Machiavelli. Marivaux. Voltaire. Som det fremgik af Information i fredags, manglede referencerne til de tunge klassikere ikke, da flere franske anmeldere erklærede deres kærlighed til Lars von Triers seneste film. Le Direktør får måske et godt liv i det franske, og mens kun 18.000 har købt billet til filmen herhjemme, har f.eks. 175.000 italienere indtil videre været i biografen for at se det, som den franske avis Libération beskriver som "et af de vildeste politiske angreb, der nogen sinde har været på arbejdsmarkedet, dette kongerige af uendelig absurditet og symbolsk vold."
I Sverige har filmen premiere næste fredag, og tv-programmet Filmkrönikan har allerede set nærmere på komedien og bl.a. filosoferet over, hvordan danskerne elsker at se sig selv ydmyget på lærredet. Af Ernst-Hugo Järegård i Riget eller som i Direktøren for det hele af Fridrik Thor Fridrikssons mutte islænding. Set med svenske øjne bliver filmen ikke kun en komedie fra en arbejdsplads, men også et portræt af tendenser i en folkesjæl.
Som dansker - og filmkritiker - er det altid spændende at møde andres blik på danske film. De er ikke indsyltede i danske konsensusdebatter og går derfor ofte fordomsfrit i lag med de 'fremmede', danske film.
Jeg erklærer mig gerne enig med franskmændene i, at Lars von Triers seneste film har mange kvaliteter. Præmissen er umiddelbart sjov og giver samtidig rig mulighed for - som franskmændene - at filosofere over arbejdsmarkedets tilstand og flugten fra ansvar og konflikter i en globaliseret tid med fraværende cyberchefer.
I Frankrig har man en stolt tradition for eftertænksom filmkritik, der insisterer på analyse og refleksion. Indimellem ender det i overfortolkning og intellektuelt selvsving, og den franske kærlighed til auteuren kan ofte lidt for hurtigt indskrive en mindre film i Det Store Værk. Den franske tradition er imidlertid samtidig en begavet modpol til overfloden af hurtigt op- eller nedadvendte tommelfingre eller spontane stjernestrøninger.
Den sjove komedie?
I forhold til Triers film koketterer franskmændene med muligheden for semiotiske analyser af filmens visuelle koncept, automavision, og trækker de helt store paralleller til andre værker. Den form for elitær analyse har ikke præget diskussionerne af filmen herhjemme, der primært har kredset om et genremæssigt og for det brede publikum relevant grundspørgsmål: Er den sjov?
Direktøren for det hele bliver som film en interessant eksponent for forskellige kritikertraditioner og for den grundlæggende problematik om, hvorvidt publikum skal opdrages eller vejledes. Måske kommer publikums modtagelse af filmen i de to lande også til at spejle dette.
Trier er indiskutabelt dansk films auteur par excellence, men det danske publikum er overraskende lidt interesseret i hans spændende leg med mediet. Kun 21.000 købte således billet til den engelsksprogede Manderlay, og færre har indtil videre opsøgt hans danske komedie.
Måske fordi mange på hjemmebanen netop har gransket filmen som en ny dansk komedie med den løbende latter fra start til slut som et centralt succesparameter, og publikum derfor inden for komediegenren regner med at ville blive bedre underholdt uden en metadiskussion af komediens natur. Hvilket de også vil, hvis det er underholdningsværdien, der trækker.
Det franske publikum lader - ikke mindst i forlængelse af kritikernes løbende skriverier - ofte til at have større mod på de mere krævende film og betragter formodentlig grundlæggende ikke Le Direktør som en ny komedie, men som den seneste film fra auteuren Trier.
Er det sjovt, er det godt, men er filmen mere stimulerende og sten i skoen-svær, går den også hjem. Det er skønt, når udlandet kaster et frugtbart, fremmed blik på dansk film og giver stof at spejle os selv i. For Trier og alle os andre.
