Læsetid: 4 min.

Følg figuren hos Kirkeby

Kunsthallen Brandts fokuserer med udstillingen Per Kirkebys 'figur' på kunstnerens værker fra 1980'erne. Figurtanken er en glimrende ny brille på 80'er-værket - med glidende overgang og blik for kontinuiteten i kunstnerens arbejde
13. juni 2006

Sommerens store udstilling på Kunsthallen Brandts står i Per Kirkebys tegn. Mere præcist står den odenseanske kunstsommer nemlig i Per Kirkebys figur - og endnu mere præcist slås der et slag for det figurliges rolle i Per Kirkebys kunst i 1980'erne. Fasttømrede tegn med entydigt symbolindhold og behagelige facitlister for tolkninger er én ting, der absolut ikke har grobund i Per Kirkebys univers og kunstproduktion gennem mere end 40 år.

Det er tværtimod en væsentlig pointe med den nyåbnede udstilling at vise, at et figurligt element, uden fastlagt idéindhold, bæres med fra Per Kirkebys popinspirerede 60'er-værker og ind i de maleriske 70e're og 80'ere som organiserende element. Her slipper kunstneren de industrielt udskårne masonitplader på 122 x 122 cm, de skarpt afgrænsede partier med lakmaling, populærkulturens billedklichéer, og tilsyneladende også genkendeligheden, til fordel for naturinspirerede, men essentielt nonfigurative kompositioner i olie på lærred. Malerier i et personligt billedsprog, der har gjort Per Kirkeby til international stjerne. En status, han langt op i 1990'erne har kunnet nyde i nærmest ensom majestæt blandt danske samtidskunstnere.

Udstillingen

Udstillingen består af 40 malerier og 10 skulpturer, indlånt fra danske og udenlandske museer og et større antal privatsamlere. Værkerne er placeret i så godt som kronologisk rækkefølge gennem tre fortløbende rum, der gradvist åbner sig og bliver mere rummelige og lysfyldte for at kulminere i kunsthallens nylige tilbygning, det dobbelthøje rum. Det er en smuk (og nødvendig) ramme om Per Kirkebys stadig mere monumentale formater.

Den besøgende ledes kort, men fyndigt gennem poppen til sen-70'ernes løst, dirrende og ekspressive maleri, der i overtegnedes øjne er udstillingens mindst interessante. Mod midten af 80'erne, i udstillingens sidste rum, begynder Per Kirkebys malerier for alvor at ligne dét de fleste forbinder med Per Kirkeby: bredt og sikkert udførte, farvemættede naturkompositioner i mange lag og leg med overmaling og transparens. Fremhæves i en gennemført ophængning og opstilling skal særligt Figuren bei Abend, 1983 og udstillingens fikspunkt Beatus - Apokalypse, 1989. Kunstnerens sortpatinerede bronzeskulpturer fra 80'erne tager sig ud som figurer og skygger, der er trådt ud af, eller spejler sig i, malerierne. Materialiserede menneskeformer og naturvækster.

Figuren i maleriet

Det lykkes på overbevisende vis udstillingen at pege på, at figuren ikke røg ud med badevandet, da kunstneren nærmede sig sit mere personlige og modne udtryk. Figuren er flere steder i oliemalerierne helt tydeligt til stede i form af mennesker, ansigter, dyr eller naturelementer, der fremstår i enten konturstreg eller farveflade. Andre steder har figuren tydeligvis været der som udgangspunkt for en malerisk proces, der siden har vævet den ind i kompositionen med en sådan grundighed, at den ikke længere (eller kun vanskeligt) lader sig udpege eller fremhæve i billedets kompositoriske helhed.

Det stramme værkudvalg viser forbilledligt, at Per Kirkebys pop er alt andet end upersonlig, og at dialektikken mellem klar figuration og malerisk impuls allerede er til stede her og ikke først dukker op sent i 70'erne og 80'erne.

Det er, i lyset af den senere så maleriske udblæsning uden skabeloner, slående at bemærke, hvordan Per Kirkebys popkunst i positiv forstand aldrig står distancen som gennemført cool, glat og ironisk overflade. Dobbeltmaleriet BB og Jeanne Moreau, 1969, er godt nok, som den ledsagende kompositionsskitse understreger, planlagt til mindste detalje, største figurlighed og glatteste glitterbladsperfektion. Som prikken over i'et har kunstneren dog givet billedet en figuropløsende gang maleriske fartstriber med en rystepudser. Per Kirkebys unikke afart af ulden pop bliver, som jeg ser det, mere og mere fremragende for hvert gensyn.

Figuren er givetvis ikke sandheden om, eller den definitive nøgle til, Per Kirkebys kunst, og det påstår udstillingens kuratorer heller ikke - figuren er ét aspekt blandt flere andre. Per Kirkebys værk er endevendt i et, for en dansk kunstner i hans generation, umatchet antal udstillinger og publikationer.

Udstillingen er retrospektiv med bakspejlet placeret i 1989 i stedet for 2006. Forklaringen er måske, at det genkendelige i Per Kirkebys kunst i 90'erne har struktur og ikke figur som fællesnævner. En del af forklaringen er også, at Louisiana barsler med den komplette udstilling indenfor et par år. Den har man i kollegial forståelse ikke ønsket at stjæle moment fra. Alligevel kan man i udstillingen ikke - kortvarigt - lade være med at vende øjnene mod ikke eksisterende 90'er -og 00'errum. Det helt igennem positive er dog, at man med 80'erne som udstillingens klimaks naturligt dvæler ved disse værker, som i deres tungere, mørkere toner måske og uretfærdigt ville risikere at blive en mellemstation på vej mod Per Kirkebys lysere, klarere, mere imødekommende og dekorative billeder fra 90'erne og frem. Her er 80'er-værket i egen ret uden forstyrrende fremtid.

Per Kirkeby figur. Kunsthallen Brandts, Odense, 10. juni-17. september 2006. Udstilling realiseret i samarbejde med Kunsthalle zu Kiel og Henie Onstad Kunstcenter, Oslo, hvor den vises efterfølgende. I forbindelse med udstillingen er der udgivet et rigt illustreret katalog med bidrag af Dirk Luckow, Dörte Zbikowski, Erik Steffensen og Anna Krogh. 140 sider, 175 kr.

Niels Boe Hauggaard er mag.art. i Kunsthistorie. Han vil fremover skrive om kunst i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu