Læsetid: 5 min.

Quiz'en

1. juli 2006

Til dem fra '68

Orgasmedebatten rasede i Information vinteren 1980/81, og i kølvandet på denne valgte Informations Forlag at udsende en bog om emnet anskuet fra et maskulint synspunkt. Bidragyderne var dels læger og psykologer, dels en perlerække af den akademiske venstrefløjs mest prominente alpha-hanner. På side 163 skrev en af dem følgende:

"Min krop er mit jeg. Min pik er en del af min krop. Min pik er en del af mig. Og jeg har kun den samme. Så man må hellere komme i gang med at elske den.

Det handler selvfølgelig om manderollens fornægtelse af kroppen. Om den manglende kropsaccept. Mange mænd har undret sig over, at kvinder - ikke mindst efter kvindebevægelsens fremvækst - har lidt af genitalangst, eller rettere: pikforskrækkelse. Men - hånden på hjertet (og netop dér!): hvor mange af os mænd kan sige, at vi elsker vores pik, at vi overhovedet vil acceptere, at den bliver elsket?

Betyder et opgør med manderollens præstationsfiksering ikke, at vi mænd må lære at elske os selv, som vi er, for overhovedet at kunne blive elsket, sådan som vi er, med pik og hår og det hele?

Har 'Den ny Mand' fået pikken med?"

Hvem er forfatteren til det citerede, hvad hed bogen, og hvem redigerede den?

A.Ib Michael i debatbogen 'Udtømt', en bog om mænds orgasme redigeret af Georg Metz?

B.Georg Metz i debatbogen 'Sædvaner', en bog om mænds orgasme redigeret af en yderst veloplagt Kjeld Koplev og Morten Thing?

C.Tor Nørretranders i debatbogen 'Hengivelse', en bog om mænds orgasme redigeret af Tor Nørretranders?

Mange opfatter forlaget Demos som synonymt med Røde Mor dengang i 70'erne. Og det er på flere måder fejlagtigt. Demos blev stiftet i miljøet omkring de danske Vietnamkomitéer i 1967 og udgav, særligt gennem 70'erne, et hav af bøger og plader, men det findes faktisk stadig. I dag arbejder Demos for en ny og progressiv venstrefløj. Men på deres hjemmeside - demos.dk - oplyser de, at der stadig er ting på lager fra dengang. Blandt andet kan man erhverve sig kuriøsiteter som:

Manuskriptet til Fremtidens Danmark, teatergruppen Skifteholdets debatstykke fra 1973 (50 kr.), Per Kågesons bog Stop Atomkraften, ligeledes fra 1973 samt kollektivet Røde Mors tegneserie Lærlinge og Soldater.

I 1975 udgav Demos Bøsse, en lp med falset-sangeren Bent Jacobsen. Nummeret Hvordan? blev et hit i de frisindede kredse. Bøsse Bent spørger blandt andet: Hvordan kan du vide, at du ikke er bøsse,/når du aldrig har prøvet at holde en mand i hånden?

Pladen er næsten umulig at opdrive (1.000 kr. brugt) og står som en milepæl i dansk bøssekultur. Men hvem spillede trommer på den?

A.Det gjorde Peter Aalbæk Nielsen?

B.Det gjorde Kasper Winding?

C.Det gjorde en velswingende Kjeld Koplev?

