Læsetid: 3 min.

Klatkager

Kultur
31. oktober 2006

Så sagde de alligevel ja tak til at komme tilbage. Peter Langdal og Henrik Hartmann har accepteret fire år mere som direktører for Betty Nansen Teatret.

"Efter at have sovet på det et par dage har vi nu besluttet at takke ja til tilbuddet fra Københavns Teater om at fortsætte vores arbejde her på Betty Nansen Teatret og derved føre vores visioner for et vitalt og nutidigt teater ud i livet i de fantastiske rammer på det teater, her på Frederiksberg, som står vore hjerter så nært," udtalte Hartmann til TV 2 Lorry.

Så endte det, som det begyndte. Men nu altså med en danskerindspist smag i munden. Gammel risengrød fra i går skal blive til lækre klatklager i morgen. Sådan fordøjer vi gammelt nyt her i landet. Det regner vi da med - hvis ellers Langdal ikke kunstnerisk har lidt for stor overlast ved de de tre ugers karantæne, så han fremover kun kan genfinde sprællet til Matador-musicalen på Operaen og andre steder i mere end en armslængde fra Betty Nansen Teatret.

Omkostningen er, at vi alligevel ikke har fået Lars Norén og Ulrika Josephsson fra Riksteatern i Sverige. At vi lige akkurat er gået glip af den slags pust udefra, som alle ellers er rørende enige om, at dansk teater trænger til.

"Vi søgte både Teater X og Betty Nansen, fordi begge profiler passede til det teater, som vi gerne ville spille," fortalte Ulrika Josephsson til Søndags-Politiken. Så hvorfor fik svenskerne dog ikke Teater X, tænker man. Så kunne Langdal og Hartmann være blevet på Betty Nansen Teatret. Men nå nej, for så ville Mette Hvid Davidsen i dag have stået uden Teater X...

Grydeskrub

Selv om det er personsagerne, der har fået teaterdirektørsagen til at koge over, så er det værste alligevel, at vi har fået afsløret, hvor dårlig en konstruktion Københavns Teater er. Hvor meget den dikterer præmisserne for de andre teatre i hovedstaden. Og hvor konkret de små teatre nu er ladt i stikken, fælles markedsføring eller ej.

Nu er tiden så kommet til at skrubbe risengrødsgryder og inspicere påbrændte rester. For hvis er skylden? Er det kun kulturminister Brian Mikkelsens ansvar? Eller er de andre partier lige så skyldige, fordi de alle sammen (pånær Enhedslisten) støttede oprettelsen af Københavns Teater?

En stor gruppe skuespillere anført af Julie Carlsen er gået i rette med Socialdemokratiet for at have støttet konstruktionen af Københavns Teater - akkurat ligesom Henrik Hartmann åbenbart har gjort det. Søndags-Berlingerens forside hævdede endda, at Brian Mikkelsen har fået ideen til konstruktionen af selveste Henrik Hartmann. Men hvad ved man egentlig om spredning af klatkageduft?

Hvad er så konklusionen på teaterdirektørfarcen i dag tirsdag? Den er, at Københavns Teater skal omdefineres, hvis teaterpolitikken skal slippe ud af sin selvskabte farce. At man skal lave en ny teaterkonstruktion med en helhedsløsning, som tilgodeser hele det københavnske teaterliv - og som også har øje for resten af landets teater. Det er vist bare det, der hedder at skabe sig en ansvarlig teaterpolitik.

På søndag kl. 16 kan man opleve et par af farcens aktører tæt på de skrå brædder inde på KafCaféen. Foreningen Danske Teaterjournalister har nemlig inviteret direktøren for Københavns Teater, Steen Pade og hans bestyrelsesmedlem, instruktøren Eva Jørgensen, sammen med den tidligere teaterrådsformand Bjørn Lense-Møller og kulturpolitikeren Jytte Andersen (S). Emnet er visionen for det nye Københavns Teater. Her kan man måske så også få grinet færdig over tanken om et fremtidigt, forhøjet billetsalg på 25 procent, der ellers hører til et af de mest komiske, økonomiske indslag i Strategiplanen for Københavns Teater.

Man skal dog antagelig selv medbringe kanel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her