Gennem årtier var Bjørn Wiinblads kunst fast bestanddel i danske hjem. En ny generation har genopdaget keramikeren, maleren, tegneren og designeren Bjørn Wiinblad.
Danskere over en vis alder kan på et splitsekund spotte hans design. I 60'erne og 70'erne var hans askebægre, figurer, platter, vaser og meget andet at finde i næsten alle hjem. Siden blev hans ting stillet væk, men nu betaler en ny generation dyrt for hans kunst på loppemarkeder og i antikvitetsbutikker.
Også internationalt fik hans frodigt fabulerende stil gennemslagskraft. På verdensplan blev han den mest solgte danske kunstner i historien - måske bortset fra H. C. Andersen. Hans plakater og keramik er repræsenteret på museer i de nordiske lande, på Museet for moderne kunst i New York og andre amerikanske museer og på Faenza i Italien, som er et verdenscentrum for keramik. ritzau