Læsetid: 3 min.

Kortere sagt - Jazz

Christian Munch-Hansen anbefaler dansk og udenlandsk jazz
Kultur
12. marts 2007

Sansemættet mytologi
Det er ikke blot en ambitiøs, men også en helstøbt og medrivende plade, den amerikanske sangerinde Patricia Barber har skabt. Dyster og stemningsfuld, men også levende og humoristisk - ikke mindst i kraft af de intelligente tekster, der tager et løst afsæt i en række af den græske mytologis skikkelser, men i realiteten fremstår som nutidig, dybt personlig sangpoesi.

Dermed også sagt en del om denne usædvanlige singer/songwriter, der ud over at være en ret enestående tekstforfatter også er en bemærkelsesværdig sangfortolker og pianist, som dyrker et lavmælt, sansemættet udtryk. Sammen med Neal Alger (guitar), Michael Arnopol (bas) og Eric Montzka (trommer) plus gæster bl.a. en spændende Lawrice Flowers, der forgylder "Persephone", og andre fra Chicago Childrens Choir folder Barber sine sange ud som perler på en snor. Hendes næsten hviskende, konsonantpræcise diktion og flair for ordenes rytme er ledetråden gennem musikken, der også er smukt forløst af de fremragende musikere omkring hende. Særlig udtryksfuld står balladen, "Pygmalion" og den smukt svævende hyldest til Nina Simone, "Icarus".

- Patricia Barber: Mythologies (Blue Note)

Dokys røde stjrener
Pianisten Niels Lan Doky slipper habilt af sted med sin hyldest til den russiske kompositionsmusiks store mestre på dette akustiske trioalbum, hvor han høres med trommeslageren Alex Riel og den franske bassist Pierre Boussaguet. Det oprindeligt storladne, nationalromantiske materiale omformes til en melodisk og luftigt swingende musik uden voldsom dramatik. Således skræmmer Doky på intet tidspunkt sine lyttere væk. Hans dristighed og fantasi er på dét punkt langt mindre end pianisten Uri Caines, der har fortolket bl.a. Mahler og Mozart i et mildt sagt nyt lys.

Til gengæld arbejder Doky med respekt og elegance som en Ole Kock Hansen. Hans funklende højrehåndsspil høres bl.a. i Tchaikovskijs The Nutcracker og i Rimskyij-Korsakovs "Flight Of The Bumble Bee", der omsættes til livligt vimsende bebop, mens temaet fra Prokofievs "Love For Three Oranges Suite" byder på en flydende leg mellem march og veloplagt blues.

På coveret ses Doky med en lille rød stjerne ved øret. Der er dog ingen grund til røde ører. Han får tre og en halv ud af fem russere for dette nydelige stykke arbejde.

- Niels Lan Doky: The Russian Album (Copenhagen Records)

Trompet med konsistens og varme
Det er en moden musiker, der giver sig til kende på dette album, The Words And The Days, spundet af lyrisk finesse og melodisk afklarethed. Og som sådan overrasker han ikke, den italienske trompetist Enrico Rava (f. 1939), der er en af den europæiske jazz' store nulevende skikkelser bl.a. på grund af den konsistens og varme, der gennemstrømmer hans musik igennem årtier.

I det neddæmpede leje, som det meste af musikken formidles i, og med den luftigt forskønnende lydproduktion, som er plademærket ECM's varemærke, sniger der sig dog også en vis højtidelig monotoni med ind over. Rava høres med prøvede folk som Roberto Gatto (trommer), Rosario Bonacorso (bas) og den unge Gianluca Petrella (basun). Ny er den velspillende Andrea Pozza (klaver), hvis intense spillestil er blandt pladens forfriskende elementer. Dét er også den måde, hvor på bandet kollektivt løfter den dansende "Traps" eller åndeløst smukt fortolker pladens ædelsten, Russel Freemans "The Wind".

En charmerende udgivelse, hvis tidløse kvaliteter dog ikke tilføjer nye facetter til Ravas musikalske karriere.

- Enrico Rava Quintet: The Words And The Days (ECM)

Den gode regn
*Sangerinden Solveig Slettahjell har med god grund fået fart i karrieren. Hun er en af flere markante kunstnere fra det lige nu toneangivende tyske pladeselskab, ACT, og hendes forrige plade, Pixiedust (2006), var blandt det forgangne års allerbedste vokaljazzplader. Helt samme niveau holder Good Rain ikke, men der er alligevel musikalske passager af meget høj kaliber.

Slettahjell har både magi og naturlighed i sin sikkert fraserede og luftigt henkastede røst, der bl.a. slægter Sidsel Endresen på, men også har en bredere appel. Hun bæres frem af Slow Motion Quintet, der forstår at forme lyden og akkompagnementet omkring hende på original og uortodoks vis. Per Oddvar Johansen (trommer, elektronik) og Mats Eilertsen (bas) udgør den solide, akustiske rytmegruppe, Morten Qvenild trakterer syngende keyboard og skramlende strenge, mens Sjur Miljeteig sørger for luftigt trompetspil. Pladen er værd at eje alene for åbningssangen "Where do you run to", der folder sig ud som en blomst, og "My oh my", en kollektiv kraftudfoldelse i ord og musik, der sitrer af følelse og længsel.

Solveig Slettahjell & Slow Motion Quintet: Good Rain (ACT)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her