BERLIN - Efter mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 talte man naturligvis mest om Submission, der handler om muslimske kvinders tvungne omskæring og var den direkte årsag til, at han blev skudt og stukket ned på gaden af en hollandsk-marokkansk mand.
Men van Gogh nåede at lave mange andre, interessante film, blandt andet kammerspillet Interview (2003), der nu er blevet genindspillet i USA af den amerikanske skuespiller og instruktør Steve Buscemi.
Interview er den første af tre amerikanske versioner af van Goghs film og blev tirsdag aften vist i en tætpakket biograf i Berlin, hvor den er en del af filmfestivalens Panorama-serie. Folk, som har set originalen, siger, at Buscemis version ikke er lige så barsk og kompromisløs som van Goghs. Men det er nu stadig en følelsesmæssig rollercoaster af de mere voldsomme.
Uforudsigelig
Buscemi spiller også selv en af de to hovedroller som journalisten Pierre Peters, der en aften i New York skal interviewe Katya (Sienna Miller), en smuk og tilsyneladende ikke for begavet, overfladisk blondine, som er model og skuespiller i billige gyserfilm og dårlige sæbeoperaer. Pierre er politisk journalist og har slet ikke lyst til at tale med Katya, der i vanlig arrogant stil kommer alt for sent til deres aftale på en fornem restaurant.
Det går naturligvis skævt fra begyndelsen, men da parret senere på aftenen - ved en tilfældighed - ender i hendes lejlighed, udvikler interviewet sig til en fascinerende, psykologisk duel mellem de to viljestærke mennesker, der begge må sande, at de har undervurderet modparten. Katya er venlig det ene øjeblik, hysterisk og modbydelig det næste, det samme er Pierre, og som aftenen skrider frem, rasler skeletterne ud af skabene i en film, der er lige så uforudsigelig og humørsvingende som sine to hovedpersoner.
Man vidste, at Buscemi kunne instruere - Interview er hans fjerde film som instruktør, og han holder tingene i gang ved at lade det håndholdte kamera være en slags medspiller - og at han er en forbasket dygtig karakterskuespiller, der får meget ud af sit ikke ligefrem kønne, men markante ansigt og sin enorme udstråling.
Det er dog Sienna Miller, der er filmens åbenbaring og ligesom Katya underminerer alle fordomme, man måtte have om hende og hendes evner som skuespillerinde - hun har tidligere medvirket i blandt andet Alfie (2004) og Casanova (2005) og ofte været i tabloidpressen som den smukke kvinde, Jude Law helt uforståeligt bedrog. Millers Katya er skiftevis sårbar og udspekuleret, forførende og frastødende og hele tiden vanvittig interessant at iagttage, mens hun flytter rundt med Buscemi og selv bliver flyttet rundt med - som de to sidste brikker på et skakbræt. Det burde ende med en remis, men én af dem har et sidste, velvalgt trick oppe i ærmet.
Om sit engagement i Interview har Buscemi i øvrigt sagt, at instruktøren ikke har lavet filmen af politiske årsager, og at han hellere bare ville have medvirket i genindspilningen med Theo van Gogh som instruktør. Men Buscemi er trods alt glad for, at han selv kan hjælpe med at realisere van Goghs drøm om et remake af filmen. Det er jeg også.
Mænd og kvinder
En anden skuespiller, som har valgt indimellem at træde bag kameraet er franske Julie Delpy, som man vel bedst kender fra hovedroller i Kieslowskis Hvid (1994) og Richard Linklaters Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004), som Delpy og hendes medspiller, Ethan Hawke, i høj grad var med til at forme.
Delpys nye film, Two Days in Paris, der også vises i Panorama, har noget af den samme charme og spontanitet som Linklaters to film og er tillige en vittig og veloplagt omgang verbal spilfægteri a la Woody Allen - mænd, kvinder og parforhold.
Delpy selv spiller den ene af hovedrollerne som en fransk kvinde, Marion, der sammen med sin amerikanske kæreste gennem to år, Jack (en forrygende Adam Goldberg i det, der bør blive hans gennembrudsrolle), har været på ferie i Venedig og nu er på vej hjem til New York, hvor de bor.
Undervejs skal de tilbringe et par dage hos hendes forældre i Paris, og det bliver et begivenhedsrigt ophold, hvor en jaloux Jack må sande, at han egentlig ikke kender Marion - eller hun ham.
Kulturforskelle
Delpy spiller på og leger dygtigt med alle de fordomme, amerikanere og europæere har om hinanden og får derigennem fortalt om både de kulturelle og personlige forskelle, der kan gøre det svært at leve i et parforhold. Two Days in Paris er fuld af absurde situationer, hvor den naive og neurotiske Jacks tolerance bliver sat på en hård prøve - Marions gale familie er alt andet end velfungerende, og parret bliver ved med at støde ind i hendes mange ekskærester, som hun stadig synes at have et meget nært forhold til.
Tyske Daniel Brüehl har en birolle som en øko-terrorist, der brænder fast food-joints af og på et tidspunkt giver Jack et par tiltrængte, gode råd om kærlighed og livet.
Der er ingen tvivl om, at Delpy har lært meget af at lave film sammen med Linklater. Hendes film er ligesom hans småfilosofisk uden at være prætentiøs og tillige en kærlighedserklæring til et både drømmeagtigt og hverdagsligt Paris, man ikke så tit ser på film.
www.berlinale.de
Mere fra Berlin på http://luftskibet.information.dk/forsidesensationen
