historie og særligt litteraturen forbundet dermed. Og hendes anstrengelser og ihærdige arbejde blev sidenhen til Kvinfo, en selvejende institution under Kulturministeriet. Institutionen er i dag et vidt forgrenet aktivitetscenter, som blandt andet driver det fremragende website: kvinfo.dk. På denne informationstunge og gennemarbejdede hjemmeside finder man et hav af dokumenter fra og om kvinder gennem tiden, man kan frit og kvit benytte et gigantisk kvindebiografisk leksikon (oprindelig udgivet af Rosinante i 2000-2001), og man finder oplysninger om mentor-ordningen; et glimrende og uhyre konkret initiativ, hvis formål det er at matche danske kvinder med flygtninge og indvandrere, for derigennem at åbne døre til det danske arbejdsmarked. Man finder også et ekspertpanel sammensat af fremtrædende danske kvinder, som man kan spørge til råds om alt muligt. Men hvor bor disse eksperter? Hvorledes er for eksempel fordelingen mellem to helt tilfældigt valgte postnumre som 2650 Hvidovre og 2900 Hellerup, hvis disse holdes op mod hinanden?
A.41 pct. af eksperterne er fra Hvidovre, 59 pct. fra Hellerup
B.31 pct. fra Hvidovre, 69 pct. fra Hellerup
C.12 pct. fra Hvidovre, 88 pct. fra Hellerup
Til dem fra 80erne
Jazzhus Montmartre, og særligt dettes natdiskotek, blev et populært samlingssted for unge kystbane- og/eller Bernadotteskole-relaterede i 80erne. Man overværede ikke jazzkoncerterne, men troppede op bagefter for at danse på ånden fra disse. Selv om aftenens koncert for længst var ovre, kunne man stadig fornemme musikernes koncentration i rummet, mærke det entusiastiske publikum, de gode historier, tonernes frie bevægelser; jazzens ånd hang i lokalet og besjælede diskodansen.
I 1992 overtog Anne Linnet og hendes fætter Anders det hæderkronede jazzhus og fik dermed også det vanskelige hverv at videreføre ånden. Ved åbningsreceptionen den 4. december holdt Anne Linnet tale. Hvorledes, og i hvilken ånd, valgte hun at præsentere sin kompagnon Anders fra scenen?
A.
Hun fortalte en lille anekdote om, at hun og Anders engang havde været på ferie i Paris, og at det ved den lejlighed var lykkedes ham at gå ind i en tøjbutik og prutte prisen på et par bukser ned til halv pris.
B.
Hun fortalte, at Anders som ung gymnasiast var kommet så meget inde på det gamle Montmartre i Store Regnegade, at salig Ben Webster havde tilbudt at hjælpe ham med lektierne i engelsk.
C.
Hun fortalte, at Anders som ung var en ihærdig altsaxofonist med en meget markant tone, og at han engang havde spillet så længe og så højt på sit værelse, at hans hamster var afgået ved døden.
Mandemagasinet Euroman kom på gaden første gang i 1992 og fremstod ved første øjekast som en videreførelse af 80ernes yuppie-æra. Det at lave et blad for mænd, som ikke var porno, var helt nyt i Danmark og afkastede stor opmærksomhed, og i kølvandet på denne fandt nogle ud af, at bladet ikke blot indeholdt billeder af dyre ure og avancerede slipseknuder, men også tilstræbte en højt niveau, hvad indholdet angik. Blandt skribenterne var Bo Green Jensen, senere forlagsdirektør Jakob Kvist og spinatfugl/skribent nr. 1 Egon Balsby, og chefredaktørerne var blandt andre Søren Frank, nu madanmelder for Berlingske, og spindoktor m.m. Michael Kristiansen. Bladet etablerede sig hurtigt i det danske mediebillede og er i dag en del af Egmontkoncernen (grundlæggere var ildsjælene Peter og Morten Linck). I 1996 fik Euroman Gallup til at kortlægge bladets læsere, og stor var overraskelsen, da det viste sig, at kernelæseren var en jysk handelsskolestuderende på 19 år. Men hvor mange procent af bladets læsere viste sig at være kvinder?
A.
11 procent
B.
24 procent
C.
36 procent
Svar/68CC/80AC
