Læsetid: 5 min.

Quiz’en

13. maj 2006

Til dem fra ’68

En af de mest bidske og skånselsløse karikaturer af den arketypiske 68’er blev skabt i 1980. Ud fra det dramaturgiske mantra: Write something you know and care about, satte de tre kreatører Finn Bentzen, Thomas Winding og Katrine Hauch-Fausbøll sig for at evaluere deres egen generation og gøre status over dens karakteristika, og tidspunktet kunne ikke have været mere velvalgt. 68’erne befandt sig i 1980 midt i et voldsomt dilemma og på tærsklen til en ny æra. De var blevet voksne sidst i 60’erne, og det i et land med boliger til alle, masser af højtlønnede venstrehåndsjob, fri adgang til uddannelse, skattefrit år (1969) og en overkommelig fjende at samles imod (stivstikkerne, deres forældre). Efter en perlerække af lette sejre og succesoplevelser valgte de gennem 70’erne at søge større udfordringer og stræbe efter det ultimative mål; at revolutionere det bestående samfund og gøre det fuldt og helt til deres. Sideløbende med dette ambitiøse projekt søsatte de karrierer i borgerlige erhverv; dels for at ’infilterere det eksisterende magtapparat’, dels for at opretholde en vis levestandard under den opslidende kamp. Men i denne fase oprandt det første, store nederlag: Revolutionen viste sig sværere at gennemføre end planlagt. Til gengæld gik sideprojektet, deres karriere, over al forventning, og 68’erne fandt pludselig sig selv siddende på ledende poster inden for særligt uddannelse og kulturliv. Dermed var de umærkeligt og med tiden blevet synonym med den magt, de i sin tid selv havde sat sig for at bekæmpe, og da de naturligt nok ikke havde lyst til at gå løs på sig selv med hakker og spader, valgte de i stedet at camouflere denne magt ved at beholde fløjlsbukserne på og agere ’uden for indflydelse’. Revolutionen blev afblæst i al stilfærdighed, og et liv i fortrængning og selvmodsigelse kunne begynde. Det var nøjagtig denne åbenlyse indre konflikt, dette klassiske dramatiske spænd, Bentzen, Winding og Hauch-Fausbøll satte sig for at fiktionalisere i 1980. Resultatet blev en figur baseret på 68’erens krakelerede selvbillede; en karakter, som umiddelbart fremstod blød og indtagende, men ved nærmere bekendtskab viste sig at være endeløst selvoptaget, løgnagtig, minutiøst beregnende og skarpt fokuseret på egen vinding. Bamse vakte genkendelse fra første udsendelse, og seriens let gennemskuelige metaforer ramte plet. Skorstenen er en skjult henvisning til 68’ernes negligering af det socialistiske udgangspunkt, og Kylling, som til stadighed holdes nede af Bamse, symboliserer 80’er-generationen og dens manglende verbale styrke og gennemslagskraft.
Også seriens bipersoner er valgt med akkuratesse. Således er 68-generationens virkelighedsflugt og drukproblemer præcist udtrykt i den oversprings-glade og behagesyge karakter Aske (Flaske!)
Skuespilleren Aske Bentzon var før denne satiriske tv-serie kendt som ophavsmand til en af hovedværkerne i moderne, dansk musik. Hvad hedder Aske Bentzons fantastiske soloplade fra 1979?
A.
Volleyball
B.
Badminton
C.
Quiet moments in minor

Ikke alle kunstnere var som Bentzen, Winding og Hauch-Fausbøll deres ansvar bevidst. Nogle forsøgte enndda at flygte fra det. Et af de grelleste eksempler på dette finder man i sangen Vi voksne kan også være bange fra 1978. Ophavsmanden var en tidligere psykologstuderende og nogle af ordene lød således:

Jeg er bange for de store brag
man nogengange får at høre.
Jeg er bange for at der skal blive krig
når jeg hører tanksene køre.

