Nyhed
Læsetid: 2 min.

DEN KAN JEG ANBEFALE:

"Morten Ramslands Hundehoved. Fire generationers liv fordelt på knap 400 sider. hvor den ene mere skæve anekdote tager den anden. Ramslands fortæll...
Kultur
3. juni 2006

Den kan jeg anbefale:

"Morten Ramslands Hundehoved. Fire generationers liv fordelt på knap 400 sider. hvor den ene mere skæve anekdote tager den anden. Ramslands fortælleglæde er smittende, og de mange historier, der holder slægten sammen i med- og især modgang, er foruroligende og fascinerende læsning."

Brian Mikkelsen, kulturminister

Den kan jeg anbefale:

"Jeg er midt i Lars Skindebachs Din Misbruger, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg synes om den, men jeg synes poesi-interesserede bør læse den. Derudover kan man altid læse eller genlæse Herman Bang i sin ferie. Endeligt synes jeg, at Poul Nyrups erindringer giver et godt indblik i den politiske verden."

Anne-Marie Mai, litteraturprofessor

Den kan jeg anbefale:

"Jonathan Safran Foers Ekstremt Højt og Utrolig Tæt På. En fabelagtig læseoplevelse i selskab med drengen, der mistede sin far i World Trade Center. Trods det dystre emne, er det en sjov bog. Og ikke mindst er den meget, meget klog på mennesker, så klog at man undrer sig over, at så ung en mand har skrevet den. Sprogligt en fest fra start til slut."

Connie Hedegaard, miljøminister

Den kan jeg anbefale:

Vixi - Memoirs of a Non-Belonger af Richard Pipes. Pipes er polsk jøde, hans familie flygtede til USA under Anden Verdenskrig. Hans beskrivelse af tiden som præsident Reagans toprådgiver på Sovjetunionen er alle pengene værd, de er forfattet med en outsiders blik for regeringsbureaukratiers svaghed.

Flemming Rose, journalist

Den kan jeg anbefale:

"Senest har Harry Mulisch's Siegfried gjort et stort indtryk på mig. Skræmmende, sjov, spændende, filosofisk, dyb og stærk - og ovenikøbet hurtigt læst. En fascinerende historie, som leger med tanken om implikationerne, hvis Hitler havde haft en søn."

Kasper Bech Holten, kongelig operachef

Den kan jeg anbefale:

"Verden som landskab. Bogen er resultatet af et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og en række andre nationalgallerier i Norden, den hidtil mest omfattende kunsthistoriebog om det nordiske landskabsmaleri. Rigt illustreret og fremragende formidlet."

Allis Helleland, direktør, Statens Museum for Kunst

Den kan jeg anbefale:

"Hundehoved af Morten Ramsland. På overfladen en morsom og barsk familieskildring. Men nedenunder lurer der en gru og en alvor, som først til sidst bliver åbenbaret. Inden har vi været i tysk kz-lejr, på et bomberamt lokum i Bergen, mødt en liderlig læge + en dreng med flapører, kørt blindkørsel på cykel gennem Ålborg og meget meget mere."

Gunvor Bjerre, journalist

Den kan jeg anbefale:

"Tarkovskys samlede dagbøger Time within Time, i hvilken man kan få indsigt i et absurd og kaotisk kunstnerliv. De er en underlig blanding af medicinske indkøbslister, filosofiske noter, ynk og storhed."

Pernillle Fischer Christensen, filminstruktør

Den kan jeg anbefale:

"Netop investeret i Guldagers Kilimanjaro som sommerferielæsning. De, som har behov for at reflektere lidt over tilværelsens bagside, bør læse Odile Poulsens Sirenesange og Jonas Bengts Aminas Breve. Og lidt kærligt som Sig ja - hvad præster ved om kærlighed - kan få solskin frem på selv en regnvejrsdag."

Ellen Trane-Nørby, kulturordfører, Venstre

Den kan jeg anbefale:

"Den nye, svenske forfatterduo Anders Roslund og Börge Hellström har med krimien Box 21 boret en tyk pegefinger ned i et åbent sår; den tiltagende trafficking med unge kvinder fra bl.a. de baltiske lande. De to har skrevet ikke bare en vedkommende og væsentlig historie, men også en elementært spændende page-turner."

Kurt Strand, journalist, DR

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her