Tenorissimo'en over dem alle, Luciano Pavarotti, er ved at komme sig oven på sin kræftoperation.
Det skriver den italienske avis Il Messaggero mandag. Den 70-årige Pavarotti tog til New York i sidste måned for at få fjernet en kræftknude i bugspytkirtlen, men den store stemme har nu igen italiensk grund under fødderne.
"Jeg har ingen planer i øjeblikket. Sygdommen er der, og jeg skal bekæmpe den skridt for skridt," siger Pavarotti. Det er dog ikke mere end et par uger siden, at Pavarotti lovede alverdens øregange, at han har i sinde at genoptage sin afskedsturné og gøre arbejdet færdigt.
Det kræver blandt andet rejser til Asien og Tyskland. Selvom Pavarotti gennem de seneste par år har haft problemer med helbredet, har han gang på gang udsat sin pensionstilværelse.
ritzau