Vi voksne kan også være bange
og synge lange, lange bange sange.
Der er så meget man skal passe på
Jeg har jo dig, jeg skal passe på.

Jeg er bange for de dårlige film
Og for det, der står i dumme bøger.
Jeg er bange for, at du skal møde løgne
Og for at du tror på løgnen, som du hører.

Sangen indeholder både en grænseløst umoden fralægger og en tidstypisk skepsis over for de unges egne medier (dårlige film, dumme bøger), men hvem skrev og sang denne skamplet?
A.
Bjarne Jes Hansen
B.
Erik Grip
C.
Povl Kjøller

Til dem fra 80'erne

"Saturday Night Fever er ren kalkulation, et fermt og overfladeflot sammenkog af reklameklichéer og pop-skabeloner," skrev Morten Piil i sin anmeldelse af filmen fra 1978, og dermed fulgte han artigt trop og tilsluttede sig 68'ernes forudsigelige skepsis overfor tidens store, og, uha uha, amerikansk funderede, ungdomsbølge: Disco. Denne pyntesyge og kommercielt dygtige musik og livsstil var 80'er-generationens første opgør med den marxistisk bårne tomgang og de uendelige rækker af trøsteløst klædte fløjlsprædikanter, der dominerede voksensfæren. Og mens pædagoger og eksperter tordnede løs mod discoen; kaldte den anti-religion, kvindediskriminerende og overfladisk, lod de unge ordene stå og foretog sig noget så grundlæggende gavnligt som at danse. Discomusik er karakteriseret ved en stærk puls; ostinatfigurer på bassen og et trommebeat på 120 slag i minuttet. Desuden finder man i meget disco en koklokkerytme, som er lånt fra den brasilianske samba. Selvsamme koklokkefigur blev pludselig lovlig at danse til, da det københavnske karneval blev lanceret. Nu var afsenderen ikke længere det bevidstløst mistænkeliggjorde USA, men Brasilien, og dermed blev denne uskyldige rytmefigur renset for enhver beskyldning om fordummende indflydelse og manipulation af krop og sjæl og ophøjet til en sejr for livsglæde og eksotisk udfoldelse. Ud på gader og stræder sprang de selvsamme pædagoger, og denne gang var det ikke for at advare mod dans, men for at deltage i den med alt hvad de kunne mobilisere af indestængte sexfrustrationer og fastlåste hofter.

Hvornår fandt denne paradoksale omvæltning sted? Hvilket år afholdtes det første københavnske karneval?

A.1979

B.1985

C.1982

Man har sagt om 80'er-generationen, at den havde svært ved at blive voksen. Og hvert ord er sandt. Den første ungdom blev gennemlevet i årtiets spæde år, og den anden begyndte i 1988, da ravekulturen kom til Europa. Musikken var elektronisk, basdreven og voldsomt repeterende, og kulturen var autonomt drevet. Fester brød ud i nedlagte fabrikshaller, og det herskende værdigrundlag var baseret på hippietidens idealer, bøsseflamboyance og en urkraftig danseglæde. Men som alle andre subkulturer opslugtes rave af kommercielle interesser og blev sat i faste rammer. Spillestedet Vega er tidens førende bærer af denne kultur, men hvor vidt idealerne har forrykket sig, blev efterprøvet, da Magasin Schäfer for to år siden holdt fest på stedets nyåbnede prestige bar, Vega Lounge. Et led i aftenens undeholdning var en happening udført af dansktopkunstneren og den militærhistoriske ekspert, Johnny Conny Tonny Thomas. Hvor lang tid fik Johnny Conny Tonny Thomas lov at gå nøgen rundt på Vega Lounge, før personalet greb ind?

A.Han gik nøgen rundt i halvanden time, begyndte så at fryse og tog tøjet på.

B.Han fik lov at gå nøgen rundt på Vega Lounge i 12 minutter.

C.Han fik lov at gå nøgen rundt i 40 sekunder.

/Svar/68BA/80CB/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu