Læsetid: 2 min.

Moral og æstetik

Hvorfor opfatter man de samme film så forskelligt?
30. marts 2007

"Jeg tøver ikke med at kalde filmen rendyrket nynazisme, der helt klart er påvirket af Leni Riefenstahls hyldester til nazistiske kropsidealer, som vi kender dem fra 1930'erne. Den har den samme svulstige monumentale storladenhed, bare omsat til splatterfilm."

Således sagde forfatter og filminstruktør Christian Braad Thomsen for nylig til filmmagasinet EKKO om Zack Snyders 300, der har dansk premiere i dag. Det er ikke første gang, at jeg har været lodret uenig med Braad Thomsen om en film, men det forhindrer mig ikke i at forbløffes over, hvor forskelligt, man kan opfatte tingene.

Med Snyders film, vil jeg vove den påstand, at Braad Thomsen - og alle de eksil-iranere, der raser over filmens lidet sympatiske portræt af perserne - simpelthen ikke er med på spøgen.

At spille nazi-kortet

Ja, hvis man tager 300 for pålydende, er det en dybt problematisk film, der hylder fascistiske idealer. Men ser man den gennem ironiens troldspejl, åbenbarer der sig en helt anden verden af postmoderne leg med konventioner og udtryk. Og nogen subtil film er 300 altså ikke.

Balladen om Snyders film minder mig om den diskussion, der var af Paul Verhoevens Starship Troopers, et underkendt mesterværk af en sci-fi-satire baseret på en roman af forfatteren Robert Heinlein. Beskyldninger om fascistiske tilbøjeligheder forfulgte Heinlein gennem det meste af hans karriere og mødte altså også Verhoeven og den ofte provokerende instruktørs version af historien, som få anmeldere kunne lide. Men Starship Troopers, både bog og film, er om noget begavet og dybt subversiv satire over et krigsliderligt fremtidssamfund, hvor man skal gøre sig fortjent til at blive borger med stemmeret, og befolkningen er delt ind i et rigidt hierarki alt efter intelligens og formåen - og hvor folk fra efterretningstjenesten går klædt som Gestapo og opfører sig ligesådan.

Postmoderne

Måske er det et generations- eller temperamentsspørgsmål. Måske handler det om, hvordan man som anmelder forholder sig til en films moralske og æstetiske kvaliteter - eller mangel på samme. Christian Braad Thomsen er ældre end mig og har ikke med samme ihærdighed dyrket den postmoderne og dybt ironiske Hollywood-genrefilm siden begyndelsen af 1990'erne.

Hans kritik af 300 er ideologisk, og han er tilsyneladende blind for de form- og fortællemæssige eksperimenter, Zack Snyder gør i filmen - og instruktørens paradoksale fascination af og distance til sit emne - og som i højere grad end moral og etik definerer den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu