Nyhed
Læsetid: 3 min.

Europas diktatoriske arv

Den tyske historiker og teolog Gerhard Besier har skrevet et næsten 900 sider langt værk om Europas blodige fortid. En historie, som kun har været forbi i et øjeblik, men som man alligevel forsøger at glemme
Kultur
24. februar 2007

Europa tænker. Over sin egen fremtid. Og det er der sandsynligvis også brug for, for måske var franskmændendes og hollændernes nej til forfatningen slet ikke så overraskene. Måske dette folkets votum blot var tegn på, at Europa er havnet i en blindgyde. At kontinentet har bygget videre og lavet om på sig selv uden at kigge tilbage, uden at stoppe op for at se, hvor rejsen egentlig skal gå hen. I hvert fald må man konstatere, at det er en slags usamtidighedens Europa, vi lever i. Unionen har altid været et politisk projekt for de oprindelige seks medlemmer; ikke mindst for Tyskland og Frankrig, der så det som et spørgsmål om krig og fred, som den forhenværende forbundskansler Helmut Kohl yndede at sige. Men sagen så allerede anderledes ud i 1973, da Unionen blev udvidet for første gang med Danmark, Irland og Storbritannien.

Økonomi - ikke politik

Her var det økonomiske interesser, som gjorde sig gældende. Ja helt op i 1990'erne kunne man høre danske politikere fortælle, at EU ikke er et politisk projekt. Det ville mange østeuropæiske politikere næppe have nikket genkendende til - tænk blot på de baltiske lande, for hvem optagelsen i EU - og NATO - betød intet mindre end den endegyldige løsrivelse fra Sovjetunionen. Til gengæld har mange af disse lande med optagelsen nået deres mål og er mindre interesserede i at opgive den just vundne selvstændighed til fordel for en ny union.

At det er et heterogent Europa, som vi har med at gøre, bliver for alvor klart, når man er kommet igennem de næsten 900 sider, som Gerhard Besier har fyldt med imponerende indsigt og detaljeret viden. Faktisk giver bogen et gedigent overblik over stort set alle europæiske lande, som står i forhold til den store historie i løbet af det 20. århundrede. Og alligevel er Das Europa der Diktaturen. Eine neue Geschichte des 20. Jahrhunderts (Diktaturernes Europa. Det 20. århundredes nye historie) mere end det. Som titlen antyder, søger Besier også at bevare blikket på nogle fællestræk, som i dagens Europa kan give et fælles fundament at stå på.

Den autoritære magt

I starten af sin analyse påminder Besier en kendsgerning, man har en tendens til at undervurdere: Nemlig hvor stor betydning Første Verdenskrig havde for Europa og dets enkelte lande. Krigen er med rette blevet kaldt det 20. århundredes urkatastrofe, men er i megen historieskrivning blevet reduceret til en slags forhistorie til Anden Verdenskrig. Ikke hos Besier, som skriver om årene 1914-18:

"Såvel den politiske som den kulturelle liberalisme blev destabiliseret og miskrediteret, den autoritære statslige magt tog til. Borgerrettighederne blev beskåret, økonomien styret. Indsatsen af politisk organiseret massepropaganda og massernes mobilisering i forbindelse med krigen befordrede en slags de-individualisering og samfundets kollektivisering til et anonymt folkefællesskab. Denne udvikling blev fulgt op af en brutalisering af det politiske liv samt voldens legitimering i politiske debatter."

Med andre ord: Den autoritære jord var blevet gødet, som så mange regimer ét efter ét kunne vokse på. At de havde forskellige fortegn, nogle steder socialistisk, andre steder fascistisk, skal forstås ved at dykke ned i de enkelte landes historie. Alligevel må man ikke glemme, skriver Besier, at der "mellem den kommunistiske og den fascistiske bevægelse fandtes en del ideologiske, strukturelle og handlingspraktiske analogier. Massernes manipulation, personkult, masseterror og massemord. Begge systemer indrettede koncentrationslejre til politiske fanger, likviderede ofrene gennem tvangsarbejde og eliminerede hele befolkningsgrupper."

I glemmebogen

Denne diktatoriske periode fandt en ende i slutningen af Anden Verdenskrig - i hvert fald for den vestlige del af Europa, med undtagelse af Spanien, Portugal og Grækenland. Besiers analyse af de østeuropæiske stater under sovjetisk dominans fylder en del, men lærerigt er det. Især fordi han fokuserer på forskellene og de nationale tilpasningsstrategier, som faktisk resulterede i nogle ganske forskellige levevilkår bag Jerntæppet.

Hvad de forskellige europæiske stater, som har oplevet perioder med diktatur i det 20. århundrede, dog også har tilfælles, er at erfaringerne hurtigt er glemt igen.

"Bortset fra det vestlige Tyskland, som intensivt har konfronteret sin nationalsocialistiske fortid, fulgte de fleste andre lande en anden vej. Man ville ikke røre ved gamle sår, man tabuiserede det, som havde været, eller man fornægtede enhver forbindelse til det tidligere regime."

Javist, Europa har brug for en tænkepause. Og mon ikke den skulle begynde i de enkelte medlemslande?

Gerhard Besier, Das Europa der Diktaturen. Eine neue Geschichte des 20. Jahr-hunderts. 880 sider, 29,90 euro,Deutsche Verlags-Anstalt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her