Det Kongelige Teaters operachef, Kasper Bech Holten, der senest med stor succes har iscenesat Wagners Nibelungens Ring i det ny operahus på Dokøen, skal instruere en dansk filmudgave af Mozarts opera Don Juan.
Det er det danske filmselskab Blenkov & Schønnemann, der står bag filmprojektet, som skal have en international rollebesætning, synges på moderne engelsk og ventes optaget i Sydamerika, måske Rio de Janeiro i Brasilien. "Vi er meget glade for, at Kasper Bech Holten har sagt ja til opgaven, for han er både i dansk og international sammenhæng en talentfuld instruktør, og det vil vi gerne bruge i filmsammenhæng," siger Michel Schønnemann fra det danske filmselskab Blenkov & Schønnemann. Prisen ventes at blive cirka 10 millioner euro - omkring 75 millioner kroner.