Til dem fra 80’erne

Fodbold var, som tidligere nævnt i quizzen, ikke dus med 70’ernes venstrefløj. Der blev skrevet flere smædesange om emnet, endda af mænd. Skousen og Ingemann lavede “Fodbold” på klassikeren Herfra hvor vi står. Det lød: Det er nu alligevel sært, at sådan noget er et spil. Indimellem så tænker jeg på, hvordan så’n noget, det kan gå til. Og det idrætspolitiske band (ja, de havde fundet en niche), Modspillerne, tog den endnu længere med omkvædet: Fodbold er alvor og ikke leg, benspænd og frispark betaler sig. Det var ikke nemt at være venstreorienteret og fodboldgal dengang (hvilket Hans-Jørgen Nielsen beskriver i Fodboldenglen), men lysere tider var på vej. I begyndelsen af 80’erne blev det gradvis lettere at kombinere de to størrelser, og dette af to grunde: For det første sluttede 70’erne og tog en stor del af de mange regler med sig, for det andet forlod Osvald Helmuth definitivt Socialdemokratiet, ja, billedligt talt altså, og da enhver dansker var socialdemokrat ? også venstrefløjen ? måtte trangen til kolonihavehygge og slå-på-skulderen kammeratskab opfyldes andetsteds. I fodbold.
Danmarks 1-0 sejr over England på Wembley regnes for det nye danske landsholds gennembrud, kendere taler om, at 3-1 sejren et par år tidligere over Italien i Parken var den reelle begyndelse, men sandheden er, at Danmark allerede den 14. november 1979 viste det potentiale, som siden blev (delvis) forløst ved EM i 1984 og VM i 1986. Kampen foregik på Ramón de Carranza-stadion i Cadiz, og modstanderen var stærke Spanien. Landstræner var den nyligt indsatte Sepp Piontek, og holdopstillingen talte folk som: målmand Birger Jensen, KB’eren Palle Hansen, Morten Olsen, Søren Busk, Benny Nielsen og henrivende, unge Preben Elkjær. Danmark vandt overraskende 3-1, og Elkjær scorede to mål, men hvem scorede det tredie?
A.
Jens Jørn Bertelsen, Esbjerg
B.
Søren Lerby, Ajax
C.
12.-manden Klaus Nørregaard, KB

Digteren Michael Strunge røg ind i en ulykkelig catch 22. Professionelt gik det ham strålende. Han debuterede som 20-årig med Livets Hastighed, og fik fem år senere både Otto Gelsted-prisen og Statens Kunstfonds tre-årige legat. Sjældent har en dansk digter haft så stor kunstnerisk succes i så ung en alder. Men et var at få hyldest fra det litterære establishment, noget ganske andet at blive accepteret af tidens sortklædte kunstnerkreds; de tidligere punks. I sin hæsblæsende generationsroman Den sidste romantiker (udkommer som paperback næste måned og er på tilbud sommeren over til 149 kr.) beskriver Martin Hall en ung digter ved navn Adam Bruun. Der er ikke tvivl om, at denne er synonym for Strunge. Bogens hovedperson gør sig følgende iagttagelser om digteren:
“Bruun var et kapitel for sig. Han havde udgivet et par digtsamlinger, der sådan set ikke var meget andet end lidt tilfældigt sammenklippede Bowie- og Rimbaud-citater tilsat en god sjat punkretorik, men blev alligevel anset for en af de mere lovende poeter herhjemme. Bruun gik altid rundt med kopier af de to bedste anmeldelser, han havde fået, i inderlommen, og den skepsis, der andre steder havde rejst sig omkring hans talent, mødte han selvfølgelig med den nødvendige moralske indignation på en hel generations vegne (en effektiv teknik, der i århundreder var blevet brugt til at skænke selv den største idiot lidt værdighed). Alt det dér med mandens selviscenesættelse som ‘den store danske punkdigter’ var lidt grinagtigt i lyset af den kendsgerning, at de cirka 30 punks, der havde udgjordt kernen i miljøet, enten ikke anede hvem han var, eller blot fandt ham irrelevant.”
Autencitet og integritet var kodeord i det sortklædte miljø, og kredsens dom var hård og nådeløs. Strunge blev stemplet som tågehorn og wannabe. Og dermed var hans ulykkelige catch 22 formuleret:
Jo mere han higede efter inderkredsens accept, jo højere rungede latteren bag hans ryg.
Den 3. april 1984 skrev Strunge mediehistorie, da han i bogprogrammet Bazar på tv (en halv million seere) overfusede Lola Baidel for åben skærm (“Jeg vil betegne det som fiduspoesi ? det der, du laver”).
Hvilken farvenuance (ifølge skriften på pakken) havde det harfarvemiddel, som Michael Strunge, samme dag og til lejligheden, havde sortnet sit hår med?
A.
Punk-sort
B.
Tulipan-sort
C.
Asfalt-sort

Svar/68CB/80AB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu